11.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 39/18
Sag anlagt den 2. december 2011 — GFKL Financial Services mod Kommissionen
(Sag T-620/11)
2012/C 39/35
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: GFKL Financial Services AG (Essen, Tyskland) (ved advokaterne M. Schweda, S. Schultes-Schnitzlein, J. Eggers og M. Knebelsberger)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 meddelt under K(2011) 275 (EUT L 235, s. 26) i en procedure om Tysklands statsstøtte C 7/10 (ex CP 250/2009 og NN 5/2010) »KStG, Sanierungsklausel« annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige anført følgende anbringender.
1)
Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF: Saneringsklausulen er ikke nogen selektiv foranstaltning
—
Ifølge sagsøgeren lægger Kommissionen en urigtig forståelse af tysk selskabsskattelovgivning til grund for sin afgørelse. Den fastlægger især det relevante referencesystem urigtigt. Den går fejlagtigt ud fra, at undtagelsesbestemmelsen i § 8c, stk. 1, i den tyske lov om selskabsskat (»KStG«), hvorefter i sig selv overførbare tab bortfalder i bestemte tilfælde af virksomhedserhvervelse, er en del af referencesystemet. Denne forskrift skulle angiveligt være en fravigelse fra referencesystemet. Referencesystemet består i den generelle mulighed for at overføre tab til kommende skatteår. Dette fremgår ikke mindst af det (forfatningsretlige) objektive nettoprincip.
—
Saneringsklausulen er ifølge sagsøgeren en generel skattepolitisk foranstaltning, der ikke medfører selektive fordele, idet den ikke begunstiger bestemte virksomheder eller produktioner, og den behandler derfor ikke virksomhedsdeltagere, der i forhold til skattesystemet befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, forskelligt.
—
Saneringsklausulen kan endelig også begrundes med det tyske skattesystems indre opbygning, idet den bidrager til overholdelse af grundlæggende principper i den tyske selskabsret (bl.a. princippet om udligning mellem perioder), som følger direkte af den tyske grundlov.
2)
Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF: ingen fordel draget af statsmidler
Sagsøgeren har i den forbindelse gjort gældende, at der ikke er draget fordel af statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF gennem den ved saneringsklausulens givne ret til overførsel af tab, idet saneringsklausulen ikke giver en formuefordel, men kun undlader at ændre et allerede bestående formueforhold.
3)
Tilsidesættelse af begrundelsespligten
Sagsøgeren har på dette punkt gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter væsentlige formforskrifter. Det er sagsøgerens opfattelse, at der mangler en verificerbar begrundelse for det referencesystem, som Kommissionen har lagt til grund. Dertil kommer, at det store antal fejlvurderinger, som Kommissionen har foretaget ved dens bedømmelse af den relevante tyske selskabsret, samlet set har ført til, at Kommissionens afgørende betragtninger ikke længere fremgår. Sagsøgeren har gjort gældende, at de faktiske og retlige omstændigheder, på hvilke Kommissionen har støttet sin opfattelse om, at saneringsklausulen udgør statsstøtte, ikke kan udledes af afgørelsen.
4)
Tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning
I denne forbindelse har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse også er retsstridig, i det omfang den kræver en øjeblikkelig og effektiv tilbagebetaling af den (angivelige) støtte uden at tillade Tyskland at tage hensyn til de begunstigedes forudgående berettigede forventninger til begunstigelsen. Den anfægtede afgørelse tilsidesætter for så vidt det uskrevne EU-retlige princip om den berettigede forventning.
Full & Egal Universal Law Academy