23.7.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 219/3
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af het Grondwettelijk Hof (Belgien) den 28. april 2011 — All Projects & Developments NV m.fl.
(Sag C-203/11)
2011/C 219/05
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Grondwettelijk Hof
Parter i hovedsagen
Sagsøgere:
All Projects & Developments NV
Bouw- en Coördinatiekantoor Andries NV
Belgische Gronden Reserve NV
Bouwonderneming Ooms NV
Bouwwerken Taelman NV
Brummo NV
Cordeel Zetel Temse NV
DMI Vastgoed NV
Dumobil NV
Durabrik NV
Eijssen NV
Elbeko NV
Entro NV
Extensa NV
Flanders Immo JB NV
Green Corner NV
Huysman Bouw NV
Imano BVBA
Immpact Ontwikkeling NV
Invest Group Dewaele NV
Invimmo NV
Kwadraat NV
Liburni NV
Lotinvest NV
Matexi NV
Novus NV
Plan & Bouw NV
7Senses Real Estate NV
Sibomat NV
Tradiplan NV
Uma Invest NV
Versluys Bouwgroep BVBA
Villabouw Francis Bostoen NV
Willemen General Contractor NV
Wilma Project Development NV
Woningbureau Paul Huyzentruyt NV
Sagsøgte:
Ministerraad
Vlaamse regering
Immo Vilvo NV
PSR Brownfield Developers NV
College van de Franse Gemeenschapscommissie
Franse Gemeenschapsregering
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, alene eller sammenholdt med Kommissionens beslutning 2005/842/EF (1) af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, fortolkes således, at de foranstaltninger, der omhandles i artikel 3.1.3, 3.1.10, artikel 4.1.20, stk. 3, andet afsnit, samt artikel 4.1.21 og 4.1.23 i Det Flamske Fællesskabs dekret af 27. marts 2009 om grund- og ejendomspolitik, skal anmeldes til Kommissionen før deres vedtagelse eller ikrafttrædelse?
2)
Skal en ordning, hvorefter private aktører, hvis udstyknings- eller byggeprojekt har et vist mindsteomfang, ved lov pålægges et socialt pålæg på mindst 10 % og højst 20 % af prisen på udstykningen eller byggeprojektet, som kan opfyldes in natura eller ved betaling af et beløb på 50 000 EUR pr. ikke realiseret socialt grundstykke eller opført social bolig, bedømmes ud fra etableringsfriheden, den fri udveksling af tjenesteydelser eller de frie kapitalbevægelser, eller må den kvalificeres som en kompleks ordning, der skal bedømmes i forhold til hver enkel af disse friheder?
3)
Finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF (2) af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, henset til dettes artikel 2, stk. 2, litra a), og j), anvendelse på en ordning, hvorefter private aktører ved opførelse af sociale boliger og lejligheder skal opfylde et socialt pålæg, der som en lovbestemt social forpligtelse pålægges hver udstyknings- eller byggetilladelse til et projekt, som har et lovbestemt mindsteomfang, hvorved de opførte sociale boliger til forud fastsatte højestepriser købes af sociale boligselskaber med henblik på udlejning til en bred kategori af private lejere, eller ved boligselskabets mellemkomst sælges til personer, der tilhører samme kategori af private?
4)
Såfremt det tredje præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal begrebet »krav, der skal evalueres« i artikel 15 i […] direktiv 2006/123/EF […], fortolkes således, at det også omfatter en forpligtelse, hvorefter private aktører ud over eller som del af deres sædvanlige virksomhed skal bidrage til det sociale boligbyggeri og mod begrænsede højestepriser overdrage de opførte boliger til halvoffentlige organer eller ved deres mellemkomst, selv om disse private aktører ikke har nogen initiativret på det private boligmarked?
5)
Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal den nationale ret da pålægge en sanktion, og hvis ja, hvilken, såfremt:
a)
det fastslås, at et nyt krav, der efter artikel 15 i […] direktiv 2006/123/EF […] skal evalueres, ikke er blevet konkret evalueret i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 6,
b)
det fastslås, at dette nye krav ikke har været genstand for meddelelse i henhold til direktivets artikel 15, stk. 7.
