10.12.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 362/12
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 5. september 2011 — Hewlett-Packard GmbH mod Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort)
(Sag C-460/11)
2011/C 362/18
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hewlett-Packard GmbH
Sagsøgte: Verwertungsgesellschaft Wort (VG Wort)
Præjudicielle spørgsmål
Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (1):
1)
Skal der tages hensyn til direktivet ved fortolkningen af national ret for så vidt angår begivenheder, der fandt sted efter direktivets ikrafttræden, den 22. juni 2001, men inden det tidspunkt, fra hvilket det har fundet anvendelse, nemlig den 22. december 2002?
2)
Udgør reproduktioner ved hjælp af printere reproduktioner ved hjælp af en fotografisk teknik eller en anden proces med tilsvarende virkning i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivets artikel 5, stk. 2, litra a)?
3)
Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende: Er direktivets krav om en rimelig kompensation for undtagelser fra eller indskrænkninger i retten til reproduktion ifølge direktivets artikel 5, stk. 2 og 3, når henses til den grundlæggende ret til ligebehandling ifølge EU-grundrettighedscharterets artikel 20, ligeledes opfyldt, såfremt denne passende godtgørelse ikke skal betales af producenter, importører og forhandlere af printere, men af producenter, importører og forhandlere af et andet apparat eller flere andre apparater, der i en egnet apparatkombination kan anvendes til reproduktion?
(1) EFT L 167, s. 10.
Full & Egal Universal Law Academy