18.6.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 179/16
Appel iværksat den 28. marts 2011 af Bart Nijs til prøvelse af Personalerettens dom af 13. januar 2011 i sag F-77/09, Nijs mod Revisionsretten
(Sag T-184/11 P)
2011/C 179/29
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Bart Nijs (Bereldange, Luxembourg) (ved advokat F. Rollinger)
Den anden part i appelsagen: Revisonsretten for Den Europæiske Union
Appellantens påstande
—
Retten for EU-personalesagers dom af 13. januar 2011 ophæves.
—
Principalt: Den afgørelse, som Revisionsrettens ad hoc-udvalg traf den 15. januar 2009 om sagsøgerens fjernelse fra tjenesten med virkning fra den 1. februar 2009 uden nedsættelse af pensionen, annulleres.
—
Revisionsrettens afgørelse nr. 81-2007 af 20. september 2007 om at overføre myndighedsbeføjelser til et ad hoc-udvalg annulleres.
—
Alle forberedende afgørelser, som dette udvalg har truffet, navnlig afgørelserne af henholdsvis 22. oktober, 29. oktober og 23. november 2007 samt af 12. juni 2008 om at indlede en administrativ undersøgelse, annulleres.
—
Subsidiært: Såfremt Personaleretten ikke skulle give sagsøgeren medhold i dennes principale påstand, fastslås, at den sanktion, som Revisionsrettens ad hoc-udvalg pålagde sagsøgeren den 15. januar 2009 af ovennævnte grunde er alt for streng set i forhold til artikel 10 i tjenestemandsvedtægten.
—
Sagen hjemvises til ansættelsesmyndigheden i form af Revisionsretten i en anderledes sammensætning, med henblik på at denne, såfremt den finder det nødvendigt, træffer afgørelse om en sanktion, der i langt højere grad afspejler de faktiske omstændigheder.
—
Mere subsidiært, fastslås udtrykkeligt, at princippet om en rimelig sagsbehandlingstid ikke har været overholdt i det foreliggende tilfælde, således som det fremgår af ovennævnte, og der tages hensyn hertil ved fastsættelse af en eventuel sanktion.
—
Appellanten gives medhold i sine påstande i stævningen i første instans.
—
Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at godtgøre appellantens udgifter i denne sag.
—
Alle øvrige rettigheder forbeholdes appellanten, navnlig retten til at tage til genmæle overfor bemærkningerne i Revisionsrettens svarskrift.
—
Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.
—
Alle øvrige rettigheder, anbringender og retsskridt forbeholdes appellanten.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten fremsat ni anbringender.
1)
Med det første anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten ændrede tvistens genstand ved at fortolke appellantens bemærkninger under retsmødet som et afkald på hans påstand om annullation af afgørelse nr. 81-2007.
2)
Med det andet anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten forvanskede sagens faktiske omstændigheder i den appellerede doms præmis 40, 58 og 94.
3)
Med det tredje anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten forvanskede appellantens første anbringende, for så vidt som den ikke tog hensyn til de påberåbte bestemmelser, nemlig artikel 22a og 22b i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.
4)
Med det fjerde anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten undlod at anvende princippet om omvendt bevisbyrde.
5)
Med det femte anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten traf en uhensigtsmæssig juridisk afgørelse med hensyn til appellantens andet anbringende, og at den ikke drog konsekvenser af Generalsekretærens handlemåde i relation til artikel 11a i tjenestemandsvedtægten.
6)
Med det sjette anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten undlod at tage hensyn til, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
7)
Med det syvende anbringende gør appellanten gældende, at den tjenestemand, der forestod den disciplinære undersøgelse, var forudindtaget til skade for appellanten.
8)
Med det ottende anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten reelt ikke anvendte artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, idet Personaleretten afviste at kontrollere, om de faktiske omstændigheder og den efterfølgende sanktion står i et rimeligt forhold til hinanden.
9)
Med det niende anbringende gør appellanten gældende, at Personaleretten anvendte princippet om en rimelig frist urigtigt.
Full & Egal Universal Law Academy