9.7.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 204/15
Appel iværksat den 28. april 2011 af Den Italienske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 3. februar 2011 i sag T-3/09, Den Italienske Republik mod Europa-Kommissionen
(Sag C-200/11 P)
2011/C 204/29
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato P. Gentili)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Ophævelse af Rettens dom i sag T-3/09 og, idet der træffes afgørelse i realiteten, annullation af Kommissionens beslutning af 21. oktober 2008 om statsstøtte C 20/08 (ex N 62/08) som Italien påtænker at yde ved en ændring af støtteordning N 59/04 vedrørende en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien, under nummer K(2008) 6015 endelig.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den Italienske Republik har for Domstolen iværksat en appel af dom af 3. februar 2011 i sag T-3/09, hvorved Den Europæiske Unions Ret frifandt Kommissionen for Italiens påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 21. oktober 2008 om den statsstøtte C 20/08 (ex N 62/08) som Italien påtænker at yde ved en ændring af støtteordning N 59/04 vedrørende en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien, meddelt under nummer K(2008) 6015 endelig til Den Italienske Republik den 22. oktober 2008 med skrivelse 22.10.2008 nr. SG-Greffe (2008) D/206436.
Til støtte for sin påstand har Den Italienske Republik fremsat følgende anbringender:
Første anbringende: Der foreligger en fejl vedrørende de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, og artikel 88, stk. 3, EF samt artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (1) og artikel 4 i forordning (EF) nr. 794/2004 (2).
Italien har med finansloven for 2008 blot haft til hensigt at integrere finansieringen af den støtte til skibsbygningsindustrien, der var optaget på finansloven for 2004 og gennemført ved Decreto Ministeriale (ministerielt dekret) af 2. februar 2004, og som allerede var godkendt af Kommissionen i medfør af forordning (EF) nr. 1177/2002 (3) (MDO-forordningen), uden hverken at ændre betingelserne for selve støtten eller de virksomheder og de kontrakter, som kunne komme i betragtning hertil. Finansieringen var nemlig udtømt, da der var indgivet flere ansøgninger end forventet. Denne form for støtte kan i sagens natur ikke have karakter af et samlet forud fastsat beløb. Integreringen af finansieringen i finansloven kan ikke anses for at være en væsentlig ændring af en allerede godkendt støtte, dvs. en ny støtte. Retten har begået en fejl ved ikke at tage hensyn til disse oplysninger.
Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 2, 3, 4 og 5 i forordning (EF) 1177/2002.
Kommissionen er af den opfattelse, at finansloven for 2008 udgør en ny støtte, eftersom den ordning, der var indført med MDO-forordningen, udløb den 31. marts 2005 og ikke kunne finde anvendelse efter denne dato. Dette er ikke korrekt, eftersom denne dato kun angav den frist, inden for hvilken de støtteberettigede skibsbygningskontrakter skulle være indgået. Samme forordning fastsatte imidlertid efterfølgende, at udbetaling kunne finde sted til de virksomheder, som havde leveret skibene inden for tre år fra datoen for indgåelsen af kontrakten (undtagen i tilfælde af forlængelse med yderligere tre år). Forordningen kunne derfor finde anvendelse på sådanne kontrakter i det mindste frem til den 31. marts 2008. Finansloven for 2008, som blev vedtaget den 24. december 2007, er netop en foranstaltning til gennemførelse af forordningen med henblik på at sikre udbetaling af støtte til samtlige de kontrakter, der var indgået inden den 31. marts 2005. Denne gennemførelsesforanstaltning havde derfor hjemmel i MDO-forordningen, som Kommissionen burde have anvendt til at godkende støtten. Retten har begået en fejl ved at lægge til grund, at enhver beføjelse fra Kommissionens side til at vurdere foranstaltninger vedrørende skibsbygningsindustrien ved anvendelse af MDT-forordningen ophørte den 31. marts 2005, også for så vidt angår kontrakter, der blev indgået før den 31. marts 2005.
Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 87, stk. 2 og 3 samt artikel 88, stk. 3, EF. Tilsidesættelse af væsentlige formkrav i form af manglende begrundelse (artikel 253 EF).
Kommissionen har lagt til grund, at ingen af bestemmelserne i Traktaten eller i andre retskilder kunne bevirke, at den støtte, der var optaget på finansloven for 2008, kunne anses for forenelig med fællesmarkedet. Dette er en fejl, eftersom det drejede sig om beskyttelse af fællesskabets skibsbygningsindustri imod koreansk dumping, hvilket kunne have gjort artikel 87, stk. 3, litra b), (vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse) eller artikel 87, stk. 3, litra c), (støtte til fremme af udviklingen af visse økonomiske regioner) anvendelig og i hvert fald proportionalitetsprincippet: Såfremt der var ydet støtte til visse kontrakter men ikke til andre, fordi finansieringen var udtømt, ville der nemlig have været tale om en uforholdsmæssig foranstaltning til beskyttelse af de offentlige midler, idet det ville have udgjort en alvorlig forvridning af konkurrencen imellem de berørte virksomheder. Kommissionen har ikke undersøgt nogle af disse muligheder for undtagelse til forbuddet mod statsstøtte. Retten begik en fejl ved at lægge til grund, at Italien ikke havde anført nogen begrundelse for undtagelse til forbuddet mod statsstøtte, især set i lyset af den ulige behandling og den forvridning af konkurrencen, som ville være resultatet, hvis nogle virksomheder var blevet nægtet støtte, mens der var blevet ydet støtte til andre, der befandt sig i samme situation. Retten begik desuden en fejl ved at lægge til grund, at Kommissionens beslutning var tilstrækkeligt begrundet.
Fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om ligebehandling (forbuddet mod forskelsbehandling).
Efter at Kommissionen havde godkendt den ordning, som blev gennemført med MD 2.2.2004, var der under alle omstændigheder en berettiget forventning om, at den også ville godkende en lov, som blot sikrede finansieringen af samme ordning. Dette var desuden nødvendigt henset til princippet om ligebehandling/forbuddet mod forskelsbehandling, eftersom kun visse erhvervsdrivende havde modtaget støtte på grund af udtømningen af finansieringen, mens andre, der befandt sig i samme situation, ikke havde modtaget støtte. Retten begik en fejl ved at antage, at det var åbenbart for Italien og de berørte parter, at godkendelsesbeslutningen af 2004 begrænsede den støtte, der kunne tildeles, til et samlet beløb af 10 mio. EUR. Tværtimod var der en forventning om, at alle støtteberettigede kunne modtage støtte.
(1) EFT L 83, s. 1.
(2) EUT L 140, s. 1.
(3) EFT L 172, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy