RETTENS DOM (Første Afdeling)
12. maj 2015 ( *1 )
»Aktindsigt — forordning (EF) nr. 1049/2001 — dokumenter, der tages i betragtning i forbindelse med en finansiel revision af gennemførelsen af visse forskningskontrakter indgået inden for rammerne af sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration — afslag på aktindsigt — indsigelse vedrørende beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision — forpligtelse til at gennemføre en konkret og individuel undersøgelse — mere tungtvejende offentlig interesse«
I sag T-480/11,
Technion – Israel Institute of Technology, Haifa (Israel),
Technion Research & Development Foundation Ltd, Haifa,
først ved advokaterne D. Grisay og D. Piccininno, derefter ved Grisay og C. Hartman,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen, først ved P. Costa de Oliveira og C. ten Dam, derefter ved F. Clotuche-Duvieusart, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 30. juni 2011, hvormed Technion – Israel Institute of Technology nægtes aktindsigt i de dokumenter, der er taget i betragtning i forbindelse med en finansiel revision af gennemførelsen af visse forskningskontrakter indgået inden for rammerne af sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration som bidrag til realiseringen af det europæiske forskningsrum og til innovation (2002-2006),
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. maj 2014,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1
Sagsøgerne, Technion – Israel Institute of Technology og Technion Research & Development Foundation Ltd (herefter »TRDF«), er to enheder inden for undervisnings- og forskningsområdet. Technion er nærmere bestemt en videregående uddannelsesinstitution inden for teknologi, som blev oprettet i 1912, mens TRDF, der blev oprettet i 1952, er en fond, der tilhører og finansieres fuldt ud af Technion, og som varetager de finansielle og administrative aspekter af de projekter, som Technion deltager i.
2
I december 2003 og juli 2006 indgik Technion som medlem af forskellige konsortier af kontraherende parter fire kontrakter med Kommissionen for Den Europæiske Union inden for rammerne af sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration som bidrag til realiseringen af det europæiske forskningsrum og til innovation (2002-2006), dvs. Terregov-kontrakten med referencenr. 507749, indgået den 3. december 2003, Cocoon-kontrakten med referencenr. 507126, indgået den 11. december 2003, Qualeg-kontrakten med referencenr. 507767, indgået den 17. december 2003, og Mosaica-kontrakten med referencenr. 034984, indgået den 24. juli 2006.
3
Ved skrivelse af 29. april 2009 oplyste Kommissionen Technion om sin beslutning om at gennemføre en finansiel revision af de udgifter i forbindelse med kontrakterne Mosaica, Cocoon og Qualeg, der blev krævet refunderet, i medfør af artikel II.29 i de almindelige betingelser opstillet i bilag II til de pågældende kontrakter. Revisionen skulle udføres af et i forhold til Kommissionen eksternt revisionsbureau (herefter »revisionsbureauet«), der fungerede som repræsentant for denne.
4
Den 10. maj 2010 fremsendte revisionsbureauet et udkast til revisionsberetning til Technion. For hver af kontrakterne Terregov, Cocoon, Qualeg og Mosaica, der i sidste ende blev revideret, foreslog revisionsbureauet en tilpasning af de udgifter, som Technion krævede refunderet af Kommissionen.
5
Hvad angår især kontrakterne Cocoon, Terregov og Mosaica vedrørte de foreslåede tilpasninger bl.a. de personaleudgifter til K., som Technion havde krævet refunderet, idet Technion havde ansat K. midlertidigt med henblik på udførelsen af nævnte kontrakter. Revisionsbureauet bemærkede, at K. samtidig arbejdede for adskillige andre enheder i den periode, der blev revideret, til trods for at han var ansat af Technion på fuld tid. Denne omstændighed, der underbyggedes af andre faktiske omstændigheder, resulterede ifølge revisionsbureauet i, at det ikke kunne godtgøres, at den tid og de udgifter, som Technion havde krævet refunderet af Kommissionen i tilknytning til de af K. leverede ydelser, var reelle. I udkastet til revisionsberetning blev det således foreslået, at bl.a. alle de personaleudgifter, som Technion havde krævet refunderet i tilknytning til ydelser leveret af K. i forbindelse med de tre ovennævnte kontrakter, blev afvist.
6
Den 10. juni 2010 sendte Technion en skrivelse til revisionsbureauet, hvori uddannelsesinstitutionen anmodede om en forlængelse på 14 dage af fristen til at fremsende bemærkninger til udkastet til revisionsberetning. Technion anmodede ligeledes revisionsbureauet om at sende alle oplysninger om de ydelser, som K. havde leveret til andre enheder end Technion, mens han var ansat på fuld tid af Technion.
7
Ved skrivelse af 19. juli 2010 indrømmede Kommissionen den ønskede forlængelse af fristen. Den præciserede ligeledes, at den ikke kunne udlevere kopier af de finansielle eller administrative dokumenter vedrørende de ydelser, som K. havde leveret til andre enheder end Technion (herefter »de omtvistede dokumenter«), da disse dokumenter var blevet fremlagt i forbindelse med finansielle revisioner, der ifølge de gældende kontraktbestemmelser var fortrolige. Kommissionen bekræftede dog, at den var i besiddelse af beviser for de ydelser, som K. havde leveret til andre enheder end Technion i revisionsperioden, og for hvilke der var opkrævet beløb i forbindelse med de projekter, der blev finansieret af EU.
8
Med skrivelse af 13. august 2010 anfægtede Technion Kommissionens afslag på af at fremsende de omtvistede dokumenter med den begrundelse, at ingen undtagelse i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) kunne begrunde et sådant afslag. Technion oplyste således, at institutionen fastholdt sin anmodning om aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Technion forhørte sig ligeledes om muligheden for at få delvis aktindsigt i de omtvistede dokumenter og præciserede desuden, at de i udkastet til revisionsberetning og i Kommissionens skrivelse af 19. juli 2010 nævnte aspekter ikke på fyldestgørende vis godtgjorde de forhold, som K. kritiseredes for.
9
Kommissionen svarede ved skrivelse af 4. oktober 2010. I denne skrivelse oplyste Kommissionen, at den, eftersom der var tale om projekter, som finansieredes af Unionen, og som Technion deltog i, og for hvilke der var blevet søgt beløb svarende til ydelser leveret af K. af andre enheder end Technion, kunne sende Technion en kopi af projektstyringsrapporterne (project management reports, herefter »PMR«) med den begrundelse, at de var udarbejdet af konsortier, som Technion var medlem af, og at Technion derfor var bekendt med indholdet af dem. Kommissionen vedhæftede kopier af PMR vedrørende projekterne Qualeg og Mosaica.
10
Kommissionen oplyste derimod, at dokumenter indhentet i forbindelse med revisioner foretaget hos medlemmer af andre konsortier vedrørende projekter, som Technion ikke deltog i, samt dokumenter indhentet i forbindelse med en undersøgelse var omfattet af undtagelsen i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision. Ifølge Kommissionen kunne en udbredelse af de omtvistede dokumenter skade undersøgelsen, som stadig pågik, ligesom den ville kunne berøre parternes interesser.
11
Kommissionen nævnte endvidere i sin skrivelse af 4. oktober 2010, at Technion havde mulighed for at genfremsætte en begæring om aktindsigt i de omtvistede dokumenter til Kommissionens generalsekretær.
12
Ved skrivelse af 18. oktober 2010 genfremsatte Technion en begæring om aktindsigt i de omtvistede dokumenter. I denne skrivelse bemærkede Technion bl.a., at meddelelsen af de omtvistede dokumenter – som det definerede som »de dokumenter, som revisionsbureauet baserede sig på, da det afviste alle udgifterne til betaling af [K.]« – ikke påvirkede afviklingen af nuværende eller fremtidige revisioner, men tværtimod gjorde det muligt for Technion at tydeliggøre oplysningerne i disse dokumenter og for Kommissionen at holde sig bedre orienteret om, hvordan de forskellige projekter var blevet udført. Technion spurgte igen Kommissionen, om det var muligt at opnå i det mindste en delvis aktindsigt i de omtvistede dokumenter.
13
I skrivelse af 19. oktober 2010 adresseret til Kommissionen understregede Technion, at Kommissionens holdning ikke gjorde det muligt for Technion at fremsætte bemærkninger til indholdet af de omtvistede dokumenter, på grundlag af hvilke det i udkastet til revisionsberetning foreslås, at beløbene i tilknytning til ydelser leveret af K. skulle afvises. Technion tilføjede, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremsendt i skrivelser af 19. juli og 4. oktober 2010, ikke tilstrækkeligt fyldestgørende godtgjorde de forhold, som K. kritiseres for.
14
Ved skrivelse af 26. oktober 2010 anerkendte Kommissionens Generalsekretariat modtagelsen af den genfremsatte begæring om aktindsigt i de omtvistede dokumenter og oplyste Technion om, at den ville besvare dets begæring inden for en frist på 14 dage.
15
Ved skrivelser af 18. november og 9. december 2010 meddelte Kommissionens Generalsekretariat, at den måtte udskyde den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte frist for besvarelse af begæringen om aktindsigt i de omtvistede dokumenter.
16
Med afgørelse af 30. juni 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«) bekræftede Kommissionens Generalsekretariat afslaget på aktindsigt i de omtvistede dokumenter.
17
Kommissionens generalsekretær tydeliggjorde for det første genstanden for begæringen om aktindsigt i de omtvistede dokumenter og konkluderede, at begæringen navnlig vedrørte dokumenter om andre enheder end Technion opnået og indhentet i forbindelse med undersøgelsen. Generalsekretæren oplyste, at Kommissionen på dette grundlag havde påvist 52 dokumenter af administrativ karakter fra tredjeparter indeholdende kontraktlige eller finansielle oplysninger, som bekræftede de forhold, som K. kritiseres for. Disse dokumenter, der stammer fra revisioner af disse andre enheder, udgør en del af de elementer, der har bidraget til revisionens konklusioner vedrørende Technion.
18
Kommissionens generalsekretær præciserede for det andet, at det var umuligt at beskrive de pågældende dokumenter uden at afsløre indholdet af dem.
19
Kommissionens generalsekretær bemærkede for det tredje, at alle de 52 dokumenter helt klart var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision. Udbredelse af disse dokumenter ville have skadet afviklingen af revisionerne og forhindret Kommissionen i at nå frem til konklusioner og eventuelt træffe passende opfølgende foranstaltninger.
20
Kommissionens generalsekretær oplyste for det fjerde, at de dokumenter, der var begæret aktindsigt i, ikke kunne afsløres, eftersom de indeholdt personoplysninger om K. og andre personer, heller ikke i henhold til undtagelsen i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet.
21
Kommissionens generalsekretær oplyste for det femte, at delvis aktindsigt i de pågældende dokumenter ikke var mulig, eftersom de i deres helhed var omfattet af de to ovennævnte undtagelser.
22
Endelig bemærkede Kommissionens generalsekretær for det sjette, at Technions interesse i at få aktindsigt i de omtvistede dokumenter var af privat karakter og således ikke kunne tages i betragtning i forbindelse med den analyse, der blev gennemført på grundlag af forordning nr. 1049/2001. Technion har ikke godtgjort, at der er tale om en offentlig interesse, som er vigtigere end den skade, udbredelse ville forårsage, og som derfor berettiger den pågældende udbredelse, og Kommissionen er heller ikke i besiddelse af oplysninger, der viser en sådan interesse. Kommissionens generalsekretær konkluderede således, at den fremherskende interesse bestod i at beskytte revisionen og alle de eventuelle opfølgende administrative skridt.
23
Ved skrivelse af 2. august 2011 informerede Kommissionen Technion om, at den bekræftede resultaterne af den gennemførte revision og anså denne for at være afsluttet. Den oplyste endvidere, at den ville foretage en tilpasning af de udgifter, der uberettiget var krævet refunderet, og at denne tilpasning ville kunne berøre fremtidige betalinger til Technion eller resultere i vedtagelsen af en indtægtsordre adresseret til Technion.
Retsforhandlinger og parternes påstande
24
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. september 2011 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.
25
Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. december 2011 og den 9. januar 2012 har Kongeriget Danmark og Republikken Finland anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgernes påstande.
26
Ved kendelse af 12. marts 2012 har formanden for Rettens Første Afdeling imødekommet ovennævnte anmodninger om at måtte intervenere.
27
Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor den 13. og den 30. april 2012 har henholdsvis Republikken Finland og Kongeriget Danmark oplyst Retten om, at de trak deres interventioner tilbage.
28
Ved kendelse afsagt af præsidenten for Rettens Første Afdeling den 21. juni 2012 blev Republikken Finland og Kongeriget Danmark slettet som intervenienter i den foreliggende sag.
29
På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 64, stillet parterne nogle skriftlige spørgsmål, som de har besvaret inden for den fastsatte frist.
30
Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 14. maj 2014.
31
De mundtlige retsforhandlinger blev afsluttet med afgørelse truffet af præsidenten for Rettens Første Afdeling den 13. juli 2014, efter at Kommissionen inden for den fastsatte frist havde fremlagt visse dokumenter, som Retten havde anmodet om under retsmødet; jf. procesreglementets artikel 64, og sagsøgerne havde fremsat bemærkninger til disse dokumenter.
32
Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
—
Den anfægtede afgørelse annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
33
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Sagen afvises for så vidt angår TRDF.
—
Sagen forkastes som ugrundet for så vidt angår Technion.
—
Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Søgsmålets formalitet for så vidt angår TRDF
34
Uden formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114 har Kommissionen gjort gældende, at søgsmålet må afvises for så vidt angår TRDF, da denne ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede afgørelse i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.
35
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det tilkommer Retten at vurdere, hvad der udgør god retspleje under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag (dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, Sml., EU:C:2002:118, præmis 50-52). I den foreliggende sag anser Retten det for hensigtsmæssigt først at tage stilling til sagens realitet.
Om realiteten
Indledende bemærkninger
36
Sagsøgerne har rejst fire anbringender til støtte for det foreliggende søgsmål. Det første anbringende vedrører Kommissionens manglende konkrete og individuelle undersøgelse af de anfægtede dokumenter. Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn anlagt af Kommissionen i forbindelse med anvendelse af de to undtagelser, der er blevet gjort gældende for at afvise aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen ikke har indrømmet delvis aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af Kommissionens manglende afvejning af de påberåbte undtagelser over for den offentlige interesse.
37
Det er hensigtsmæssigt først at undersøge de anbringender, der er rejst vedrørende anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision.
Om anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001
38
I første omgang undersøges de tre første annullationsanbringender. Det fjerde anbringende vil blive undersøgt i anden omgang.
– Om det første, det andet og det tredje anbringende om henholdsvis Kommissionens manglende konkrete og individuelle undersøgelse af de omtvistede dokumenter, det åbenbart urigtige skøn i forbindelse med anvendelsen af undtagelserne i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og manglende overholdelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001
39
I forbindelse med det første og det tredje anbringende har sagsøgerne kritiseret Kommissionen for ikke at have foretaget en konkret og individuel undersøgelse af de omtvistede dokumenter. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen ved at henvise til en kategori af dokumenter, nemlig de dokumenter, der indgår i en revision, snarere end til de konkrete oplysninger i de omtvistede dokumenter, ikke i tilstrækkelig grad har begrundet den anfægtede afgørelse. Konsekvensen af en manglende konkret og individuel undersøgelse af de omtvistede dokumenter er, at Kommissionen ikke har kunnet vurdere muligheden for at indrømme Technion delvis aktindsigt, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001.
40
I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at der i betragtningerne til den anfægtede afgørelse med henblik på at godtgøre, at udbredelse af de omtvistede dokumenter ville skade formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
41
Kommissionen har bestridt alle sagsøgernes argumenter.
42
Det skal understreges, at forordning nr. 1049/2001 fastlægger de principper, vilkår og begrænsninger, der gælder for retten til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner som fastlagt ved artikel 15 TEUF. Forordningens artikel 4, stk. 2, bestemmer:
»2. Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af:
[...]
—
formålet med inspektioner, undersøgelser og revision
medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.
[...]
6. Hvis kun dele af det ønskede dokument er omfattet af en undtagelse, skal den resterende del af dokumentet udleveres.«
43
Ifølge fast retspraksis skal undtagelserne fra aktindsigt fortolkes og anvendes strengt, således at anvendelsen af det generelle princip, der består i at give offentligheden den videst mulige aktindsigt i alle de dokumenter, som institutionerne er i besiddelse af, sikres (dom af 18.12.2007, Sverige mod Kommissionen, C-64/05 P, Sml., EU:C:2007:802, præmis 66, af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, Sml., EU:C:2008:374, præmis 36, og af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, Sml., EU:T:2006:190, præmis 84).
44
Ydermere præciseres det, at den undersøgelse, der kræves ved behandlingen af en begæring om aktindsigt i dokumenter, skal være konkret. For det første kan alene det forhold, at et dokument vedrører en interesse, der er beskyttet gennem en undtagelse, således ikke begrunde, at undtagelsen bringes i anvendelse (jf. dom af 13.4.2005, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, T-2/03, Sml., herefter »dom VKI«, EU:T:2005:125, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis). En sådan anvendelse kan i princippet kun begrundes, såfremt institutionen forud herfor dels har foretaget en vurdering af, om aktindsigt i dokumentet konkret og faktisk kunne skade den beskyttede interesse, dels såfremt der i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1049/2001, ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse, der kunne begrunde udbredelsen af det omhandlede dokument. For det andet skal risikoen for, at en beskyttet interesse skades, kunne forudses med en rimelig grad af sandsynlighed og ikke være rent hypotetisk (jf. dom VKI, EU:T:2005:125, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
45
Denne konkrete undersøgelse skal fremgå af beslutningens begrundelse (jf. dom VKI, nævnt i præmis 44 ovenfor, EU:T:2005:125, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
46
Denne konkrete undersøgelse skal desuden foretages for hvert enkelt af de dokumenter, der er omhandlet i begæringen. Således følger det af forordning nr. 1049/2001, at alle de undtagelser, der er nævnt i forordningens artikel 4, stk. 1-3, skal finde anvendelse på »et dokument« (dom VKI, nævnt i præmis 44 ovenfor, EU:T:2005:125, præmis 70).
47
En konkret og individuel undersøgelse af hvert enkelt dokument er ligeledes nødvendig, eftersom det selv i tilfælde, hvor det er åbenbart, at en begæring om aktindsigt omhandler dokumenter, der er omfattet af en undtagelse, alene er en sådan undersøgelse, der gør det muligt for institutionen at bedømme muligheden for at give den, der har indgivet begæring herom, delvis aktindsigt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 (dom af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, Sml., EU:T:2011:252, præmis 30).
48
Samtidig fremgår det af retspraksis, at der findes undtagelser fra den pågældende institutions forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse af de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, og dermed dens forpligtelse til at beskrive dem tilstrækkeligt præcist og fremlægge en udførlig begrundelse i forhold til indholdet af hvert enkelt af de pågældende dokumenter. Retten har bl.a. gentagne gange fastslået, at eftersom den konkrete og individuelle undersøgelse, som institutionen i princippet skal foretage ved besvarelsen af en begæring om aktindsigt fremsat på grundlag af forordning nr. 1049/2001, har til formål at give den pågældende institution mulighed for dels at bedømme, i hvilket omfang en undtagelse fra retten til aktindsigt finder anvendelse, dels at bedømme muligheden for delvis aktindsigt, er det muligt, at den nævnte undersøgelse ikke er nødvendig, når det som følge af de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde er åbenbart, at aktindsigten skal afslås eller derimod imødekommes. Dette kunne bl.a. være tilfældet, såfremt det var åbenbart, at visse dokumenter som helhed var omfattet af en undtagelse til retten til aktindsigt, eller når det derimod var åbenbart, at de var tilgængelige som helhed, eller endelig, når de allerede var blevet konkret og individuelt bedømt af Kommissionen under lignende omstændigheder (dom VKI, nævnt i præmis 44 ovenfor, EU:T:2005:125, præmis 75, samt dom af 12.9.2007, API mod Kommissionen, T-36/04, Sml., EU:T:2007:258, præmis 58, og af 9.9.2011, LPN mod Kommissionen, T-29/08, Sml., EU:T:2011:448, præmis 114).
49
Det følger heraf, at det i forbindelse med bedømmelsen af anbringenderne om tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 tilkommer Retten at kontrollere, om Kommissionen dels har foretaget en konkret og individuel undersøgelse af hvert af de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, dels har påvist, at de dokumenter, i forbindelse med hvilke aktindsigt afslås, rent faktisk var omfattet af undtagelsen i deres helhed (jf. i denne retning dom af 20.3.2014, Reagens mod Kommissionen, T-181/10, EU:T:2014:139, præmis 65).
50
Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at genstanden for begæringen om aktindsigt i de omtvistede dokumenter på grundlag af forordning nr. 1049/2001, sådan som den fremgår af det oprindelige svar (jf. præmis 9 ovenfor) og gentages i den anfægtede afgørelse, da den ikke er blevet anfægtet af Technion (jf. præmis 17 ovenfor), vedrørte dokumenter fra andre enheder end Technion, som vedrørte disse enheder, og som revisionsbureauet har lagt til grund for sin foreløbige konklusion i udkastet til revisionsberetning om, at de udgifter, som Technion havde krævet refunderet af Kommissionen for ydelser leveret af K., ikke var støtteberettigede. Som det bl.a. fremgår af skrivelsen af 19. oktober 2010, har Technion gjort gældende, at det afslag på aktindsigt i de pågældende dokumenter, institutionen har modtaget, ikke gjorde det muligt for denne at forsvare sine rettigheder i forbindelse med den kontradiktoriske revisionsprocedure.
51
Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelse følgende:
»Vi har på grundlag af begæringen om aktindsigt identificeret 52 dokumenter fra tredjeparter af administrativ karakter indeholdende kontraktoplysninger og/eller finansielle oplysninger, som bekræfter [K.’s] samtidige deltagelse i forskningsprojekter for andre juridiske enheder end Technion i de samme perioder, hvor han arbejdede på projekterne for Technion. Disse dokumenter, der stammer fra revision af disse andre enheder, udgør en del af de elementer, der har bidraget til konklusionerne på revisionen af Technion.«
52
Kommissionen anførte dernæst, at det i den foreliggende sag var umuligt at beskrive de omtvistede dokumenter uden at afsløre indholdet af dem. Den forklarede, at en detaljeret identifikation og beskrivelse af revisionsdokumenterne i den anfægtede afgørelse med henblik på at begrunde fortroligheden af deres indhold, for så vidt som Technions begæring vedrørte disse dokumenter, kunne skade revisionerne og dermed fratage de gældende undtagelser deres vigtige formål.
53
Kommissionen bekræftede dernæst, at de omtvistede dokumenter på dette tidspunkt helt klart var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 i deres helhed. Kommissionen mente således, at udbredelsen af disse dokumenter, der tilsammen indgik i de administrative revisionsakter, ville skade afviklingen af disse revisioner og forhindre Kommissionen i at nå frem til konklusioner og eventuelt træffe passende, opfølgende foranstaltninger.
54
Kommissionen præciserede nærmere bestemt, at udbredelsen af de omtvistede dokumenter kunne gøre det muligt for de berørte personer at hindre afviklingen af nævnte revisioner og vedtagelsen af passende opfølgende foranstaltninger. Den bemærkede endvidere, at denne udbredelse ville afsløre Kommissionens strategi for offentligheden og for de pågældende enheder, således at ikke blot de igangværende revisioner, men også andre undersøgelser og eventuelle opfølgende foranstaltninger ville blive ineffektive. Endelig understregede Kommissionen behovet for, at dens tjenestegrene kunne gennemføre uafhængige revisioner uden at blive udsat for eksternt pres.
55
Kommissionens konklusion, hvorefter de omtvistede dokumenter, 52 i alt ifølge dens undersøgelser, helt klart var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 i deres helhed, bør tages til følge.
