10.9.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 269/23
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hamburgisches Oberverwaltungsgericht (Tyskland) den 31. maj 2011 — Atilla Gülbahce mod Freie und Hansestadt Hamburg
(Sag C-268/11)
2011/C 269/43
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Hamburgisches Oberverwaltungsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Atilla Gülbahce
Sagsøgt: Freie und Hansestadt Hamburg
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således,
a)
at en tyrkisk arbejdstager, som har fået behørig tilladelse til at have beskæftigelse på en medlemsstats område for en bestemt (eventuelt ubegrænset) periode, der overstiger arbejdstilladelsens gyldighedsperiode (såkaldt overskydende arbejdstilladelse), inden for hele denne periode nyder godt af de rettigheder, han har efter tilladelsen, medmindre hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser, såsom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, er til hinder herfor,
b)
og at det ikke er tilladt for en medlemsstat på forhånd at frakende denne tilladelse enhver virkning for arbejdstagerens opholdsretlige status med henvisning til national lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, hvor den blev givet, hvorefter arbejdstilladelsen er betinget af opholdstilladelsen (jf. Domstolens dom af 2.3.1999, sag C-416/96, El-Yassini, Sml. I, s. 1209, punkt 3 i sammendraget til dommen, præmis 62-65, om rækkevidden af artikel 40, stk. 1, i EØF-Marokko-aftalen, samt af 14.12.2006, sag C-97/05, Gattoussi, Sml. I, s. 11917, punkt 2 i sammendraget af dommen, præmis 36-43, om rækkevidden af artikel 64, stk. 1, i Euro-Middelhavs-associeringsaftalen EF-Tunesien)?
Såfremt dette spørgsmål skal besvares bekræftende:
2)
Skal artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 (1) fortolkes således, at det i medfør af standstill-klausulen heller ikke er tilladt for en medlemsstat ved en ordning af normativ karakter (her: Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet, lov om udlændinges ophold, erhvervsmæssige beskæftigelse og integration på Forbundsrepublikkens område, af 30.7.2004) at fratage en tyrkisk arbejdstager med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked muligheden for at påberåbe sig en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 med hensyn til den arbejdstilladelse, som han tidligere har fået, og hvis gyldighedsperiode overstiger opholdstilladelsens?
Såfremt dette spørgsmål skal besvares bekræftende:
3)
Skal artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at det heri indeholdte forbud mod forskelsbehandling i al fald ikke er til hinder for, at de nationale myndigheder inddrager tidsbegrænsede opholdstilladelser, som en tyrkisk arbejdstager med urette er blevet givet for en bestemt periode efter national ret, efter udløbet af disses gyldighedsperiode i overensstemmelse med den nationale lovgivning, for så vidt angår perioder, hvor den tyrkiske arbejdstager rent faktisk har gjort brug af den tidsubegrænsede arbejdstilladelse, som han på et tidligere tidspunkt er blevet tildelt på behørig vis, og han har arbejdet i?
4)
Skal artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 endvidere fortolkes således, at denne bestemmelse udelukkende omfatter den beskæftigelse, som en tyrkisk arbejdstager, der er i besiddelse af en tidsmæssigt og i materiel henseende ubegrænset arbejdstilladelse, som han er blevet meddelt af de nationale myndigheder på behørig vis, udøver på det tidspunkt, hvor hans tidsbegrænsede opholdstilladelse, der er blevet givet med et andet formål, udløber, og at en tyrkisk arbejdsgiver i denne situation derfor ikke kan kræve, at de nationale myndigheder, også efter at denne beskæftigelse endeligt er ophørt, tillader dennes fortsatte ophold med henblik på en ny beskæftigelse — eventuelt efter en tidsmæssig afbrydelse, der har været nødvendig med henblik på jobsøgningen?
5)
Skal artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 endvidere fortolkes således, at forbuddet mod forskelsbehandling (alene) er til hinder for, at værtsmedlemsstatens nationale myndigheder over for en tyrkisk statsborger med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, som denne stat oprindelig har indrømmet videregående rettigheder med hensyn til udøvelsen af en beskæftigelse end med hensyn til dennes ophold, iværksætter foranstaltninger med henblik på at bringe opholdet til ophør efter den seneste arbejdstilladelses udløb, såfremt disse foranstaltninger tjener hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser, men ikke forpligter dem til at give tilladelse til ophold?
(1) Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19.9.1980 om udvikling af associeringen EØF-Tyrkiet.
Full & Egal Universal Law Academy