26.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 347/21
Appel iværksat den 30. september 2011 af ThyssenKrupp Elevator (CENE) GmbH, tidligere ThyssenKrupp Aufzüge GmbH, og ThyssenKrupp Fahrtreppen GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juli 2011 i de forenede sager T-144/07, T-147/07, T-148/07, T-149/07, T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Europa-Kommissionen
(Sag C-503/11 P)
2011/C 347/31
Processprog: tysk
Parter
Appellanter: ThyssenKrupp Elevator (CENE) GmbH, tidligere ThyssenKrupp Aufzüge GmbH, og ThyssenKrupp Fahrtreppen GmbH (ved Rechtsanwältin K. Blau-Hansen)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanternes påstande
Appellanterne har nedlagt følgende påstande:
—
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 13. juli 2011 i de forenede sager T-144/07, T-147/07, T-148/07, T-149/07, T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Europa-Kommissionen ophæves, i det omfang Retten derved frifandt Kommissionen, og for så vidt som dommen vedrører appellanterne.
—
Subsidiært nedsættes de bøder, der er pålagt appellanterne ved artikel 2 i den anfægtede beslutning fra Europa-Kommissionen af 21. februar 2007, i passende omfang.
—
Mere subsidiært hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanterne har med denne appel anfægtet Rettens dom (Ottende Afdeling) af 13. juli 2011 i de forenede sager T-147/07 m.fl., ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Europa-Kommissionen, i det omfang Retten derved frifandt Kommissionen i sagen anlagt den 7. maj 2007 til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2007) 512 endelig af 21. februar 2007 (sag COMP/E-1/38.823 — Elevatorer og rulletrapper), og for så vidt som dommen vedrører appellanterne.
Appellanterne har gjort Kommissionens manglende beføjelser, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, tilsidesættelse af EF- henholdsvis TEUF-traktaten og de ved gennemførelsen heraf anvendte retsregler såvel som magtfordrejning og tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder gældende med i alt fire anbringender:
For det første har appellanterne anført, at Retten med urette fastslog, at Kommissionen havde beføjelse til at gennemføre proceduren. De er af den opfattelse, at Retten skulle have annulleret Kommissionens beslutning, da artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) var uanvendelig, idet de lokale overtrædelser, som Kommissionen har kritiseret appellanterne for at have begået, ikke havde nogen mellemstatslig betydning. Selv hvis Retten antog, at artikel 101 TEUF var anvendelig, skulle den have taget hensyn til, at den i forordning nr. 1/2003 (1) hjemlede ordning med parallelle beføjelser ifølge ECN-meddelelsen under alle omstændigheder er til hinder for Kommissionens beføjelse. Endelig har Retten set bort fra, at Kommissionens efterfølgende indledning af proceduren udgør en tilsidesættelse af princippet om bestemthed og det strafferetlige legalitetsprincip, der nyder beskyttelse som grundlæggende rettigheder.
For det andet har appellanterne anført, at Retten har begået en retlig fejl ved at stadfæste Kommissionens beslutning, hvorefter appellanterne holdes ansvarlige in solidum på grundlag af koncernen ThyssenKrupp AG’s omsætning. Derved tilsidesætter dommen artikel 23 i forordning nr. 1/2003, retsstatsprincippet, nærmere bestemt retsgrundsætningen nulla poena sine lege, princippet om forholdsmæssig straf, retsgrundsætningen in dubio pro reo og skyldprincippet. Dommen er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som den beror på den antagelse, at et datterselskab ifalder ansvar sammen med dets moderselskab (og andre selskaber i en koncern), idet de udgør en økonomisk enhed. Herudover og uafhængigt heraf tilsidesætter dommen skyldprincippet, idet appellanterne og disse selskabers moderselskab er blevet pålagt en bøde in solidum. Subsidiært anføres, at Retten har stadfæstet den fælles hæftelse trods den manglende bestemmelse af respektive hæftelsesandele.
For det tredje har appellanterne anført, at Retten med dommen har tilsidesat den omfattende prøvelsesforpligtelse, som retligt påhviler den, idet den ikke i tilstrækkelig grad har efterprøvet de uforholdsmæssigt højt fastsatte grundbeløb og afskrækkelseskoefficienten samt Kommissionens manglende anerkendelse af appellanternes samarbejde, hvorved den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang og det deri liggende princip om retsbeskyttelse er blevet tilsidesat.
For det fjerde anføres det, at proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat i forbindelse med fastsættelsen af udgangsbeløbet for overtrædelsen vedrørende Tyskland, idet uvedkommende omsætninger er blevet inddraget ved fastsættelsen af udgangsbeløbet, selv om tvingende grunde er til hinder herfor. For så vidt som Retten over for Schindler har givet en passende differentieret begrundelse, er den manglende differentiering i forhold til appellanterne retsstridig.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy