8.10.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 298/16
Sag anlagt den 5. august 2011 — Europa-Kommissionen mod Storhertugdømmet Luxembourg
(Sag C-412/11)
2011/C 298/29
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J-P. Keppenne og H. Støvlbæk, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Storhertugdømmet Luxembourg
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 6, stk. 3, i og bilag II til direktiv 91/440/EØF med senere ændringer (1) og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2001/14/EF (2), idet de foranstaltninger som det har vedtaget for at gennemføre den første jernbanepakke, er utilstrækkelig.
—
Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen anfægter de omhandlede nationale bestemmelser, for så vidt som det derved er fastsat, at det i tilfælde af trafikale forstyrrelser er det statsejede selskab Chemins de Fer Luxembourgeois (CFL) og ikke et uafhængigt organ, der forestår kanaltildelingen. Således medvirker CFL til varetagelsen af de væsentlige funktioner, hvorved andre operatører ikke er sikret en retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til infrastrukturen.
Som svar på de luxembourgske myndigheders indsigelser anfører Kommissionen for det første, at de luxembourgske myndigheders angivelse af, at kanaler ikke gentildeles i tilfælde af trafikale forstyrrelser, er ukorrekt. Når tidsplanen ikke længere kan overholdes, sender CFL togene forsinket af sted, hvorved kanaler gentildeles. For det andet opponerer Kommissionen imod argumentet om, at artikel 29 i direktiv 2001/14/EF udgør lex specialis, der fraviger den almindelige bestemmelse og kan begrunde CFL’s kanaltildeling i tilfælde af trafikale forstyrrelser.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26.2.2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner (EFT L 75, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26.2.2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EFT L 75, s. 29).
Full & Egal Universal Law Academy