12.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 331/12
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Republikken Letland) den 1. september 2011 — Gunārs Pusts mod Lauku atbalsta dienests
(Sag C-454/11)
2011/C 331/19
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Augstākās tiesas Senāts
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Gunārs Pusts
Sagsøgt: Lauku atbalsta dienests
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte, fortolkes således, at det kan lægges til grund, at udbetalingen af støtten er uberettiget i tilfælde, hvor støttemodtageren ikke har fulgt den fastsatte procedure for udbetalingen af støtten, men fortsat opfyldte de forpligtelser, som påhvilede ham i forbindelse med støtten?
2)
Er retsforskrifter, hvoraf det fremgår, at de forpligtelser, som en støttemodtager har påtaget sig, ikke længere kan anses for opfyldt, alene under henvisning til, at nævnte støttemodtager ikke har indgivet en ansøgning, og støttemodtageren ikke er blevet hørt i denne forbindelse, forenelige med de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte?
3)
Er retsforskrifter, hvorefter en støttemodtager — i en situation, hvor det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet (fordi der er forløbet et år), og det derfor konkluderes, at de forpligtelser, som støttemodtageren har påtaget sig, ikke længere opfyldes — skal tilbagebetale hele den støtte, som han allerede har fået udbetalt i den periode, hvor forpligtelserne har været gældende, herunder hvis støtten er blevet tildelt for og udbetalt i en årrække, forenelige med de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte?
Full & Egal Universal Law Academy