22.10.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 311/19
Appel iværksat den 28. juli 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten den 17. maj 2011 i sag T-1/08, Buczek Automotive mod Kommissionen
(Sag C-405/11 P)
2011/C 311/32
Processprog: polsk
Parter
Appellant: Europa-Kommissionen (ved A. Stobiecka-Kuik og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede)
De andre parter i appelsagen: Buczek Automotive Sp. z o.o. og Republikken Polen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 17. maj 2011 i sag T-1/08, Buczek Automotive Sp. z o.o. mod Kommissionen ophæves, i det omfang den anfægtede beslutning annulleres.
—
Der træffes endelig afgørelse vedrørende de punkter af retstvisten, der er genstand for denne appel.
—
Retssagen hjemvises for så vidt angår de øvrige påstande, der er blevet gjort gældende i førsteinstans, til Retten til fornyet prøvelse.
—
Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
Kommissionen gør to anbringender gældende, herunder tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF samt artikel 107, stk. 1, TEUF sammenholdt med artikel 296 TEUF og af Protokol nr. 8 til tiltrædelsesakten af 2004 om strukturomlægning af den polske stålindustri (1) (herefter »protokol nr. 8«).
For det første har Retten tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den ved bedømmelsen af Kommissionens anvendelse af kriteriet om den private fordringshaver har benyttet et fejlagtigt retligt kriterium. Retten har således fastslået, at Kommissionen var forpligtet til at foretage yderligere beregninger af fordelene ved de forskellige håndhævelsesmetoder og burde have sammenlignet varigheden af de forskellige inddrivelsesprocedurer for offentlige fordringer. Kommissionen har gjort gældende, at den ikke er forpligtet til at foretage en udførlig beregning, men blot til at tage hensyn til de faktorer, en privat kreditor ville tillægge vægt ved sin beslutning.
Retten har desuden tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, idet bevisbyrden uretmæssigt er blevet tillagt Kommissionen for at tilbagevise argumentet om en privat kreditors handlemåde, dvs. at Kommissionen er blevet pålagt at fremlægge yderligere bevismateriale især med hensyn til varigheden af forskellige procedurer eller at foretage en sammenligning af omfanget og indvirkningen af forskellige former eller faser af en effektiv inddrivelse af fordringen.
For det andet har Retten tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 296 TEUF, og protokol nr. 8, idet den fejlagtigt har antaget, at Kommissionen ikke har opfyldt sin pligt til at oplyse, under hvilke betingelser støtten påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene. Retten har slet ikke taget hensyn til, at det i henhold primærretten, nemlig protokol nr. 8, som danner retsgrundlaget for beslutningen, skal antages, at den omtvistede støtte påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, hvorfor en yderligere begrundelse for betingelserne for samhandels- og konkurrencevilkårene er overflødig.
(1) Akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union — Protokol nr. 8 om strukturomlægning af den polske stålindustri (EUT 2003 L 236, s. 948).
Full & Egal Universal Law Academy