18.6.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 179/12
Sag anlagt den 14. april 2011 — Europa-Kommissionen mod Republikken Malta
(Sag C-178/11)
2011/C 179/23
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Alcover San Pedro og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Malta
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Malta har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj (1), da der ikke er udarbejdet sådanne strategiske støjkort for større veje og byområder, som Malta har identificeret i den rapport, man har udarbejdet i henhold til artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2002/49/EF, ikke stillet dem til rådighed for og udbredt dem til offentligheden, og ikke har sendt oplysningerne fra disse strategiske støjkort til Kommissionen.
—
Republikken Malta tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I henhold til den rapport, som Malta i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, forelagde i 2006, er der 1 byområde og 43 større veje i Malta, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Pr. 30. juni 2007 burde der således have været udarbejdet strategiske støjkort for dette byområde og de pågældende større veje, og de burde have været stillet til rådighed for og udbredt til offentligheden. Oplysningerne fra disse strategiske støjkort og et resumé af den lokale handlingsplan skulle desuden have været sendt til Kommissionen senest den 30. december 2007.
Det er åbenlyst, at Malta på grund af interne hindringer i forbindelse med nationale udbudsprocedurer hidtil ikke har opfyldt sine forpligtelser til at udarbejde strategiske støjkort for det pågældende byområde og de pågældende større veje, til at stille støjkortene til rådighed for og udbrede dem til offentligheden eller til at sende de omhandlede oplysninger til Kommissionen.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25.6.2002 om vurdering og styring af ekstern støj — Kommissionens erklæring i Forligsudvalget vedrørende direktivet om vurdering og styring af ekstern støj (EFT L 189, s. 12).
Full & Egal Universal Law Academy