28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/37
Appel iværksat den 22. november 2011 af Muhamad Mugraby til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. september 2011 i sag T-292/09, Muhamad Mugraby mod Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen
(Sag C-581/11 P)
2012/C 25/72
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Muhamad Mugraby (ved advocate S. Delhaye)
De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1)
Det fastslås, at Kommissionen ikke har efterkommet
i)
appellantens begæring om, at Kommissionen skal rette en henstilling til Rådet vedrørende suspension af EF-bistand til Libanon i henhold til artikel 28 i forordning (EF) nr. 1638/2006 (1), idet der både er pligt og adgang til at træffe sådanne foranstaltninger i henhold til den pågældende forordning,
ii)
appellantens begæring om, at Kommissionen i sin egenskab af organ, som er direkte ansvarlig for gennemførelse af de forskellige EF-bistandsprogrammer vedrørende Libanon, skal suspendere gennemførelsen af disse programmer, indtil der sker ophør af Libanons kontinuerlige tilsidesættelse af grundrettigheder, og herunder specielt appellantens rettigheder.
2)
Det fastslås, at Rådet i dets egenskab af part i EU/Libanon-Associeringsrådet ikke har efterkommet appellantens begæring om at opfordre Kommissionen til at henstille til Rådet, at dette vedtager specifikke og effektive foranstaltninger vedrørende EF-bistand til Libanon i henhold til associeringsaftalen (2) mellem Libanon og Fællesskabet med henblik på opfyldelse af parternes forpligtelser i henhold til aftalen.
3)
Det fastslås, at EU, Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter og som et organ, der er direkte ansvarlig for gennemførelsen af de forskellige EF-bistandsprogrammer vedrørende Libanon, samt Rådet, i dets egenskab af part i EU/Libanon-Associeringsrådet, er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold for den skade, appellanten har lidt som følge af den løbende undladelse siden december 2002 af effektivt at anvende de ressourcer og virkemidler, der var til rådighed i relation til en effektiv håndhævelse af menneskerettighedsklausulen i associeringsaftalen.
4)
Kommissionen tilpligtes i form af en delvis genoprettelse in natura at foreslå Rådet en suspension af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Libanon, indtil Libanon overholder associeringsaftalens artikel 2 for så vidt angår appellanten.
5)
Kommissionen tilpligtes at begrænse udførelsen af de aktuelle bistandsprogrammer (som foretages eller forestås af Kommissionen) til de programmer, der specifikt har til formål at fremme grundrettigheder, og som ikke udgør økonomisk støtte til de libanesiske myndigheder, indtil Libanon overholder associeringsaftalens artikel 2 for så vidt angår appellanten.
6)
Rådet tilpligtes at opfordre Kommissionen til at rette en henstilling, som anført under 4) ovenfor, og til med henblik på at opnå samme mål at handle gennem institutionerne i associeringsaftalen.
7)
EU, Rådet og Kommissionen, som var de sagsøgte i første instans, tilpligtes at erstatte appellantens økonomiske og ikke-økonomiske skade med et beløb, der fastsættes ex aequo et bono til ikke under 5 000 000 EUR, samt at betale sagsomkostningerne.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at den appellerede kendelse bør ophæves af følgende grunde:
Retten har begået retlige fejl ved
—
at afvise søgsmålet, selv om der ingen afvisningsgrunde forelå,
—
at tilsidesætte sagsøgerens ret til at angive alle sagsøgte,
—
at tilsidesætte sagsøgerens ret til forsvar ved at se bort fra de argumenter, som han har fremsat,
—
at undlade at træffe afgørelse om samtlige de erstatningskrav, som sagsøgeren har fremsat,
—
at se bort fra EU-retten og EU's forpligtelser i henhold til international ret, og ved at basere kendelsen på forordninger, der er udstedt af en af EU-institutionerne.
Appellanten har også gjort gældende, at Retten har misfortolket associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Libanon, og at Retten savnede retsgrundlag for dels dens fortolkning af »vide skønsbeføjelser«, dels dens konstatering af, at den ingen beføjelse har til at udstikke ordrer til Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.
Som følge af ovenstående har appellanten gjort gældende, at han af Retten er blevet udsat for retsnægtelse.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24.10.2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (EUT L 310, s. 1).
(2) Interimsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side om handel og handelsanliggender (EFT 2002 L 262, s. 2).
Full & Egal Universal Law Academy