11.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 39/15
Appel iværksat den 22. november 2011 af Christos Michail til prøvelse af Personalerettens dom af 13. september 2011 i sag F-100/09, Michail mod Kommissionen
(Sag T-597/11 P)
2012/C 39/32
Processprog: græsk
Parter
Appellant: Christos Michail (Bruxelles, Belgien) (ved advokat Ch. Meidanis)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellantens påstande
—
Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold i sagen.
—
Personalerettens dom af 13. september 2011 i sag F-100/09, Michail mod Kommissionen, ophæves.
—
Appellanten tilkendes en erstatning på 30 000 EUR.
—
Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten gør gældende, at Personaleretten i den anfægtede dom traf en urigtig afgørelse i det søgsmål, som han havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, hvori den afslog hans anmodning om bistand i henhold til personalevedtægtens artikel 24 (herefter »vedtægten«) og af Kommissionens afslag af 14. september 2009 på den klage, som han havde indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.
Appellanten gør nærmere bestemt gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af hans processuelle rettigheder samt en tilsidesættelse af EU-retten, for så vidt som Personaleretten for det første, idet den foretog en fejlagtig bevisbedømmelse, fuldstændigt og med urette undlod at efterprøve, om beviserne var opnået på ulovlig vis, eftersom Kommissionen havde ændret appellantens tjenesteordning, uden at der forinden var blevet truffet en administrativ afgørelse vedrørende denne ændring. Appellanten gør for det andet gældende, at Personaleretten hverken tog hensyn til principperne vedrørende bevisfremskaffelse og bevisbyrde, eftersom den — uagtet at appellanten havde fremlagt det dokument, der viste, at ændringen af tjenesteordningen var ulovlig — på intet tidspunkt under sagen anmodede Kommissionen om at fremlægge beviser for det modsatte, hvilket den burde have gjort ifølge procesreglementets artikel 54. Appellanten gør for det tredje gældende, at Personaleretten hverken undersøgte hans faktiske tjenesteordning, der fremgik af Sysper og Sysper 2-systemerne, eller det retlige grundlag for indholdet i disse systemer og det indtryk af ham, der fulgte heraf, med henblik på at godtgøre, om sidstnævnte udgjorde psykisk chikane til skade for ham og en forvanskning af beviserne.
Full & Egal Universal Law Academy