26.10.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 313/21
Rettens dom af 13. september 2013 — ClientEarth og PAN Europe mod EFSA
(Sag T-214/11) (1)
(Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - navne på de eksperter, der har afgivet bemærkninger til et udkast til vejledning om videnskabelig dokumentation, som skal vedlægges ansøgninger om markedsføringstilladelse til plantebeskyttelsesmidler og aktive stoffer, der er indeholdt i disse midler - afslag på aktindsigt - undtagelse vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet - beskyttelse af personoplysninger - forordning (EF) nr. 45/2001 - begrundelsespligt)
2013/C 313/40
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: ClientEarth (London, Det Forenede Kongerige) og Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat P. Kirch)
Sagsøgt: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (ved D. Detken, som befuldmægtiget)
Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (først ved P. Oliver, P. Ondrůšek og C. ten Dam, derefter ved P. Oliver, P. Ondrůšek og B. Martenczuk, som befuldmægtigede)
Sagens genstand
Indledningsvis en påstand om annullation af afgørelse truffet den 10. februar 2011 af EFSA, hvorved denne afslog en begæring om aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) i visse arbejdsdokumenter vedrørende en vejledning, udarbejdet af EFSA, til ophavsmænd til ansøgninger om markedsføringstilladelse til et plantebeskyttelsesmiddel, og dernæst en påstand om annullation af afgørelse truffet den 12. december 2011 af EFSA, hvorved denne tilbagekaldte den tidligere afgørelse og gav sagsøgerne aktindsigt i alle de ønskede oplysninger, bortset fra navnene på de eksterne eksperter, der havde fremsat visse bemærkninger til udkastet til vejledningen.
Konklusion
1)
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) frifindes.
2)
ClientEarth, Pesticide Action Network Europe (PAN Europe), Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.
(1) EUT C 179 af 18.6.2011.
Full & Egal Universal Law Academy