3.12.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 355/10
Appel iværksat den 27. september 2011 af Total SA og Elf Aquitaine SA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Udvidede Afdeling) den 14. juli 2011 i sag T-190/06, Total og Elf Aquitaine mod Kommissionen
(Sag C-495/11 P)
2011/C 355/17
Processprog: fransk
Parter
Appellanter: Total SA og Elf Aquitaine SA (ved avocats E. Morgan de Rivery og A. Noël-Baron)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanternes påstande
Principalt:
—
Rettens dom af 14. juli 2011 i sag T-190/06, Total og Elf Aquitaine mod Kommissionen, annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF.
—
De for Retten nedlagte påstande tages til følge.
—
Som følge heraf annulleres artikel 1, litra o), og p), artikel 2, litra i), og artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006.
Subsidiært:
—
De bøder, der er pålagt Elf Aquitaine og Total in solidum ved artikel 2, litra i), i nævnte kommissionsbeslutning, annulleres på grundlag af artikel 261 TEUF.
Mere subsidiært:
—
De bøder, der er pålagt Elf Aquitaine og Total in solidum ved artikel 2, litra i), i nævnte kommissionsbeslutning, ændres i henhold til artikel 261 TEUF.
Under alle omstændigheder:
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder Elf Aquitaine's og Total’s omkostninger for Retten.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for deres søgsmål har appellanterne påberåbt sig fem principale anbringender, ét subsidiært anbringende og ét mere subsidiært anbringende.
Med det første anbringende har Total SA og Elf Aquitaine SA gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 5 TEU, idet den har godkendt princippet om moderselskabers automatiske ansvar, der blev anvendt af Kommissionen i det foreliggende tilfælde, og som er begrundet med begrebet virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF. En sådan tilgang er uforenelig med princippet om kompetencetildeling og subsidiaritetsprincippet (første led) samt proportionalitetsprincippet (andet led).
Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at der er blevet foretaget en åbenbart urigtig fortolkning af national ret og af begrebet virksomhed, idet Retten bl.a. har tillagt princippet om den juridiske persons selvstændighed en ukorrekt retlig værdi.
Med det tredje anbringende har appellanterne nærmere bestemt anført, at Retten forsætligt har afvist at drage konsekvenserne af den strafferetlige karakter af sanktionerne inden for konkurrenceretten og af de nye forpligtelser, der følger af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten har således anvendt udtrykket virksomhed i EU-retten lovstridigt og fejlagtigt, hvilket er i strid med formodningen om selvstændighed, der underbygger den nationale selskabsret, og ligeledes den strafferetlige karakter af sanktioner inden for konkurrenceretten. Appellanterne har endvidere anført, at Retten af egen drift burde have rejst spørgsmålet om, hvorvidt det nuværende system for den administrative procedure ved Kommissionen er ulovligt.
Med det fjerde anbringende har appellanterne gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar som følge af en urigtig fortolkning af billighedsprincippet og princippet om processuel ligestilling. Retten har således godkendt Kommissionens anvendelse af en probatio diabolica og har begået en fejl, idet den har fastslået, at et datterselskabs uafhængighed skal vurderes generelt i forhold til dets kapitalintensive forbindelse med moderselskabet, hvor det burde vurderes i forhold til en adfærd på et bestemt marked.
Med det femte anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået retlige fejl, hvad angår den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen (første led). Appellanterne har endvidere kritiseret Retten for at have sat sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens (andet led).
Med det sjette anbringende har appellanterne subsidiært nedlagt påstand om annullation af de bøder, som blev pålagt selskaberne.
Med det syvende anbringende har appellanterne mere subsidiært endelig nedlagt påstand om nedsættelse af de bøder, som blev pålagt selskaberne.
Full & Egal Universal Law Academy