16.4.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 120/6
Sag anlagt den 16. februar 2011 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Sverige
(Sag C-70/11)
2011/C 120/10
Processprog: svensk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Enegren og M. Owsiany-Hornung)
Sagsøgt: Kongeriget Sverige
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (1), idet det har foreskrevet, at såfremt forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende, kan den erhvervsdrivende, ud over at kræve, at forbrugeren skal betale for den del af den finansielle tjenesteydelse, som allerede er blevet leveret, også kan kræve refusion af de rimelige udgifter, der er forbundet med tjenesteydelser, som blev leveret før den erhvervsdrivende fik meddelelse om ophævelsen af aftalen.
—
Kongeriget Sverige tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Ifølge betragtning 13 til direktivet bør medlemsstaterne ikke inden for de områder, som harmoniseres med direktivet, kunne vedtage andre bestemmelser end dem, der er fastlagt heri, medmindre andet er udtrykkeligt fastsat.
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne påser, at forbrugeren har en frist på 14 kalenderdage til at fortryde aftalen uden at skulle betale bod og uden at skulle angive sine grunde.
Når en forbruger udøver sin fortrydelsesret, kan han i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, kun pålægges at betale for den tjenesteydelse, som leverandøren faktisk har leveret i henhold til fjernsalgsaftalen.
I henhold til kapitel 3, § 11, stk. 2, i fjern- og dørsalgsloven (2005:59) fremgår det, at den erhvervsdrivende, udover betaling for den faktisk leverede tjenesteydelse, også kan kræve refusion af rimelige udgifter.
I lovgivningen til gennemførelse af direktivet har Sverige således indført bestemmelser, som går ud over, hvad der er foreskrevet i direktivets artikel 7, stk. 1, vedrørende forbrugernes fortrydelsesret. Under alle omstændigheder frembyder Sveriges gennemførelse af direktivets artikel 7, stk. 1, ikke den klarhed og præcision, som Domstolen anser for nødvendig for at overholde kravet om retssikkerhed.
(1) EFT L 271, s. 16.
Full & Egal Universal Law Academy