30.7.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 226/17
Sag anlagt den 31. maj 2011 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Sverige
(Sag C-270/11)
2011/C 226/33
Processprog: svensk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Tufvesson og F. Coudert)
Sagsøgt: Kongeriget Sverige
Sagsøgerens påstande
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Kongeriget Sverige har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til at opfylde Domstolens dom i sag C-185/09.
—
Kongeriget Sverige tilpligtes til Kommissionen på kontoen »Den Europæiske Unions egne indtægter« at betale en tvangsbøde på 40 947,20 EUR for hver dag vedtagelsen af de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sag C-185/09 forsinkes, regnet fra afsigelsen af dommen i denne sag, og indtil dommen i sag C-185/09 er opfyldt.
—
Kongeriget Sverige tilpligtes til Kommissionen på samme konto at betale et fast beløb på 9 597,00 EUR for hver dag opfyldelsen er forsinket, regnet fra afsigelsen af dommen i sag C-185/09 indtil afsigelsen af dommen i denne sag, eller indtil vedtagelsen af de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sag C-185/09, hvis denne vedtagelse skulle ske først, og
—
Kongeriget Sverige tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I domstolens dom af 4. februar 2010 (sag C-185/09) Kommissionen mod Kongeriget Sverige, fastslog Domstolen, at:
»Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/241/EF af 15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af direktiv 2002/58/EF, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet«
Kongeriget Sverige har endnu ikke truffet nogen foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-185/09. Kommissionen har herefter anlagt sag i henhold til artikel 260, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med påstand om, at Kongeriget Sverige pålægges økonomiske sanktioner.
Full & Egal Universal Law Academy