19.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 340/13
Appel iværksat den 4. oktober 2011 af Polimeri Europa SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. juli 2011 i sag T-59/07, Polimeri Europa mod Kommissionen
(Sag C-511/11 P)
2011/C 340/23
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Polimeri Europa SpA (ved avvocati M. Siragusa, F.M. Moretti og L. Nascimbene)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom ophæves helt eller delvis, for så vidt Retten derved frifandt Kommissionen i søgsmålet anlagt af Polimeri i sag T-59/07 og som følge heraf:
i)
Annulleres Kommissionens beslutning K(2006) 5700 endelig af 29. november 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.638 — Butadiengummi og styrenbutadiengummi fremstillet ved emulsionspolymerisation, herefter »beslutningen«).
ii)
Annulleres eller i det mindste nedsættes den bøde, som Polimeri blev pålagt ved beslutningen.
—
Subsidiært ophæves dommen helt eller delvis, for så vidt som Retten derved frifandt Kommissionen i søgsmålet anlagt af Polimeri i sag T-59/07, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse i realiteten i betragtning af de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for såvel denne instans som i sag T-59/07.
Anbringender og væsentligste argumenter
Retten begik en alvorlig fejl ved læsningen af klagepunktsmeddelelsen af 6. april 2006 og baserede således afvisningen af Polimeris tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar som følge af uoverensstemmelsen mellem klagepunktsmeddelelsen af 6. april 2006 og beslutningen for så vidt angår fremgangsmåden ved fordelingen af ansvaret mellem Polimeri og Syndial på forkerte forudsætninger.
Retten anvendte den retspraksis fra Fællesskabets retsinstanser, som er relevant med henblik på at pålægge Polimeri ansvaret for overtrædelsen og udelukke Syndial blandt adressaterne for beslutningen, ukorrekt, og gav ikke en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste de af Polimeri fremsatte klagepunkter i denne forbindelse.
Retten anvendte den retspraksis fra Fællesskabets retsinstanser, som er relevant med henblik på at bedømme de af Polimeri fremsatte klagepunkter vedrørende uoverensstemmelserne mellem erklæringer fra flere ansatte i virksomhederne, som havde deltaget i samarbejdet inden for rammerne af samarbejdsproceduren hvad angår visse aspekter ved den påståede overtrædelse, ukorrekt. Retten undlod således, idet den så bort fra vigtige diskulperende beviser, at foretage en komplet domstolsprøvelse af de af Kommissionen fremlagte beviser.
Retten undlod at tage hensyn til de alvorlige fejl, som Kommissionen begik ved anvendelsen af retningslinierne for beregning af bøder og kvalificeringen af den i beslutningen konstaterede overtrædelse som »meget grov«, og gav ikke en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste de af Polimeri fremsatte klagepunkter i denne forbindelse. Retten undlod at foretage en komplet domstolsprøvelse af kvalificeringen af den bøde, som Polimeri var blevet pålagt.
Retten undlod at tage hensyn til de alvorlige fejl, som Kommissionen begik ved fastsættelsen af multiplikationskoefficienten og gav ikke en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste de af Polimeri fremsatte klagepunkter i denne forbindelse. Retten undlod også at tage hensyn til Kommissionens manglende overholdelse af princippet om ligebehandling ved fastsættelsen af multiplikationskoefficienten og gav ikke en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste de af Polimeri fremsatte klagepunkter i denne forbindelse.
Retten begik en alvorlig fejl ved anvendelsen af den retspraksis fra Fællesskabets retsinstanser, som er relevant for bedømmelsen af de af Polimeri fremsatte klagepunkter med hensyn til afvisningen af visse bilag til stævningen og gav ikke en tilstrækkelig begrundelse herfor. Retten svækkede herved Polimeris forsvarsargumenter til anfægtelse af de påberåbte klagepunkter hvad angår kartellets eksistens og Polimeris deltagelse heri og unddrog sig således retsstridigt sin pligt til at foretage en komplet domstolsprøvelse af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen havde bestridt.
Full & Egal Universal Law Academy