56
For det første skal det fastslås, at Technion generelt og overordnet i henhold til forordning nr. 1049/2001 har begæret aktindsigt i dokumenter fra andre enheder, som vedrører disse enheder, og som revisionsbureauet har lagt til grund for sine foreløbige konklusioner i udkastet til revisionsberetning vedrørende realiteten af de udgifter, som Technion har krævet refunderet af Kommissionen for K.’s ydelser. Det følger således af selve begæringen om aktindsigt, at denne helt klart vedrørte dokumenter, der alle udgør en del af det administrative revisionsmateriale vedrørende Technion, og som derfor er omfattet af anvendelsesområdet for undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
57
For det andet skal det vedrørende spørgsmålet, om anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 var begrundet, bemærkes, at revisionen af Technion fortsat pågik på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget. Denne omstændighed øgede den forudsigelige risiko for, at udbredelsen til offentligheden af de omtvistede dokumenter ville skade formålene med revisionen, der i dette tilfælde bestod i at kontrollere behovet for og støtteberettigelsen af de udgifter, Technion havde krævet refunderet, og i sidste ende i at beskytte Unionens finansielle interesser. Som Kommissionen bemærkede i den anfægtede afgørelse, ville en sådan udbredelse udsætte revisionsbureauet og de kompetente tjenestegrene i Kommissionen for en åbenlys risiko for at blive udsat for eksternt pres, hvilket ville kunne skade effektiviteten af revisionen af Technion. En sådan udbredelse ville ligeledes kunne begrænse Kommissionens manøvremargin til at gennemføre supplerende revisioner og undersøgelser på grundlag af resultaterne af revisionen af Technion, når denne var afsluttet.
58
Det skal endvidere bemærkes, at revisionen for Kommissionen i henhold til artikel II.29 i de generelle betingelser i bilag II til kontrakterne Mosaica, Cocoon og Qualeg skal udføres på et fortroligt grundlag, hvilket, som parterne bekræftede i deres svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, betyder, at dokumenter og informationer, der stilles til revisionsbureauets rådighed, i henhold til denne bestemmelse ikke kan meddeles eller udbredes til parter, som ikke deltager i kontrakten. Det følger heraf, at udbredelsen af dokumenter på grundlag af forordning nr. 1049/2001 ville skade selve substansen i denne kontraktbestemmelse, da den ville give parter, som ikke er omfattet af kontrakten, dvs. den brede offentlighed, adgang til ovennævnte dokumenter.
59
Det følger af ovenstående betragtninger, at det under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, og som vedrører formuleringen af begæringen om aktindsigt, den omstændighed, at denne begæring vedrørte dokumenter, der indgik i det administrative revisionsmateriale vedrørende Technion, og den omstændighed, at denne revision fortsat pågik på tidspunktet for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, var berettiget, at Kommissionen uden at gennemføre en konkret og individuel undersøgelse af hvert enkelt af de omtvistede dokumenter fastslog, at aktindsigt i de pågældende dokumenter måtte afslås på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
60
For så vidt som det i den foreliggende sag var korrekt, at Kommissionen ikke gennemførte en konkret og individuel undersøgelse af de omtvistede dokumenter, følger det endvidere, at det ligeledes var med rette, at den fandt, at alle de pågældende dokumenter helt klart var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, og at der ikke ville kunne indrømmes delvis aktindsigt (jf. i denne retning og analogt dom LPN mod Kommissionen, præmis 48 ovenfor, EU:T:2011:448, præmis 127).
61
De argumenter, som sagsøgerne har fremført for Retten, sætter ikke spørgsmålstegn ved Kommissionens konklusion, hvorefter de omtvistede dokumenter helt klart alle var omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
62
For det første har sagsøgerne gjort gældende, at udbredelse af de omtvistede dokumenter ikke skadede afviklingen af revisionsproceduren og heller ikke formålene med denne, da oplysningerne i disse dokumenter blot var en konstatering af rene fakta. Der ville således ikke være tale om noget pres, nogen indflydelse eller nogen forhandling.
63
Dette argument må forkastes, da de omtvistede dokumenters faktuelle karakter ikke udelukker muligheden for, at der lægges pres på revisionsbureauet og Kommissionens tjenestegrene, og for, at der vil blive gjort forsøg på at påvirke deres adfærd. Som Kommissionen med rette har bemærket, ville undtagelsen vedrørende revisioner miste sin værdi, hvis sagsøgernes argument blev taget til følge, da revisioner i sagens natur går ud på at kontrollere faktuelle oplysninger. Den interesse, der beskyttes med denne undtagelse, er interessen i, at revisioner kan gennemføres uafhængigt og uden pres, uanset om dette pres stammer fra den reviderede enhed, andre berørte enheder eller den brede offentlighed.
64
For det andet har sagsøgerne med udgangspunkt i domme Franchet og Byk mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor (EU:T:2006:190, præmis 111 og 112), og Toland mod Parlamentet, nævnt i præmis 47 ovenfor (EU:T:2011:252, præmis 45), gjort gældende, at Kommissionens begrundelse om, at udbredelse af de omtvistede dokumenter risikerede at hindre afviklingen af fremtidige revisioner, resulterer i, at aktindsigten i de pågældende dokumenter gøres betinget af en tilfældig fremtidig eller eventuelt fjern begivenhed, der afhænger af de forskellige myndigheders hurtighed og omhu. Denne løsning er i strid med målet med aktindsigt, hvis formål er at give borgerne mulighed for mere effektivt at kontrollere lovligheden af den offentlige myndighedsudøvelse.
