28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/30
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Salzburg (Østrig) den 21. oktober 2011 — Hermine Sax mod Pensionsversicherungsanstalt Landesstelle Salzburg
(Sag C-538/11)
2012/C 25/52
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landesgericht Salzburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hermine Sax
Sagsøgt: Pensionsversicherungsanstalt Landesstelle Salzburg
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal forordning (EF) nr. 883/2004, navnlig dennes artikel 7 og kapitel 1 i afsnit III (ydelser ved sygdom), og forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes således, at en plejekrævende person, som oppebærer en østrigsk rente (pension), er berettiget til en plejeydelse i henhold til Bundespflegegeldgesetz (østrigsk lov om plejeydelse, herefter »BPGG«) i form af en kontantydelse ved sygdom, uanset at den pågældende har primær bopæl i Forbundsrepublikken Tyskland, når hun opfylder de øvrige betingelser for tildeling i henhold til BPGG, og er disse forordninger således til hinder for anvendelsen af den nationale bestemmelse i § 3 BPGG?
2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:
Skal forordning (EF) nr. 883/2004, konkret henholdsvis navnlig artikel 10 og artikel 11, stk. 3, litra e), samt artikel 21, 29 og 34 og kapitel 1 i afsnit III (ydelser ved sygdom), og forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes således, at en plejekrævende person, der oppebærer en dobbeltpension, nærmere bestemt en østrigsk rente (pension) og en tysk rente, er berettiget til en plejeydelse i henhold til BPGG i form af en kontantydelse ved sygdom, uanset at den pågældende har primær bopæl i Forbundsrepublikken Tyskland, når hun opfylder de øvrige betingelser for tildeling i henhold til BPGG, og er disse forordninger således til hinder for anvendelsen af den nationale bestemmelse i § 3 BPGG?
3)
Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende:
Hvorledes skal forordning (EF) nr. 883/2004, navnlig artikel 10, artikel 34 og artikel 31 samt forordning (EF) nr. 987/2009 fortolkes ved kumulation og modregning af ydelser fra en social sikringsordning til dækning af risikoen for plejebehov, nærmere bestemt ved ret til en kombinationsydelse, der omfatter en tysk plejeydelse (valg mellem natural- og kontantydelse) og ret til en østrigsk plejeydelse, konkret:
3.1.
Skal der ved eksport af ydelsen alene foretages modregning i den østrigske plejeydelse i henhold til BPGG af den kontantydelse, der ydes af den tyske bopælsstat eller alene af naturalydelsen eller af den samlede plejeydelse (den samlede værdi af plejeydelsen og naturalydelsen), og skal der herved tages hensyn til de forskellige prisniveauer i de pågældende medlemsstater?
3.2.
Skal der ved modregningen tages hensyn til, om der ydes tilsvarende plejeydelser af bopælsstaten, eller skal der ved modregning bortses fra sådanne plejeydelser, som ydes af bopælsstaten, og som alene er fastsat i henhold til den sociale sikringsordning i bopælsstaten til dækning af risikoen for plejebehov?
3.3.
Skal den ret, for hvilken den plejekrævende person har indbragt sagen, efterprøve de materielle betingelser for modregning, når den sagsøgte institution ikke har indledt en procedure som omhandlet i artikel 31 i forordning (EF) nr. 987/2009, ikke har gjort anbringender gældende vedrørende spørgsmålet om tilsvarende ydelser og navnlig har undladt at oplyse den plejekrævende om forbuddet mod kumulation af ydelser?
Full & Egal Universal Law Academy