17.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 80/6
Appel iværksat den 29. november 2011 af Centrotherm Systemtechnik GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 15. september 2011 i sag T-427/09 — centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-609/11 P)
2012/C 80/08
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Centrotherm Systemtechnik GmbH (ved Rechtsanwälte A. Schulz og C. Onken)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. september 2011 i sag T-427/09, ophæves.
—
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes i den sag, der blev anlagt af centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG til prøvelse af afgørelse truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 6/2008-4).
—
centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG tilpligtes at betale sagens omkostninger
Anbringender og væsentligste argumenter
Denne appel er iværksat til prøvelse af Rettens dom, hvorved Retten ikke gav appellanten medhold i den sag, der var blevet anlagt til prøvelse af den afgørelse, der blev truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret vedrørende en fortabelsessag mellem centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG og Centrotherm Systemtechnik GmbH.
1)
Den anfægtede afgørelse er i strid med varemærkeforordningens artikel 65 (1) og artikel 134, stk. 2 og 3, i Rettens procesreglement. Retten var i henhold til disse bestemmelser forpligtet til at tage hensyn til samtlige anbringender, der var blevet fremført af appellanten.
2)
Endvidere er den appellerede dom uforenelig med varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 76. Dommen tager udgangspunkt i den fejlagtige forudsætning, at det er appellanten, der har bevisbyrden for at der er blevet gjort retsbevarende brug af det anfægtede varemærke. I en fortabelsessag i en henhold til varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), gælder i henhold til varemærkeforordningens artikel 76, stk. 1 imidlertid faktisk for det første princippet om prøvelse ex officio. For det andet fremgår det af bestemmelserne og af opbygningen af varemærkeforordningen, navnlig af en sammenligning af bestemmelserne om fortabelse med bestemmelserne om indsigelse og ugyldighed som følge af relative registreringshindringer, at det i en fortabelsessag principielt ikke er indehaveren af det anfægtede varemærke, der skal føre beviset for brug.
Det følger navnlig deraf, at Harmoniseringskontorets undladelse af at tage hensyn til bevismidler på grund af et formentlig for sent indgivet anbringende ikke var berettiget.
3)
Retten fortolkede varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), forkert, idet den fejlagtigt og i strid med Domstolens praksis antog, at begrebet reel brug udgør en modsætning til enhver minimal brug.
4)
Endelig er Harmoniseringskontorets påstand, som Retten ikke bestred, hvorefter erklæringen på tro og love fra appellantens forretningsfører ikke udgør et tilladt bevis i henhold til varemærkeforordningens artikel 78, stk. 1, litra f), ukorrekt og i strid med Rettens egen praksis.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy