22.10.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 311/27
Appel iværksat den 30. august 2011 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Udvidede Afdeling) den 16. juni 2011 i sag T-196/06, Edison mod Kommissionen
(Sag C-446/11 P)
2011/C 311/45
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Europa-Kommissionen (ved V. Di Bucci og V. Bottka, som befuldmægtigede)
Den anden part i appelsagen: Edison SpA
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens (Sjette Udvidede Afdeling) dom af 16. juni 2011, meddelt Kommissionen den 20. juni 2011, ophæves.
—
Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.
—
Afgørelsen om sagens omkostninger for begge retsinstanser udsættes.
—
Hvis Domstolen finder, at den kan tage træffe afgørelse om realiteten, frifindes Kommissionen i første instans og, og Edison SpA tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge retsinstanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.
i)
Retten tilsidesatte artikel 253 EF sammenholdt med artikel 81 EF, idet den foretog en urigtig vurdering af formålet med og rækkevidden af begrundelsespligten med hensyn til pålæggelse af ansvaret for overtrædelser af artikel 81 EF for det selskab, der besidder hele aktiekapitalen i det selskab, som direkte deltog i overtrædelsen, hvilken pålæggelse, som bygger på en formodning, skal tilbagevises i fornødent omfang. Retten tog navnlig ikke hensyn til sammenhængen og de retsregler, som gælder på området, især den bevisbyrde, der påhviler sagsøgeren i første instans. Retten pålagde med urette Kommissionen en begrundelsespligt i forbindelse med argumenter, som »ikke var uvæsentlige«, uden — som den skulle have gjort — at kræve, at sådanne argumenter var egnede til at afkræfte formodningen om, at det kontrollerende selskab var ifaldet ansvar.
ii)
Subsidiært tilsidesatte Retten artikel 230 EF og artikel 253 EF derved, at den nåede til den konklusion, at beslutningen er utilstrækkeligt begrundet. For det første foretog Retten en urigtig retsanvendelse ved fortolkningen af den anfægtede beslutning, eftersom den ikke tog hensyn til visse relevante passager. For det andet sammenblandede den spørgsmål vedrørende begrundelse med spørgsmål vedrørende sagens realitet ved at afvise at tage hensyn til de forklaringer, der gives i den anfægtede beslutning, enten ved at fastslå, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgeren i første instans’ ret til kontradiktion eller ved ikke at finde disse forklaringer overbevisende.
iii)
Retten tilsidesatte artikel 230 EF og artikel 253 EF i forbindelse med de EU-retlige principper om retten til forsvar og retten til kontradiktion for Unionens retsinstanser. Retten fandt således med urette, at Kommissionen ikke kunne påberåbe sig argumenter, der ikke er nævnt i klagepunktsmeddelelsen, eller ikke gentaget i beslutningen om at tage stilling til sagsøgeren i første instans’ argumenter, der tilsigtede at afkræfte formodningen om, at det kontrollerende selskab var ifaldet ansvar. Dette gælder især, når det som i det foreliggende tilfælde drejer sig om dokumenter, som sagsøgeren i første instans har påberåbt sig, eller som den var bekendt med, og selskabet ikke kunne have været udvidende om risikoen for, at Kommissionen ville bruge dem som bevis mod selskabet, eller hvor det med rimelighed har kunnet udlede af dokumenterne, hvilke konklusioner Kommissionen ville drage af dem.
iv)
Retten tilsidesatte artikel 230 EF, sammenholdt med artikel 231 EF og artikel 253 EF, idet den med urette fastslog, at den anfægtede beslutning skulle annulleres på grund af utilstrækkelig begrundelse, selv om beslutningens indhold var materielt rigtig.
Full & Egal Universal Law Academy