12.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 331/22
Sag anlagt den 23. juni 2011 — Bulgarien mod Kommissionen
(Sag T-335/11)
2011/C 331/45
Processprog: bulgarsk
Parter
Sagsøger: Republikken Bulgarien (ved Tsvetko Ivanov og Elina Petranova)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagens genstand
Påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 15. april 2011 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under K(2011) 2517)
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 15. april 2011 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under K(2011) 2517 (1)) annulleres for så vidt som den vedrører Bulgarien, eller
—
Berigtigelsen på 10 % i forhold til udgifter afholdt i henhold til den generelle arealbetalingsordning for landbrugsudgifter for Den Europæiske Garantifond for Landbruget og berigtigelsen på 10 % inden for rammerne af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, punkt 2 (»forbedring af miljøet og landdistrikterne«) programmet for udvikling af landdistrikterne, nedsættes til 5 %.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført fire anbringender.
1) Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 31 i forordning (EF) nr. 1290/2005 (2)
For det første har Republikken Bulgarien anført, at Kommissionen ikke har bevist, at den har tilsidesat unionsbestemmelser. I den anfægtede afgørelse har Kommissionen foreslået en berigtigelse på 10 % i forhold til udgifter, der er afholdt i henhold til den generelle arealbetalingsordning, og udgifter afholdt under punkt 2 (»forbedring af miljøet og landdistrikterne«) i programmet for udvikling af landdistrikterne på grund af mangler ved LPIS-GIS’s funktionsmåde, som er kommet til udtryk i en manglende evne til at gennemføre centrale kontroller, hvilket påviser alvorlige mangler ved kontrolsystemet, der endvidere har medført en stor risiko for at fonden lider væsentlige tab. Der foreslås desuden en berigtigelse på 5 % for udbetaling af direkte betalinger på grund af denne mangel i LPIS-GIS’s funktionsmåde. Sagsøgeren har fremlagt en række fakta og oplysninger om den gennemførte statslige modkontrol og kontrol på stedet og som efter dens opfattelse modbeviser Kommissionens redegørelse.
For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ved udmålingen af de beløb, der udelukkes fra finansieringen, ikke har bedømt naturen og alvorligheden af tilsidesættelsen af disse bestemmelser rigtigt. I denne sammenhæng har sagsøgeren gjort gældende, at de centrale kontroller sågar var blevet gennemført mere fuldstændigt og i større omfang end, det der er krævet efter de gældende retsforskrifter, og at Kommissionens konklusion, at en sådan kontrol manglede, ikke afspejler den faktiske tilstand af kontrolsystemerne i Republikken Bulgarien.
For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at faren for, at EU-budgettet lider skade, ikke er blevet rigtigt bedømt. Den er af den opfattelse, at Kommissionen har begået en fejl i forbindelse med de finansielle følger af en tilsidesættelse af EU-forskrifterne og har i den forbindelse påberåbt sig forligsorganets endelige rapport i sag 10/BG/442, hvori der udtrykkeligt henvises til, at de bulgarske myndigheder har udført en kontrol på stedet af permanente græsarealer på 100 %.
2) Andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Sagsøgeren er af den opfattelse, at den finansielle berigtigelse skal stå i forhold til de fastslåede uregelmæssigheder og risikoen for EU-budgettet i henhold til artikel 31, stk. 2, i forordning nr. 1290/2005 og de af Retten opstillede betingelser, om at berigtigelsens størrelse entydigt skal knyttes til Unionens sandsynlige tab. Den i det foreliggende tilfælde fastsatte berigtigelse går ud over, hvad der er egnet og nødvendigt for at opnå formålet med proceduren for regnskabsafslutning, hvorfor den bør nedsættes.
3) Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om retssikkerhed, da den ikke har overholdt de retningslinier, som den selv har opstillet i dokument nr. VI/5330/97 (3). Da de bulgarske myndigheder har gennemført centrale kontroller, burde Kommissionen på grundlag af disse dokumenter have fastsat berigtigelsen af udgifter afholdt i henhold til den generelle arealbetalingsordning og udgifterne afholdt under punkt 2 (»forbedring af miljøet og landdistrikterne«) i programmet for udvikling af landdistrikterne til 5 % i stedet for 10 %.
Desuden forudser de bestemmelser, som Kommissionen påberåber sig for at opstille tre regler, som den påstår at Republikken Bulgarien ikke har opfyldt, visse forpligtelser for medlemsstaterne, som ikke svarer til de regler, der er anført i den formelle meddelelse. To ud af de tre nævnte regler er ifølge sagsøgeren ikke blot ikke udtrykkeligt nævnt i den gældende forordning, men der er desuden heller ingen klare vurderingskriterier for deres anvendelse. For så vidt angår den tredje regel er der ingen klare vurderingskriterier for dens anvendelse. Republikken Bulgarien har gjort gældende, at den har opfyldt betingelserne i artikel 26 i forordning nr. 796/2007 (4).
4) Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF
Med den anfægtede afgørelse er Republikken Bulgariens udgifter for et beløb på 24 543 106,87 EUR blevet udelukket fra EU-finansiering. Republikken Bulgarien har, henset til de negative følger af den trufne afgørelse for landet, en stærk interesse i at få en ordentlig begrundet begrundelse fra Kommissionen om grundlaget for fastsættelsen af den finansielle berigtigelse. Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke tilstrækkeligt klart og tydeligt har fremlagt begrundelsen for fastsættelsen af berigtigelsen og dermed i den anfægtede afgørelse ikke har opfyldt sin begrundelsespligt i forhold til Republikken Bulgarien.
(1) EUT L 102, s. 33
(2) Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21.6.2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).
(3) Retningslinjer om beregningen af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om afslutning af regnskaberne for EUGFL, Garantisektionen.
(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21.4.2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 18).
Full & Egal Universal Law Academy