17.12.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 370/18
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen Sad Sofia-grad (Bulgarien) den 18. oktober 2011 — Zuheyr Freyeh Halaf mod Darzhavna agentsia za bezhantsite pri Ministerski savet
(Sag C-528/11)
2011/C 370/30
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen Sad Sofia-grad
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Zuheyr Freyeh Halaf
Sagsøgt: Darzhavna agentsia za bezhantsite pri Ministerski savet
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 (1) af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, fortolkes således, at den tillader, at en medlemsstat overtager ansvaret for behandlingen af en asylansøgning, når der vedrørende asylansøgeren ikke foreligger sådanne personlige omstændigheder, som kan begrunde anvendelsen af den humanitære klausul i forordningens artikel 15, og når der for så vidt angår den medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, foreligger mindst én af følgende situationer:
a)
i akterne fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er der anført omstændigheder og konklusioner, hvorefter den ansvarlige medlemsstat tilsidesætter de EU-retsforskrifter på asylområdet, der vedrører vilkårene for modtagelse af asylansøgere, adgangen til proceduren eller kvaliteten af proceduren for behandling af asylansøgninger;
b)
den ansvarlige medlemsstat har ikke givet svar på en anmodning om tilbagetagelse i henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 343/2003, og denne forordning indeholder ingen bestemmelser om overholdelse af princippet om solidaritet som omhandlet i artikel 80 TEUF?
2)
Er det med henblik på anvendelsen af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 tilladt, at en national ret i en medlemsstat — ved hvilken forordningen begæres anvendt på grundlag af påstande om, at den medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 1, har tilsidesat EU-retten på asylområdet — prøver tilsidesættelsen af denne ret og de deraf følgende virkninger for de rettigheder, som sikres asylansøgeren i henhold til EU-retten, hvis han overføres til den ansvarlige medlemsstat, uden at Den Europæiske Unions Domstol i henhold til den i EU-retten fastsatte procedure har fastslået, at denne medlemsstat har tilsidesat de relevante EU-retlige forskrifter?
Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, ønskes følgende spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af kriterierne for en tilsidesættelse af EU-retten ligeledes besvaret:
Skal der udelukkende tages hensyn til væsentlige tilsidesættelser af EU-retten, og hvilke kriterier skal den nationale ret anvende til at fastslå disse tilsidesættelser med henblik på anvendelsen af den bestemmelse i forordning nr. 343/2003, som skal fortolkes? Skal en tilsidesættelse af EU-retten på asylområdet kun anses for væsentlig, hvis den har til følge, at en eller anden rettighed, som sikres asylansøgeren i henhold til EU-retten, tilsidesættes, eller skal der ske en begrænsning til tilsidesættelsen af asylretten i artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder? Når der i henhold til de generelle kriterier og normer i EU-retten ikke foreligger noget retligt grundlag for, at den pågældendes asylansøgning imødekommes, er det da kun tilsidesættelser af vilkårene for modtagelse af asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, som skal prøves?
3)
Hvilket indhold har asylretten i henhold til artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med såvel charterets artikel 53 som definitionen i artikel 2, litra c), i og 12. betragtning til forordning nr. 343/2003?
4)
Skal artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 fortolkes således, at en national ret i en medlemsstat kan gå ud fra, at formodningen om overholdelse af princippet om »non-refoulement« og sikkert land som omhandlet i anden betragtning til denne forordning, med hensyn til den medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, er blevet gendrevet, når dette ikke er blevet fastslået af Den Europæiske Unions Domstol, hvorved der skal tages hensyn til følgende:
—
UNHCR’s anerkendte tilsynsbeføjelse, som hidrører fra forpligtelsen i henhold til artikel 78, stk. 1, TEUF til at overholde folkeretlige instrumenter på asylområdet, og udtrykkeligt i henhold til artikel 21 i Rådets direktiv 2005/85/EF (2) af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne, og
—
de omstændigheder og konklusioner, som er anført i UNHCR’s akter, hvorefter den i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 ansvarlige medlemsstat tilsidesætter EU-retsforskrifter på asylområdet?
5)
Skal artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 343/2003, sammenholdt med forpligtelsen i henhold til artikel 78, stk. 1, TEUF til at overholde folkeretlige instrumenter, fortolkes således, at medlemsstaterne under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til forordning nr. 343/2003, er forpligtet til at anmode UNHCR om en udtalelse, når der i sidstsnævntes akter er anført omstændigheder og konklusioner, hvorefter den i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 ansvarlige medlemsstat tilsidesætter EU-retsforskrifter på asylområdet?
Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, ønskes følgende spørgsmål ligeledes besvaret:
Såfremt en sådan udtalelse fra UNHCR ikke er blevet indhentet, er der da derved sket en væsentlig tilsidesættelse af proceduren til afgørelse af hvilken medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til artikel 3 i forordning nr. 343/2003, og er der — også i lyset af artikel 21 i direktiv 2005/85, som fastsætter UNHCR’s ret til at afgive en udtalelse i forbindelse med behandlingen af individuelle sager — da derved sket en tilsidesættelse af retten til god forvaltning og retten til adgang til effektive retsmidler i henhold til artikel 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?
(1) EUT L 50, s. 1.
(2) EUT L 326, s. 13.
Full & Egal Universal Law Academy