Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 16. februar 2012 – Ministero dell’Interno, Questura di Caltanissetta mod Massimiliano Rizzo
(Sag C-107/11)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – hasardspil – indsamling af væddemål på sportsbegivenheder – krav om koncession – følger, der skal drages af en tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med tildelingen af koncessioner – tildeling af 16 300 supplerende koncessioner – ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsforpligtelsen – retssikkerhedsprincippet – beskyttelse af indehaverne af forudgående koncessioner – nationale bestemmelser – obligatoriske minimumsafstande mellem steder for indsamling af væddemål – lovlighed – grænseoverskridende aktivitet, som kan sidestilles med den, der er genstand for koncessionen – forbud i henhold til de nationale bestemmelser – lovlighed«
1. Fri udveksling af tjenesteydelser – etableringsfrihed – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – afslag på koncession eller tilladelse i strid med EU-retten (art. 43 EF og 49 EF) (jf. præmis 7, domskonkl. 1)
2. Fri udveksling af tjenesteydelser – etableringsfrihed – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller polititilladelse – udelukkelse af en erhvervsdrivende fra et udbud om tildeling af en sådan koncession i strid med EU-retten (art. 43 EF og 49 EF) (jf. præmis 8, domskonkl. 2)
3. Fri udveksling af tjenesteydelser – etableringsfrihed – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – betingelser for udløb af koncessioner tildelt efter udbud (art. 43 EF og 49 EF) (jf. præmis 9, domskonkl. 3)
Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Consiglio di Giustizia Amministrativa per la Regione siciliana – fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – virksomhed med indgåelse af væddemål – national lovgivning, hvorved denne virksomhed underlægges en betingelse om opnåelse af en koncession og en tilladelse vedrørende offentlig sikkerhed – beskyttelse af retssubjekter, der har opnået koncessioner og tilladelser ved tildelingsprocedurer, hvorved andre erhvervsdrivende inden for samme sektor uretmæssigt er blevet udelukket – forenelighed med artikel 43 EF og 49 EF (nu artikel 49 TEUF og 56 TEUF).
Konklusion
1)
Såvel artikel 43 EF og 49 EF som ligebehandlings- og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat, som i strid med EU-retten har udelukket en kategori af erhvervsdrivende fra tildelingen af koncessioner på udøvelse af en økonomisk aktivitet, og som forsøger at afhjælpe denne tilsidesættelse ved at sende et betragteligt antal nye koncessioner i udbud, beskytter den markedsposition, der er opnået af de eksisterende erhvervsdrivende, ved bl.a. at fastsætte minimumsafstande mellem de nye koncessionshaveres og de eksisterende erhvervsdrivendes forretningssteder.
2)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at der over for personer, der er knyttet til en erhvervsdrivende, som i strid med EU-retten var blevet udelukket fra et udbud, anvendes sanktioner for udøvelsen af organiseret væddemålsvirksomhed uden koncession og uden polititilladelse, også efter det nye udbud, der skulle afhjælpe denne tilsidesættelse af EU-retten, i det omfang dette udbud og den heraf følgende tildeling af nye koncessioner ikke på effektiv vis har afhjulpet den ulovlige udelukkelse af den nævnte erhvervsdrivende fra det forudgående udbud.
3)
Det følger af artikel 43 EF og 49 EF, af ligebehandlingsprincippet, af gennemsigtighedsforpligtelsen samt af retssikkerhedsprincippet, at betingelserne og bestemmelserne i forbindelse med et udbud som det i hovedsagen omhandlede – og navnlig de bestemmelser, der fastsætter fortabelsen af retten til koncessioner, som er blevet tildelt på grundlag af et sådant udbud, såsom de bestemmelser, der er indeholdt i artikel 23, stk. 2, litra a), og artikel 23, stk. 3, i aftaleudkastet mellem det selvstændige organ, som administrerer statslige monopoler, og tilslagsmodtageren af koncessionen vedrørende hasardspil på andre begivenheder end hestevæddeløb – skal være formuleret klart, præcist og utvetydigt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
Full & Egal Universal Law Academy