65
Det skal dog bemærkes, at revisionen af Technion i den foreliggende sag til forskel fra de sager, der gav anledning til domme Franchet og Byk mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor (EU:T:2006:190), og Toland mod Parlamentet, præmis 47 ovenfor (EU:T:2011:252), i hvilke undersøgelserne og revisionen var afsluttet på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen om afslag på aktindsigt, stadig pågik på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Udbredelsen af de omtvistede dokumenter kunne således skade ikke blot en eventuel opfølgning af den endelige beretning, der udgjorde afslutningen på den pågældende revision, men ligeledes den igangværende revision af Technion.
66
For det tredje kan sagsøgernes argument om, at udbredelsen af de omtvistede dokumenter ikke ville kunne skade revisionen af Technion, eftersom denne var ved at blive afsluttet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, heller ikke tages til følge. Det viste sig ganske vist, at revisionen blev afsluttet en måned og et par dage efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og at Kommissionen selv i den anfægtede afgørelse bemærkede, at revisionen nærmede sig sin afslutning. Det står dog fast, at den endelige beretning, som afslutter revisionen, endnu ikke var blevet vedtaget på datoen for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, og at det fortsat var muligt og tænkeligt, at der ville blive gennemført supplerende undersøgelser i forbindelse med denne revision. Det må således fastslås, at en udbredelse til offentligheden af de omtvistede dokumenter i henhold til forordning nr. 1049/2001 dels ville skabe en forudsigelig og reel risiko for, at effektiviteten af den igangværende revision af Technion ville blive berørt, dels begrænsede Kommissionens tjenestegrenes manøvremargin med hensyn til opfølgning af den vedtagne endelige beretning.
67
Henset til det ovenstående må de tre første annullationsanbringender forkastes.
– Om det fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af manglende afvejning af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, over for den offentlige interesse
68
Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for ikke at have afvejet undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forhold til den offentlige interesse, der berettiger udbredelsen af de omtvistede dokumenter, og for dermed at have tilsidesat proportionalitetsprincippet.
69
Sagsøgerne har bemærket, at Technion har en særlig interesse i at få mulighed for at fremsætte sine bemærkninger i forbindelse med en kontradiktorisk revisionsprocedure, men de andre enheder, der har deltaget i de pågældende projekter, har ligeledes interesse i at kontrollere lovligheden af de revisioner, der er foretaget af dem, og de eventuelle tilbagebetalinger, som Kommissionen har krævet.
70
Ifølge sagsøgerne er der også en offentlig interesse i udbredelsen af de omtvistede dokumenter, som vedrører revisionernes gennemsigtighed. Offentligheden har således interesse i at kontrollere, hvordan Kommissionen gennemfører sine revisioner, for at kunne kontrollere, at de foranstaltninger, der træffes til at rette op på de påståede mangler, er tilstrækkelige og passende. Gennemsigtighed er ligeledes ønskelig for at sætte Kommissionens medkontrahenter i stand til at indføre de procedurer, der er nødvendige for at opfylde de krav, som Kommissionen stiller.
71
Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er ubegrundet.
72
I henhold til artikel 4, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001 afslår EU-institutionerne at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af bl.a. formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, »medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet«.
73
Henset til sagsøgernes argumentation og til indholdet af artikel 4, stk. 2, tredje led, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001 tilkommer det Retten at kontrollere, om den anfægtede afgørelse, hvori det fastslås, at der ikke findes en mere tungtvejende offentlig interesse i henhold til ovennævnte bestemmelse, er velbegrundet.
74
I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 har »[e]nhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat«, ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter. Heraf følger, at denne forordning har til formål at sikre alle aktindsigt i dokumenter og ikke kun aktindsigt i dokumenter vedrørende den, der fremsætter begæringen (dom Franchet og Byk mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:T:2006:190, præmis 136).
75
Den særlige interesse, som den, der fremsætter begæring om aktindsigt i et dokument, som personligt vedrører denne, kan gøre gældende, kan ikke tages i betragtning som en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001 (jf. i denne retning dom Franchet og Byk mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:T:2006:190, præmis 137; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom Reagens mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, EU:T:2014:139, præmis 144).
