8.10.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 298/17
Appel iværksat den 8. august 2011 af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 24. maj 2011 i sag T-115/10, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Europa-Kommissionen
(Sag C-416/11 P)
2011/C 298/31
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved S. Ossowski, som befuldmægtiget, D. Wyatt, QC, og barrister V. Wakefield)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens kendelse ophæves.
—
Det fastslås, at Det Forenede Kongeriges annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, og sagen hjemvises til Retten til realitetsbehandling af Det Forenede Kongeriges annullationssøgsmål.
—
Kommissionen tilpligtes at betale Det Forenede Kongeriges omkostninger i appelsagen og omkostninger i forbindelse med formalitetsindsigelsen i første instans.
—
Afgørelsen om de øvrige omkostninger udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Det Forenede Kongerige appellerer kendelsen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) i sag T-115/10, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, hvori Retten har afvist den sag, Det Forenede Kongerige havde anlagt med påstand om annullation af optagelsen af den spanske lokalitet af fællesskabsbetydning ES6120032 (»Estrecho Oriental«) på listen i Kommissionens afgørelse 2010/45/EU (1).
2)
Retten fandt, at optagelse af lokalitet ES6120032 på listen i Kommissionens afgørelse 2010/45/EU alene bekræfter den tidligere optagelse af denne lokalitet på listen i Kommissionens beslutning 2009/95/EF (2). Dette var en fejl, eftersom afgørelsen om at optage lokalitet ES6120032 på listen i afgørelse 2010/45/EU blev truffet på grundlag af nye væsentlige omstændigheder, herunder navnlig at ES6120032:
a)
overlapper med og angiver at omfatte en større del af det britisk gibraltariske søterritorium
b)
overlapper med og angiver at omfatte hele arealet af den allerede eksisterende lokalitet af fællesskabsbetydning under Det Forenede Kongerige med koden UKGIB0002 og navnet »Southern Waters of Gibraltar«.
3)
Da ES6120032 første gang blev optaget på listen i beslutning 2009/95/EF var det tilsyneladende kun Spanien, som havde faktisk kendskab til, at ES6120032 overlapper med UKGIB0002 og det britisk gibraltariske søterritorium. Det Forenede Kongerige havde i hvert fald ikke kendskab dertil, og der er intet som tyder på, at Kommissionen eller Habitatudvalget (som vedtog beslutning 2009/95/EF) vidste det.
4)
Da ES6120032 anden gang blev optaget på listen ved beslutning 2010/45/EU havde både Det Forenede Kongerige, Kommissionen og Habitatudvalget kendskab til denne meget relevante omstændighed, hvilket fremgår af debatten forud for vedtagelsen.
5)
Eftersom der ikke var noget faktisk kendskab til overlapningen, da beslutning 2009/95/EF blev vedtaget, fokuserede Retten på det formodede kendskab, dvs. om man på daværende tidspunkt kunne have haft kendskab til overlapningen. Den fandt, at hverken Det Forenede Kongerige eller Kommissionen kunne have været uden kendskab på daværende tidspunkt, hvorfor beslutning 2010/45/EU (ifølge Rettens ræsonnement) alene er en bekræftelse af den tidligere optagelse på listen.
6)
Rettens vurdering af det formodede kendskab var behæftet med alvorlige retlige fejl. Navnlig idet:
a)
Retten begik fejl ved fastlæggelsen af identiteten af de parter, hvis formodede kendskab var juridisk relevant (hvilket er første anbringende i denne appel). Særligt misforstod Retten således retspraksis og så bort fra retsprincipper ved vurderingen af Kommissionens formodede kendskab. Det Forenede Kongerige gør gældende, at det kun er Det Forenede Kongeriges formodede kendskab, der var relevant. Subsidiært, hvis det formodede kendskab hos andre end Det Forenede Kongerige er relevant, er det hos beslutningstageren (dvs. Kommissionen og Habitatudvalget), og ikke hos Kommissionen alene.
b)
Retten begik fejl med hensyn til hvilken norm, der skulle anvendes ved fastsættelsen af, hvilket kendskab de »kunne have haft« (hvilket er andet anbringende i denne appel). Særligt foretog Retten en urigtig anvendelse af eller undlod at anvende den korrekte norm, hvorefter en part kun kan antages at have kendskab til det samme som en bonus pater rimeligvis burde have haft. Retten har derudover anlagt et åbenbart fejlskøn af omstændighederne, da den fandt, at der forelå et formodet kendskab.
(1) 2010/45/EU: Kommissionens afgørelse af 22.12.2009 om vedtagelse af tredje ajourførte liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det mediterrane biogeografiske område i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (meddelt under nummer K(2009) 10406) (EUT L 30, s. 322).
(2) 2009/95/EF: Kommissionens afgørelse af 12.12.2008 om vedtagelse af anden ajourførte liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det mediterrane biogeografiske område i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (meddelt under nummer K(2008) 8049) (EUT L 43, s. 393).
Full & Egal Universal Law Academy