Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 9. december 2011 – Auditeur du travail mod Yangwei
(Sag C-349/11)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit – direktiv 97/81/EF – administrative hindringer, der kan begrænse mulighederne for deltidsarbejde – pligt til bekendtgørelse og opbevaring af ansættelseskontrakter og arbejdsskemaer«
Socialpolitik – rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 97/81 – national lovgivning, der pålægger en pligt til opbevaring og bekendtgørelse af kontrakter og arbejdstider for deltidsansatte arbejdstagere – lovlig – betingelser – den nationale rets vurdering [Rådets direktiv 97/81, bilag, §§ 4 og 5, nr. 1)] (jf. præmis 22-30, 32, 33, 38 og 39 samt domskonkl.)
Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Tribunal de première instance de Liège – fortolkning af Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (EFT 1998 L 14, s. 9) – lovligheden af en national ordning, hvorefter arbejdsgiveren er forpligtet til at oprette dokumenter med oplysning om fravigelser af arbejdstiden og til at opbevare og bekendtgøre kontrakter og arbejdstider for deltidsansatte arbejdstagere – administrative hindringer, der kan begrænse mulighederne for deltidsarbejde.
Konklusion
§ 4 i rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger arbejdsgiverne en pligt til opbevaring og bekendtgørelse af kontrakter og arbejdstider for deltidsansatte arbejdstagere, såfremt det godtgøres, at denne lovgivning ikke medfører, at disse sidstnævnte udsættes for en ringere behandling end fuldtidsansatte arbejdstagere, der befinder sig i en sammenlignelig situation, eller, hvis der foreligger en sådan forskellig behandling, såfremt det godtgøres, at den er begrundet i objektive hensyn og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå de forfulgte formål. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage den fornødne faktiske og retlige prøvelse, bl.a. på grundlag af den nationale lovgivning, der finder anvendelse, med henblik på en bedømmelse af, om dette er tilfældet i den sag, der er indbragt for den.
I tilfælde af at den forelæggende ret kommer frem til den konklusion, at den omhandlede nationale lovgivning er uforenelig med § 4 i rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde i bilaget til direktiv 97/81, skal § 5, nr. 1), i rammeaftalen fortolkes således, at den ligeledes er til hinder for en sådan lovgivning.
Full & Egal Universal Law Academy