76
I den foreliggende sag har sagsøgerne gentagne gange understreget behovet for, at Technion får aktindsigt i de omtvistede dokumenter, så institutionen effektivt kan gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med en kontradiktorisk revisionsprocedure. Denne interesse, som sagsøgerne har gjort gældende, er imidlertid en privat interesse, som Technion har, og er ikke relevant i forbindelse med afvejningen af de i artikel 4, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede interesser (jf. præmis 75 ovenfor). Selv hvis det blev lagt til grund, at Technion, som sagsøgerne har gjort gældende, havde ret til aktindsigt i de omtvistede dokumenter, er det derfor tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan ret ikke kan udøves specifikt ved anvendelse af de mekanismer for aktindsigt i dokumenter, der er indført ved forordning nr. 1049/2001 (jf. analogt hermed dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, Sml., EU:C:2007:75, præmis 48). I øvrigt skal det bemærkes, at Kommissionen ved sin skrivelse af 4. oktober 2010 (jf. præmis 9 ovenfor) individuelt og ikke på grundlag af forordning nr. 1049/2001 meddelte Technion PMR vedrørende projekterne Qualeg og Mosaica, idet den ligeledes fremlagde beviser for de forhold, som K. kritiseres for.
77
Henset til betragtningerne i præmis 76 ovenfor må det fastslås, at den interesse, som de andre enheder, der har deltaget i projekterne, har, og som sagsøgerne har gjort gældende (jf. præmis 69 ovenfor), ligeledes er en interesse af privat karakter.
78
Hvad endelig angår den interesse i revisionernes gennemsigtighed, som den brede offentlighed og Kommissionens medkontrahenter har, og som sagsøgerne i sidste ende har gjort gældende (jf. præmis 70 ovenfor), er der ganske vist tale om en offentlig interesse, for så vidt som den har en objektiv og generel karakter (jf. i denne retning dom Reagens mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, EU:T:2014:139, præmis 142). Under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, er interessen i gennemsigtighed dog ikke af så stor betydning, at den bør have forrang frem for interessen i at beskytte formålet med inspektioner, undersøgelser og revision.
79
Det skal i denne forbindelse først og fremmest understreges, at EU-lovgiver allerede har haft lejlighed til at fastslå, at offentlighedens interesse i at få udleveret et dokument i henhold til åbenhedsprincippet, som har til formål at give borgerne bedre mulighed for at deltage i beslutningsprocessen og at sikre, at forvaltningen nyder en større legitimitet, at den er mere effektiv, og at den gøres mere ansvarlig over for borgerne i et demokratisk system, imidlertid ikke kan tillægges samme vægt, når det drejer sig om et dokument, som vedrører en administrativ procedure, som når det drejer sig om et dokument, der vedrører en procedure i hvilken EU-institutionen optræder som lovgivende myndighed (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-139/07 P, Sml., EU:C:2010:376, præmis 60, og dom Reagens mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, EU:T:2014:139, præmis 140).
80
I den foreliggende sag indgår de omtvistede dokumenter imidlertid klart i en administrativ procedure, nemlig en revisionsprocedure.
81
Dernæst forudsættes det, hvis sagsøgernes argumentation om offentlighedens interesse i at kontrollere, hvordan Kommissionen gennemfører sine revisionsprocedurer (jf. præmis 70 ovenfor), skal være relevant, at de omtvistede dokumenter afspejler Kommissionens politik og generelle metode i forbindelse med revisioner og ikke specifikt vedrører en bestemt virksomhed. Dette er dog ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom de omtvistede dokumenter i henhold til selve begæringen om aktindsigt er dokumenter, der dokumenterer, at de personaleudgifter, som Technion har krævet refunderet i forbindelse med ydelser leveret af K., ikke svarer til de i kontrakten opstillede betingelser for støtteberettigelse.
82
Hvad endelig angår Kommissionens medkontrahenters interesse i revisionernes gennemsigtighed (jf. præmis 70 ovenfor) skal det, som Kommissionen med rette har anført, bemærkes, at de pågældende medkontrahenter som følge af kontraktforholdet med Kommissionen har mulighed for at få de nødvendige oplysninger af Kommissionen, så de kan opfylde de krav, denne stiller til dem.
83
Henset til de tre ovenstående betragtninger bør det i den foreliggende sag fastslås, at den interesse i revisionernes gennemsigtighed, som sagsøgerne har gjort gældende, ikke udgør en »mere tungtvejende offentlig interesse« som defineret i artikel 4, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001.
84
Henset til det ovenstående bør det fjerde annullationsanbringende forkastes.
85
Det må således fastslås, at Kommissionens anvendelse af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision ikke er behæftet med et urigtigt skøn. Det følger heraf, at eventuelle retlige fejl eller urigtige skøn begået af Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet under alle omstændigheder ikke har nogen indflydelse på lovligheden af den anfægtede afgørelse, og de fremsatte anbringender bør forkastes som uvirksomme, for så vidt som de vedrører anvendelsen af denne anden undtagelse.
86
Søgsmålet bør således forkastes i det hele, uden at det er nødigt at undersøge den manglende søgsmålsinteresse, som Kommissionen har gjort gældende.
Sagens omkostninger
87
Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstande herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1)
Europa-Kommissionen frifindes.
2)
Technion – Israel Institute of Technology og Technion Research & Development Foundation Ltd betaler sagens omkostninger.
Kanninen
Pelikánová
Buttigieg
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. maj 2015.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy