26.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 347/11
Appel iværksat den 2. september 2011 af Solvay SA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Udvidede Afdeling) den 16. juni 2011 i sag T-186/06, Solvay SA mod Europa-Kommissionen
(Sag C-455/11 P)
2011/C 347/16
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Solvay SA (ved advocaat O. W. Brouwer, og solicitor M. O'Regan)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Appellanten har nedlagt følgende påstande:
—
Domstolen ophæver dommens præmis 121 — 170.
—
Domstolen ophæver dommens præmis 394 og 395 samt præmis 402 — 427.
—
Domstolen afsiger endelig dom i sagen og annullerer den anfægtede beslutning, for så vidt som den konkluderer, at (a) appellanten har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF mellem maj 1995 og august 1997, og at (b) appellanten var den tredje virksomhed, som opfyldte betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og nedsætter som følge heraf den bøde, som er blevet pålagt appellanten eller, subsidiært, Domstolen hjemviser sagen til Retten.
—
Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne for Retten og Domstolen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremsat to anbringender. I den appellerede dom har Retten delvist fornægtet appellantens påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP/F/C.38.620 — hydrogenperoxid og perborat).
Med sit første anbringende har appellanten anfægtet Rettens konklusion om, at appellanten havde deltaget i en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, mellem maj 1995 og august 1997. Retten overskred sine kontrolbeføjelser og begik en retlig fejl ved at konkludere, at appellanten havde drøftet og/eller udvekslet prisoplysninger og drøftet sin handelsstrategi med andre virksomheder: en sådan konstatering kunne ikke foretages på grundlag af ordlyden af den anfægtede beslutning. Retten begik retlige fejl ved at tilslutte sig konklusionen i den anfægtede beslutning, hvorefter drøftelserne, forhandlingerne og udvekslingen af oplysninger mellem producenterne af hydrogenperoxid (inklusiv appellanten) i et forgæves forsøg på at tilvejebringe en markedsopdelingsordning (som ikke resulterede i indgåelse af en aftale) — ved generelt at have til formål at begrænse konkurrencen — udgjorde en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, fordi de afhængigt af situationen enten var forberedende forhandlinger om og var en del af samme hemmelige aftale som et indrømmet kartel på området for prisfastsættelse indgået i august 1997, eller en samordnet praksis, der skulle »gøde jorden« for det kommende kartel og/eller udgøre en ulovlig udveksling af oplysninger mellem virksomheder. Med sit andet anbringende har appellanten anfægtet Rettens konklusioner om, at Kommissionen ikke overskred sine skønsmæssige beføjelser ved i den anfægtede beslutning at konkludere, at en anden virksomhed, Arkema, den 3. april 2003 havde opfyldt betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Retten begik en retlig fejl ved at definere og anvende begrebet »betydelig merværdi« og foretog en urigtig gengivelse af beviserne og anlagde et urigtigt skøn af samme beviser ved at konkludere, at de dokumenter, som blev sendt per telefax af Arkema den 3. april 2003 uden nogen ledsagende forklaringer, repræsenterede en betydelig merværdi i henhold til 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Retten begik også åbenbare retlige og processuelle fejl og foretog en urigtig gengivelse af beviserne ved at konkludere, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med føje kunne nå til en konklusion, der var forskellig fra den, der var nået i beslutning K(2006) 2098 af 31. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP1F/38.645 — Metachrylater), hvori Retten fandt, at den samme telefax af 3. april 2003 fra Arkema (som vedrørte Kommissionens undersøgelse af en række formodede karteller, herunder HP og metachrylater) ikke opfyldte betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, førend Arkema efterfølgende tilvejebragte forklaringer.
Full & Egal Universal Law Academy