7.9.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 260/12
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 18. juli 2013 — AES-3C MARITZA EAST 1 EOOD mod »Direktor na Direktsia Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Plovdiv — Bulgarien)
(Sag C-124/12) (1)
(Merværdiafgift - direktiv 2006/112/EF - artikel 168, litra a), og artikel 176 - ret til fradrag - udgifter til anskaffelse af goder og tjenesteydelser bestemt for personale - personale stillet til rådighed for den afgiftspligtige person, der gør fradragsretten gældende, men beskæftiget af en anden afgiftspligtig person)
2013/C 260/21
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen sad Plovdiv
Parter i hovedsagen
Sagsøger: AES-3C MARITZA EAST 1 EOOD
Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Plovdiv — fortolkning af artikel 168, litra a), og artikel 176 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1) — anvendelsesområder — begrænsning af retten til fradrag for indgående moms — selskab, der ikke har eget personale, men som lejer arbejdstagere på fuld tid gennem en kontrakt om tilrådighedsstillelse af personale, der er ansat i et andet selskab — nægtelse af ret til fradrag for moms i forbindelse med erhvervelse af befordringsydelser, arbejdsbeklædning og beskyttelsesudstyr til arbejdstagerne samt for udgifter til arbejdstagernes tjenesterejser begrundet i, at tjenesteydelserne ydes uden vederlag til fysiske personer, der arbejder for selskabet uden at være ansat af selskabet
Konklusion
1)
Artikel 168, litra a), og artikel 176, stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig, som afholder udgifter til transportydelser, arbejdsbeklædning, beskyttelsesudstyr og tjenesterejser for personer, som arbejder for denne afgiftspligtige, ikke har ret til at fradrage den merværdiafgift, der er forbundet med disse udgifter, med den begrundelse, at de pågældende personer er stillet til rådighed for den afgiftspligtige af en anden enhed, og således ikke kan anses for en del af den afgiftspligtiges personale i denne lovgivnings forstand, skønt de pågældende udgifter kan betragtes som havende en direkte og umiddelbar forbindelse med de generalomkostninger, der er knyttet til hele den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed.
2)
Artikel 176, stk. 2, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat på tidspunktet for dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union indfører en begrænsning af fradragsretten i henhold til en national lovbestemmelse, som udelukker ret til fradrag for goder og tjenesteydelser bestemt til vederlagsfri levering af goder eller ydelser eller til aktiviteter, der er den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed uvedkommende, skønt en sådan udelukkelse ikke var fastsat i den nationale lovgivning, som var gældende frem til denne tiltrædelsesdato.
Det påhviler den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten. I tilfælde af, at en sådan fortolkning viser sig at være umulig, skal den nationale ret undlade at anvende disse bestemmelser som værende uforenelige med artikel 176, stk. 2, i direktiv 2006/112.
(1) EUT C 151 af 26.5.2012.
Full & Egal Universal Law Academy