18.6.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 179/7
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) den 16. marts 2011 — Neurim Pharmaceuticals (1991) Ltd mod Comptroller-General of Patents
(Sag C-130/11)
2011/C 179/11
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Neurim Pharmaceuticals (1991) Ltd
Sagsøgt: Comptroller-General of Patents
Præjudicielle spørgsmål
1)
Ved fortolkningen af artikel 3 i forordning (EØF) nr. 1768/92 (1) [nu forordning (EF) nr. 469/2009] (2) (herefter »SBC-forordningen«) skal forordningens artikel 3, litra d) — når der er blevet udstedt en markedsføringstilladelse (A) for et lægemiddel, som indeholder en aktiv ingrediens — da fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at der udstedes et supplerende beskyttelsescertifikat, der beror på en senere markedsføringstilladelse (B), som gælder for et andet lægemiddel, der indeholder den samme aktive ingrediens, idet den beskyttelse, som er opnået ved grundpatentet, ikke omfatter markedsføring af det produkt, der er genstand for den tidligere markedsføringstilladelse som omhandlet i artikel 4?
2)
Hvis denne bestemmelse ikke er til hinder for et supplerende beskyttelsescertifikat, følger det deraf, at SBC-forordningens artikel 13, stk. 1, skal fortolkes således, at »den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« skal være en tilladelse til markedsføring af et lægemiddel, som ikke er mere vidtgående end den beskyttelse, der er opnået ved grundpatentet som omhandlet i artikel 4?
3)
Vil disse spørgsmål skulle besvares anderledes, hvis den tidligere markedsføringstilladelse er blevet udstedt for et veterinærlægemiddel, der modsvarer en bestemt indikation, og den senere markedsføringstilladelse er blevet udstedt for et humanmedicinsk lægemiddel, der modsvarer en anden indikation?
4)
Vil disse spørgsmål skulle besvares anderledes, hvis den senere markedsføringstilladelse har krævet en fuldstændig ansøgning om markedsføringstilladelse i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i direktiv 2001/83/EF (3) (tidligere en fuldstændig ansøgning i henhold til artikel 4 i direktiv 65/65/EØF) (4)?
5)
Vil disse spørgsmål skulle besvares anderledes, hvis det produkt, der er omfattet af tilladelse (A) til markedsføring af det tilsvarende lægemiddel, er omfattet af beskyttelsen af et andet patent, som tilhører en anden registreret indehaver end den, der ansøger om det supplerende beskyttelsescertifikat?
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1768/92 af 18.6.1992 om indførelse af et supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (EFT L 182, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6.5.2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (EUT L 152, s. 1).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311, s. 67).
(4) Rådets direktiv 65/65/EØF af 26.1.1965 om tilnærmelse af lovgivning om medicinske specialiteter (EFT 1965-1966, s. 17).
Full & Egal Universal Law Academy