18.6.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 179/13
Appel iværksat den 27. april 2011 af Formula One Licensing BV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 17. februar 2011 i sag T-10/09, Formula One Licensing BV mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Global Sports Media Ltd
(Sag C-196/11 P)
2011/C 179/25
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Formula One Licensing BV (ved Rechtsanwältinen K. Sandberg og B. Klingberg)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Global Sports Media Ltd
Appellantens påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Der gives medhold i appellantens påstand om annullation af afgørelse truffet den 16. oktober 2008 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 7/2008-1, subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet afgørelse.
—
Harmoniseringskontoret og intervenienten tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale appellantens omkostninger såvel i første instans som i forbindelse med appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten gør gældende, at EU-retten er tilsidesat som følge af en fejlagtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 (1) (nu forordning nr. 207/2009) og af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94, idet selskabet i det væsentlige støtter sig på følgende argumenter:
1)
Retten tilsidesatte artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 i følgende henseender:
1.1.
Retten har gjort sig skyldig i en retsvildfarelse ved dens vurdering af betegnelsen »F 1«’s særpræg. Retten tilsidesatte for det første fast retspraksis, hvorefter spørgsmålet, om et varemærke har fornødent særpræg skal dømmes i forhold til de bestemte varer og tjenesteydelser, der var omfattet af varemærket. Rettens bemærkninger var for det andet baseret på en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Retten undlod for det tredje at anvende den i fast retspraksis udviklede regel om, at et varemærkes opnåelse af fornødent særpræg også kan følge af brugen af det som en bestanddel af et andet registreret varemærke. Rettens bemærkninger i denne henseende bevirkede for det fjerde, at registreringen af appellantens varemærker »F 1« med standardskrift de facto blev annulleret.
1.2.
Retten begik en retlig fejl, idet den vurderede, at der forelå en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, både hvad angår de i indsigelsessagen påberåbte varemærker »F 1« med standardskrift og logoet »F 1 Formula 1«. For det første tog Retten ikke hensyn til den omstændighed, at varerne og tjenesteydelserne var af samme eller i høj grad lignende art på trods af sin egen bemærkning om, at der var en vis grad af lighed mellem tegnene. For det andet koncentrerede Retten sig om elementet vedrørende udtrykket »F 1«’s særpræg, og den tog derved ikke hensyn til andre relevante omstændigheder, som bør iagttages i henhold til fast retspraksis. Retten foretog for det tredje ikke nogen vurdering af graden af lighed mellem de pågældende tegn.
2)
Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94, i følgende henseender:
2.1.
Retten fastslog fejlagtigt, at appellantens varemærker »F 1« med standardskrift ikke har noget renommé.
2.2.
Retten begik desuden en retlig fejl i forbindelse med dens vurdering af ligheden mellem tegnene i forhold til det i indsigelsessagen påberåbte logo »F 1«, eftersom den fejlagtigt lagde til grund, at udtrykket »F 1« manglede det fornødne særpræg.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT L 11, s.1).
Full & Egal Universal Law Academy