6)
Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal udtrykket »forbudte krav« i artikel 14 i […] direktiv 2006/123/EF […] fortolkes således, at det ikke alene i de i artiklen omhandlede tilfælde er til hinder for en national ordning, der gør adgangen til udøvelse af servicevirksomhed betinget af et krav, men også såfremt det af ordningen kun fremgår, at tilsidesættelse af kravet medfører, at den finansielle kompensation for at udføre en lovbestemt tjenesteydelse falder bort, og at den finansielle garanti, der er stillet for udførelsen af tjenesteydelsen, ikke tilbagebetales?
7)
Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal udtrykket »konkurrerende erhvervsdrivende« i artikel 14, nr. 6, i […] direktiv 2006/123/EF […] fortolkes således, at det også finder anvendelse på en offentlig institution, hvis opgaver for en del vil kunne falde sammen tjenesteyderens virksomhed, idet den træffer sådanne afgørelser, som omhandles i direktivets artikel 14, nr. 6, og også er forpligtet til som sidste led i et kaskadesystem at købe de sociale boliger, der er opført af en tjenesteyder med henblik på at opfylde det sociale pålæg, der er pålagt ham?
8)
a)
Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal udtrykket »tilladelsesordning« i artikel 4, nr. 6, i […] direktiv 2006/123/EF […] fortolkes således, at det finder anvendelse på attester, der udstedes af en offentlig institution efter den oprindeligt meddelte egentlige udstyknings- og byggetilladelse, og som er nødvendige for at få kompensation for udførelse af en social opgave, som ved lov var knyttet til den egentlige tilladelse, og som også er nødvendig for at kunne fordre tilbagebetaling af en finansiel garanti, som tjenesteyderen har stillet den offentlige institution?
b)
Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal udtrykket »tilladelsesordning« i artikel 4, nr. 6, i […] direktiv 2006/123/EF af […] fortolkes således, at det finder anvendelse på en aftale, som en privat aktør i medfør af en lovbestemmelse skal indgå med en offentlig institution, og hvorved den offentlige institution skal sælge en social bolig, som den private aktør har opført til naturalopfyldelse af et socialt pålæg, der ved lov er knyttet til meddelelse af en udstyknings- eller byggetilladelse, og hvorved det er en betingelse for udnyttelse af tilladelsen, at denne aftale indgås?
9)
Skal artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at de er til hinder for en ordning, hvorefter meddelelse af en bygge- eller udstykningstilladelse til et projekt af et vist mindsteomfang ved lov er koblet sammen med et socialt pålæg, der op til en vis procentdel af projektets værdi består i opførelse af sociale boliger, som derefter ved begrænsede højestepriser skal sælges til en offentlig institution eller ved dennes mellemkomst?
10)
Skal artikel 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at den er til hinder for en ordning, hvorefter meddelelse af en bygge- eller udstykningstilladelse til et projekt af et vist mindsteomfang ved lov er koblet sammen med et socialt pålæg, der op til en vis procentdel af projektets værdi består i opførelse af sociale boliger, som derefter ved begrænsede højestepriser skal sælges til en offentlig institution eller ved dennes mellemkomst?
11)
Skal begrebet »offentlige bygge- og anlægskontrakter« i artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF (3) af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter fortolkes således, at det finder anvendelse på en ordning, hvorefter meddelelse af en bygge- eller udstykningstilladelse til et projekt af et vist mindsteomfang ved lov er koblet sammen med et socialt pålæg, der op til en vis procentdel af projektets værdi består i opførelse af sociale boliger, som derefter ved maksimerede priser skal sælges til en offentlig institution eller ved dennes mellemkomst?
12)
Skal artikel 21, 45, 49, 56 og 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 22 og 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (4) af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF fortolkes således, at de er til hinder for den ordning, der er indført ved bog 5 i Det Flamske Fællesskabs dekret af 27. marts 2009 om grund- og ejendomspolitik, der bærer overskriften »Bo på hjemegnen« (Wonen in eigen streek), nemlig den ordning, hvorefter overdragelse af grunde og derpå opførte bygninger i de såkaldte målkommuner er betinget af, at køber eller lejer godtgør af have en tilstrækkelig tilknytning til kommunen i den i dekretets artikel 5.2.1, stk. 2, anførte betydning?
(1) EUT L 312, s. 67.
(2) EUT L 376, s. 36.
(3) EUT L 134, s. 114.
(4) EUT L 158, s. 77.
Full & Egal Universal Law Academy