19.11.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 340/27
Sag anlagt den 9. september 2011 — Technion — Israel Institute of Technology og Technion Research & Development mod Kommissionen
(Sag T-480/11)
2011/C 340/55
Processprog: fransk
Parter
Sagsøgere: Technion — Israel Institute of Technology (Haifa, Israel) og Technion Research & Development Foundation Ltd (Haifa) (ved advokaterne D. Grisay og D. Piccininno)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
—
Stævningen med påstand om annullation med hjemmel i artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, antages til behandling
—
Stævningen fremmes til realitetsbehandling
—
Sagsøgeren gives medhold i sagen, og:
—
det fastslås, at Kommissionen ikke har udført en konkret og individuel undersøgelse af de dokumenter, der er omhandlet i begæringen om aktindsigt
—
det fastslås, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001
—
det fastlås, at Kommissionen har tilsidesat retten til delvis aktindsigt i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001
—
det fastlås, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet, som følge af den manglende afvejning af de påberåbte undtagelser over for den offentlige interesse
—
Europa-Kommissionens Generalsekretariats afgørelse af 30. juni 2011 annulleres på denne baggrund
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.
1)
Det første anbringende vedrører den manglende konkrete og individuelle undersøgelse af de dokumenter, der er omhandlet i begæringen om aktindsigt, og som følge heraf en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse, for så vidt som Kommissionen henviste til en kategori af dokumenter (dokumenter, omfattet af en revision) frem for at henvise til de konkrete oplysninger i disse dokumenter.
2)
Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med anvendelsen af undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 (1):
—
idet Kommissionen fandt, at udbredelsen af de dokumenter, der er omhandlet i aktindsigtsbegæringen, ville hindre gennemførelsen af revisionerne, hvorimod i) revisionsprocessen udelukkende har til formål at efterprøve, om omkostningerne til udførelsen af en kontrakt er støtteberettigede, og ii) oplysningerne i de dokumenter, der er fremsat begæring om, har en rent faktuelt karakter,
—
idet Kommissionen fandt, at udbredelsen af de dokumenter, der er fremsat begæring om, kan være til skade for beskyttelsen af individets privatliv og integritetet, medens sagsøgerne havde behov for at være i besiddelse af disse dokumenter med henblik på at gøre deres rettigheder gældende i forbindelse med revisionens kontradiktoriske procedure.
3)
Det tredje anbringende vedrører manglende overholdelse af retten til delvis aktindsigt i de dokumenter, der er fremsat begæring om i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen afslog, at der kunne foretages en konkret og individuel undersøgelse af de dokumenter, der er fremsat aktindsigtsbegæring om.
4)
Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse proportionalitetsprincippet som følge af manglende afvejning af de påberåbte undtagelser over for den offentlige interesse, for så vidt som det er i offentlighedens interesse at muliggøre, at offentligheden kan efterprøve, hvorledes Kommissionen gennemfører revisionsprocedurerne, og at give kontrahenterne oplysninger om de procedurer, der skal iværksættes med henblik på at opfylde de formelle krav.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).
Full & Egal Universal Law Academy