28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/39
Appel iværksat den 23. november 2011 af Dow AgroSciences Ltd, Dow AgroSciences LLC, Dow AgroSciences, Dow AgroSciences Export, Dow Agrosciences BV, Dow AgroSciences Hungary kft, Dow AgroSciences Italia Srl, Dow AgroSciences Polska sp. z o.o., Dow AgroSciences Iberica, SA, Dow AgroSciences s.r.o., Dow AgroSciences Danmark A/S og Dow AgroSciences GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. september 2011 i sag T-475/07, Dow AgroSciences Ltd m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-584/11 P)
2012/C 25/74
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Dow AgroSciences Ltd, Dow AgroSciences LLC, Dow AgroSciences, Dow AgroSciences Export, Dow Agrosciences BV, Dow AgroSciences Hungary kft, Dow AgroSciences Italia Srl, Dow AgroSciences Polska sp. z o.o., Dow AgroSciences Iberica, SA, Dow AgroSciences s.r.o., Dow AgroSciences Danmark A/S og Dow AgroSciences GmbH (ved avocats C. Mereu og K. Van Maldegem)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom i sag T-475/07 ophæves, og
—
Kommissionens beslutning 2007/629/EF af 20. september 2007 (1) om afvisning af at optage trifluralin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF (2) og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof annulleres, eller
—
subsidiært hjemvises sagen til Retten, og
—
indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanterne har gjort gældende, at Retten, ved ikke at tage deres påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2007/629/EF om afvisning af at optage trifluralin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof, til følge, har tilsidesat fællesskabsretten. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at Retten begik en række fejl i sin fortolkning af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser, der fandt anvendelse på appellanternes situation. Dette førte til, at Retten begik en række retlige fejl, navnlig følgende:
—
Retten fastslog ikke, at appellanterne af den rapporterende medlemsstat og af EFSA blev anmodet om at fremlægge yderligere data til belysning af dossieret medhold i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 451/2000 (3).
—
Retten fastslog ikke, at Kommissionen ikke havde fulgt den almindelige forskriftsprocedure som foreskrevet i henhold til Rådets afgørelse 1999/468 (4) og fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat afgørelsens artikel 5.
—
Retten fastslog ikke, at Kommissionen havde foretaget en bedømmelse af trifluralin på grundlag af kriterier, der falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 91/414, og som ikke har grundlag i de relevante bestemmelser, og dermed har handlet ultra vires.
Af disse grunde har appellanterne gjort gældende, at Rettens dom i sag T-475/07 skal ophæves, og Kommissionens beslutning 2007/629/EF skal annulleres.
(1) EUT L 255, s. 42.
(2) EFT L 230, s. 1.
(3) EFT L 55, s. 25.
(4) EFT L 184, s. 23.
Full & Egal Universal Law Academy