23.11.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 344/31
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2013 — straffesagerne mod Gjoko Filev og Adnan Osmani (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Laufen — Tyskland)
(Sag C-297/12) (1)
(Område for frihed, sikkerhed og retfærdighed - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - direktiv 2008/115/EF - artikel 11, stk. 2 - afgørelse om tilbagesendelse ledsaget af et indrejseforbud - varighed af indrejseforbud begrænset til i princippet fem år - national lovgivning, som foreskriver tidsubegrænset indrejseforbud i fravær af en begæring om begrænsning - artikel 2, stk. 2, litra b) - tredjelandsstatsborgere, der er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller følge af en strafferetlig sanktion - ikke anvendelse af direktivet)
2013/C 344/53
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Amtsgericht Laufen
Parter i straffesagen
Gjoko Filev og Adnan Osmani
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Amtsgericht Laufen — fortolkning af artikel 2, stk. 2, litra b), og artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348, s. 98) — forbud mod indrejse på det nationale område i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse — maksimal varighed af dette forbud — national ordning, der fastsætter et tidsubegrænset forbud mod indrejse på det nationale område for udlændinge, der har været genstand for en afgørelse om udsendelse, og som fastsætter overtrædelsen af dette forbud med bøde eller fængselsstraf op til tre år — for sen gennemførelse af direktivet — den direkte virkning af disse bestemmelser — mulighed for i henhold til den nationale ordning at anmode om at begrænse forbuddets tidsmæssige udstrækning — indrejseforbuddet i dette tilfælde begrænset til en periode på fem år, på betingelse af at der ikke foreligger en strafferetlig domfældelse eller en trussel — tredjelandssstatsborgere, der har været genstand for en afgørelse om udsendelse i mere end fem år
Konklusion
1)
Artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse såsom § 11, stk. 1, i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om udlændinges ophold, erhvervsmæssige beskæftigelse og integration på forbundsområdet), der gør begrænsning af varigheden af et indrejseforbud betinget af, at den berørte tredjelandsstatsborger indgiver en begæring med henblik på at opnå en sådan begrænsning.
2)
Artikel 11, stk. 2, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en overtrædelse af et forbud mod indrejse og ophold på en medlemsstats område, som er udstedt mere end fem år enten før tidspunktet for den berørte tredjelandsstatsborgers genindrejse på området eller før ikrafttrædelsen af den nationale lovgivning, hvorved dette direktiv er gennemført, medfører en strafferetlig sanktion, medmindre denne statsborger udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.
3)
Direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en udvisnings- eller udsendelsesforanstaltning, som en medlemsstat har truffet fem år eller mere forud for perioden mellem det tidspunkt, hvor dette direktiv skulle have været gennemført, og det tidspunkt, hvor denne gennemførelse fandt sted, efterfølgende på ny kan udgøre grundlag for en strafferetlig forfølgning, når denne foranstaltning var baseret på en strafferetlig sanktion i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra b), og når denne medlemsstat har gjort brug af den ved denne bestemmelse fastsatte mulighed.
(1) EUT C 250 af 18.8.2012.
Full & Egal Universal Law Academy