25.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 58/3
Appel iværksat den 23. november 2011 af Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 6. september 2011 i sag T-18/10, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen
(Sag C-583/11 P)
2012/C 58/03
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Inuit Tapiriit Kanatami, Nattivak Hunters’ and Trappers’ Association, Pangnirtung Hunters’ and Trappers’ Association, Jaypootie Moesesie, Allen Kooneeliusie, Toomasie Newkingnak, David Kuptana, Karliin Aariak, Canadian Seal Marketing Group, Ta Ma Su Seal Products, Inc., Fur Institute of Canada, NuTan Furs, Inc., GC Rieber Skinn AS, Inuit Circumpolar Council Greenland (ICC), Johannes Egede og Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) (ved avocat H. Viaene og advocaat J. Bouckaert)
De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede kendelse afsagt af Retten ophæves, og annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling, såfremt Domstolen måtte finde, at alle de påkrævede elementer for vurdering af, om annullationssøgsmålet vedrørende den anfægtede forordning (1) kan fremmes til realitetsbehandling, er til stede.
—
Subsidiært: den appellerede kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Retten.
—
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.
—
Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale deres egne omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Appellen hviler på tre principale anbringender: 1) Retten begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 263, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (»TEUF«), 2) Retten tilsidesatte begrundesespligten, subsidiært tilsidesatte artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (»EMRK«) som EU-retlige principper, og 3) Retten anvendte og gengav de beviser, som appellanterne påberåbte sig i første instans, urigtigt.
2)
Med deres første anbringende påberåber appellanterne sig, at den af Retten anlagte fortolkning af begrebet »regelfastsættende retsakt«, dvs. i modsætning til en »lovgivningsmæssig retsakt«, er fejlagtig, da den fratager den nye mulighed for at anlægge sag baseret på artikel 263, stk. 4, (første del af det første anbringende) enhver eksistensberettigelse. I anden del af deres første anbringende påviser appellanterne endvidere, at Retten har begået en retlig fejl ved at konkludere, at kun fire ud af de atten appellanter er umiddelbart berørte af den anfægtede forordning. Retten anvendte en for restriktiv fortolkning af begrebet umiddelbart berørt. Retten begik desuden en retlig fejl ved at anvende en for restriktiv fortolkning af kravet om at være individuelt berørt.
3)
Med deres andet anbringende minder appellanterne om, at de i deres bemærkninger til afvisningspåstandene havde anført, at alene en bred fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF ville være forenelig med chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6 og 13. Da dette anbringende var afgørende for sagens udfald, havde Retten en juridisk forpligtelse til at give et specifikt og udtrykkeligt svar. Appellanterne påviser dog, at Retten ikke behandlede dette anbringende i tilstrækkeligt omfang. Rettens undladelse heraf udgør en retlig fejl, som bør resultere i, at den appellerede kendelse ophæves (første del af det andet anbringende). I anden del af det andet anbringende anmoder appellanterne ærbødigst Domstolen om at ophæve den appellerede kendelse under henvisning til, at fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF, og Rettens efterfølgende afgørelse, hvorefter appellanternes sag blev afvist, er en tilsidesættelse af chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6 og 13, som generelle EU-retlige principper.
4)
Med deres tredje anbringende gør appellanterne gældende, at Retten anvendte og gengav de af dem påberåbte beviser urigtigt. Retten afviser ganske vist appellanternes argument vedrørende den anvendte fortolkning af begrebet »regelfastsættende retsakt« på grundlag af to krav, som appellanterne angiveligt, men i virkeligheden ikke, fremsatte. Bedømmelserne af de faktiske omstændigheder vedrørende den appellerede kendelse er derfor ikke korrekte og medfører en urigtig gengivelse af de beviser, som blev forelagt Retten, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Eftersom Retten fortolkede de påberåbte argumenter i strid med deres ordlyd, er Rettens konklusioner i den appellerede kendelse et udtryk for et åbenbart fejlskøn.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16.9.2009 om handel med sælprodukter (EUT L 286, s. 36).
Full & Egal Universal Law Academy