5.5.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 133/14
Appel iværksat den 30. november 2011 af ara AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 22. september 2011 i sag T-174/10, ara mod KHIM
(Sag C-611/11 P)
2012/C 133/26
Processprog: fransk
Parter
Appellant: ara AG (ved Rechtsanwalt M. Gail)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Allrounder SARL
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 22. september 2011 i sag T-174/10, ophæves.
—
Afgørelse truffet den 26. januar 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 481/2009-1) annulleres.
—
Harmoniseringskontoret og intervenienten i første instans tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (1).
Appellanten har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at Retten har tilsidesat begrundelsespligten, idet den i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for så vidt angår kriterierne vedrørende den relevante kundekreds, sammenligningen af varemærkerne og risikoen for forveksling. Den fastslog således fejlagtigt, at den omhandlede kundekreds bestod af gennemsnitsforbrugere, som udviser et middelhøjt opmærksomhedsniveau ved købet af de omhandlede varer, selv om det indledningsvist er påvist, at forbrugeren sjældent har mulighed for at foretagen en direkte sammenligning af de forskellige varemærker. I forbindelse med sammenligningen af varemærkerne fastslog Retten desuden fejlagtigt, at forekomsten af de to trekantdesign vil være fremtrædende i forbrugerens opfattelse af det omtvistede varemærke. Retten har dermed tillagt en eller flere af bestanddelene i varemærket for megen vægt.
Retten har desuden tilsidesat begrundelsespligten ved ikke have henvist til de dokumenter, som intervenienten indgav i forbindelse med vurderingen af, om der er en risiko for forveksling.
Endelig undervurderede Retten betydningen af princippet om undersøgelse ex officio.
(1) EUT L 78, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy