28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/44
Appel iværksat den 2. december 2011 af New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 29. september 2011 i sag T-415/09 — New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Vallis K. — Vallis A. & Co. O.E.
(Sag C-621/11 P)
2012/C 25/82
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: New Yorker SHK Jeans GmbH & Co. KG, tidligere New Yorker SHK Jeans GmbH (ved Rechtsanwälte V. Spitz, A. Gaul, T. Golda og S. Kirschstein-Freund)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Vallis K. — Vallis A. & Co. O.E.
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1)
Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 29. september 2011 i sag T-415/09 ophæves, og
a)
afgørelse truffet den 30. juli 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) annulleres, for så vidt som der derved blev givet afslag på klagen, og afslaget på ansøgningen for varer i klasse 25 blev fastholdt
b)
subsidiært hjemvises sagen til Retten til endelig afgørelse.
2)
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
—
Den omstændighed, at der er blevet taget hensyn til yderligere beviser for brug, som er blevet fremlagt efter udløbet af den frist, der er blevet fastsat af Harmoniseringskontoret for sådanne beviser, udgør en tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2 og stk. 3, og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (1) (tidligere artikel 43, stk. 2 og stk. 3, og artikel 74, stk. 2 i forordning nr. 40/94), og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.
—
Fremlæggelsen af beviser for reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, reguleres udelukkende af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Ordlyden af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 hjemler ikke et skøn. Artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 er derfor for så vidt ikke anvendelig. I tilfælde af, at der ikke inden for den periode, der er fastsat af Harmoniseringskontoret i overensstemmelse med regel 22, stk. 2, første punktum, er ført bevis for reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, skal indsigelsen afvises.
—
I tilfælde af, at Harmoniseringskontoret i overensstemmelse med artikel 75 i forordning nr. 207/2009 og regel 20, stk. 4, i forordning nr. 2868/95 opfordrer indsigeren til at fremsætte bemærkninger som svar på ansøgernes argumenter med hensyn til det fremlagte bevis for brug, kan indsigeren følgelig fremsætte sine bemærkninger. Der kan imidlertid ikke tages hensyn til yderligere beviser, idet disse er blevet fremlagt efter fristens udløb. Ved at tage hensyn til for sent fremlagt beviser, tilsidesatte Harmoniseringskontoret artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.
—
Den blotte fremsættelse af bemærkninger fra ansøgerens side, hvorved denne bestrider, at de beviser, der blev fremlagt inden for fristen, var tilstrækkelige, begrunder ikke, at der kan tages hensyn til yderligere beviser for brug.
—
Selv hvis artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 anses for anvendelig på yderligere beviser for brug, som er blevet fremlagt efter udløbet af fristen i regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, er artikel 42, stk. 2, stk. 3, og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 blevet tilsidesat i den foreliggende sag.
—
De beviser, der blev fremlagt efterfølgende, udgjorde ikke yderligere beviser. Fremlæggelse af sådanne beviser forudsætter, at de beviser, der fremlægges inden for den første frist, godtgjorde, at der forelå reel brug af det varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, og at de beviser, der fremlægges på et senere tidspunkt udelukkende underbygger de allerede godtgjorte faktiske omstændigheder. Retten tilsidesatte således artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 ved at tillade, at denne bestemmelse kunne anvendes i appelsager.
—
Der er sket en overskridelse af den skønsmæssige beføjelse, der er blevet tillagt ved artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009. Harmoniseringskontoret overskred sin skønsmæssige beføjelse ved udelukkende at tage hensyn til, at fremlæggelsen af yderligere eksempler på brug var nødvendig for indsigeren. Spørgsmålet om, hvorvidt fremlæggelse af yderligere beviser er nødvendig for en part i sagen, er ikke en omstændighed, som appelindstævnte skal tage hensyn til. Dette spørgsmål skal den respektive part selv besvare. Endvidere tog Harmoniseringskontoret ikke hensyn til en række yderligere omstændigheder. Det foretog end ikke en vurdering af værdien af det materiale, der først blev fremlagt. Ved at fastslå, at der ikke var sket en overskridelse af den skønsmæssige beføjelse, tilsidesatte Retten den anvendelige ret.
(1) Rådets forordning (EF) af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy