28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/45
Appel iværksat den 6. december 2011 af Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 21. september 2011 i sag T-268/10, Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS mod Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
(Sag C-625/11 P)
2012/C 25/83
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Polyelectrolyte Producers Group og SNF SAS (ved avocats K. Van Maldegem og R. Cana)
De andre parter i appelsagen: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Rettens kendelse i sag T-268/10 ophæves.
—
Den afgørelse, der er truffet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), og hvorefter acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier, i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006, og den efterfølgende optagelse af acrylamid den 30. marts 2010 på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006 annulleres.
—
Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling af appellantens annullationssøgsmål.
—
Det Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale sagens omkostninger (herunder sagsomkostningerne ved Retten).
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanterne har gjort gældende, at Retten har tilsidesat EU-retten ved ikke at tage deres påstand om annullation af den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning nr. 1907/2006, og af den efterfølgende optagelse af acrylamid den 30. marts 2010 på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/200 til følge. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at Retten har begået en række fejl i sin fortolkning af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser, der fandt anvendelse på appellanternes situation. Dette førte til, at Retten begik en række retlige fejl, navnlig for så vidt angår følgende:
—
dens fortolkning og anvendelse af procesreglementets artikel 102, stk. 1, og retspraksis vedrørende beregningen af tidsfrister
—
dens forkastelse af appellantens påstand om annullation af den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning 1907/2006, og af den efterfølgende optagelse den 30. marts 2010 af acrylamid på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i denne forordning.
Appellanterne har på baggrund heraf gjort gældende, at Domstolen skal ophæve Rettens dom i sag T-268/10, og at den afgørelse, der er truffet af ECHA, og hvorved acrylamid identificeres som et stof, der opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning 1907/2006, i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006, og den efterfølgende optagelse den 30. marts 2010 af acrylamid på kandidatlisten over stoffer i henhold til artikel 59 i forordning nr. 1907/2006 skal annulleres.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy