21.5.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 152/11
Appel iværksat den 25. februar 2011 af E.ON Energie AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 15. december 2010 i sag T-141/08, E.ON Energie AG mod Kommissionen
(Sag C-89/11 P)
2011/C 152/20
Processprog: tysk
Parter
Appellant: E.ON Energie AG (ved advokaterne A. Röhling, F. Dietrich og R. Pfromm)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Domstolen ophæver den appellerede dom og annullerer Kommissionens beslutning K(2008) 377 endelig af 30. januar 2008 i sag COMP/B-1/39.326, meddelt appellanten den 6. februar 2008
—
subsidiært ophæves den appellerede dom og den under første led nævnte beslutning annulleres for så vidt som: a) appellanten er blevet pålagt en bøde b) appellanten er blevet dømt til at bære sagens omkostninger, og de af appellanten i første instans nedlagte påstande tages til følge
—
mere subsidiært ophæves Rettens dom og sagen hjemvises til Retten
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har anfægtet Rettens dom og har nedlagt påstand om dens ophævelse og annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 377 endelig af 30. januar 2008 i sag COMP/B-1/39.326. Ved dommen blev Kommissions beslutning om bødepålæggelse opretholdt, og appellanten fundet skyldig i at have brudt et segl anbragt af en af Kommissionens repræsentanter i henhold til artikel 20, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 og derved »i det mindste uagtsomt« at have overtrådt artikel 23, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1/2003. Til støtte for sin appel har appellanten gjort seks anbringender gældende.
1)
Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl med hensyn til bevisbyrden og dermed har tilsidesat princippet om uskyldsformodning og den fællesskabsretlige beslutningsmaksime in dubio pro reo. Retten har i særdeleshed set bort fra, at et segl, hvorom det er ubestridt, at dets opbevaringsholdbarhed er overskredet, ikke er et tilstrækkeligt konkret bevis til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse.
2)
Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt og derved foretog en urigtig subsumption. Inden for rammerne af den omvendte bevisbyrde ser retten bort fra det kriterium vedrørende »anfægtelse« af seglets bevisværdi, som Retten selv indledningsvis opstillede, ved det senere under subsumptionen opstillede krav om, at der foreligger en umiddelbar årsagsforbindelse mellem seglets forældelse og fremkomsten af en »positiv fejlreaktion«.
3)
Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Rettens urigtige gengivelse af bevismidler har ført til en tilsidesættelse af logikkens grundsætninger, det grundlæggende princip om retsstaten, såvel som en bredere tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt. Appellanten har i særdeleshed herunder gjort gældende, at Retten tillægger bevismidlet »en rapport om anbringelse af et segl« en forklaringsværdi, som denne ikke kan gives, ved at antage, at der deri findes tilstrækkeligt bevis for en korrekt anbringelse af seglet.
4)
Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at der foreligger en yderligere begrundelsesmangel forbundet med en tilsidesættelse af logikkens principper. Under henvisning til funktionsdygtigheden af segl ved de andre forseglinger i appellantens bygning, drager Retten en logisk uforklarlig slutning om funktionsdygtigheden af det omtvistede segl.
5)
Med det femte anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat reglerne om korrekt bevisførelse og logiske principper, såsom princippet in dubio pro reo. Retten har således ved en retlig fejl valgt ikke at tage appellantens anbringende med hensyn til tilstanden af »VOID«-teksten på dørkarmen til følge og ved en tilsidesættelse af reglerne om korrekt bevisførelse hermed undladt at foretage bevisoptagelse.
6)
Med det sjette anbringende har appellanten endelig gjort gældende, at Retten i forbindelse med bødefastsættelsen endnu en gang har tilsidesat reglerne om korrekt bevisførelse og det retsstatslige proportionalitetsprincip. Retten ser bort fra den formildende omstændighed, at appellanten ikke selv har forårsaget det efterfølgende ikke længere opklarlige forløb på undersøgelsesdagen. Retten har tillige ved en retlig fejl undladt, med henblik på at bestemme omfanget af indgrebet i den beskyttede interesse, at kræve bevis for, at døren er blevet åbnet, og dermed det for bødefastsættelsen vigtige spørgsmål om overtrædelsens grovhed.
Full & Egal Universal Law Academy