3.12.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 355/8
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 29. august 2011 — F.P. Jeltes, M.A. Peeters, J.G.J. Arnold mod Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv)
(Sag C-443/11)
2011/C 355/12
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Rechtbank Amsterdam
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: F.P. Jeltes, M.A. Peeters, J.G.J. Arnold
Sagsøgt: Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Gælder den udfyldende virkning af den under forordning nr. 1408/71 (1) afsagte Miethe-dom (2) stadig under forordning nr. 883/2004 (3) med den følge, at en atypisk grænsearbejder har ret til at vælge den medlemsstat, i hvilken han vil stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen, og hvorfra han oppebærer en arbejdsløshedsydelse, idet hans chancer for på ny at blive integreret i arbejdsprocessen er størst i den medlemsstat, han har valgt? Eller garanterer artikel 65 i forordning nr. 883/2004 set under et allerede i tilstrækkeligt omfang, at en helt arbejdsløs arbejdstager får en ydelse på vilkår, der er de mest gunstige for ham med henblik på at søge arbejde, og har Miethe-dommen mistet sin virkning?
2)
Er EU-retten, in casu artikel 45 TEUF eller artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 (4), til hinder for, at en medlemsstat på grundlag af sin nationale lovgivning afviser at tildele en vandrende arbejdstager (grænsearbejder), der er blevet helt arbejdsløs, en arbejdsløshedsydelse, når denne arbejdstager havde sit seneste arbejde i denne stat, og det må antages, at det er i denne stat, han på grund af sine sociale og familiemæssige bånd har de største chancer for på ny at blive integreret i arbejdsprocessen, og afslaget meddeles af den ene grund, at han bor i en anden medlemsstat?
3)
Hvorledes lyder — henset til artikel 87, stk. 8, i forordning nr. 883/2004, artikel 17 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt retssikkerhedsprincippet — svaret på det foregående spørgsmål, såfremt en sådan arbejdstager, allerede før forordning nr. 883/2004 trådte i kraft, på grundlag af lovgivningen i det tidligere beskæftigelsesland havde fået tilkendt en arbejdsløshedsydelse, hvis maksimale udbetalings- og genoplivningsperiode endnu ikke var udløbet på ikrafttrædelsestidspunktet (men hvor ydelsen blev indstillet, fordi den arbejdsløse havde fået nyt arbejde)?
4)
Vil besvarelsen af spørgsmål 2 lyde anderledes, såfremt den pågældende arbejdsløse grænsearbejder har fået tilsagn om, at han kan anmode om genoplivning af sin ret til ydelsen, såfremt han efter at have fundet nyt arbejde på ny skulle blive arbejdsløs, og oplysningen herom ikke synes at have været korrekt eller fri for tvetydigheder, fordi gennemførelsespraksis var uklar?
(1) Rådets forordning af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366).
(2) Dom af 12.6.1986 (sag C-1/85, Sml. s. 1837).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1).
(4) Rådets forordning af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
Full & Egal Universal Law Academy