29.3.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 93/9
Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 23. januar 2014 — X BV mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden — Nederlandene)
(Sag C-380/12) (1)
(Toldpositioner - blegejord - kapitel 25 i den kombinerede nomenklatur - toldposition 2508 - begrebet »varer, der er slemmet« - fjernelse af urenheder uden at ændre produktets struktur - kapitel 38 i den kombinerede nomenklatur - toldposition 3802)
2014/C 93/14
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hoge Raad der Nederlanden
Parter i hovedsagen
Sagsøger: X BV
Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hoge Raad der Nederlanden — den fælles toldtarif — tarifering af varer — blegejord — tarifering i den kombinerede nomenklaturs underposition 2508 40 00 eller underposition 3802 90 00 — begrebet »fjernelse af urenheder« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bestemmelse 1 til kapitel 25 i den kombinerede nomenklatur
Konklusion
1)
Begrebet »fjernelse af urenheder« i bestemmelse 1 til kapitel 25 i den kombinerede nomenklatur, der fremgår af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17. oktober 2006, skal fortolkes således, at det omfatter udtrækning af kemiske partikler af et mineralprodukt i rå tilstand, som under naturlige betingelser er optaget heri, i den udstrækning denne fjernelse forbedrer produkternes mulighed for at opfylde den bestemmelse, der er uløseligt forbundet med dem, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge.
2)
Bestemmelse 1 til kapitel 25 i den kombinerede nomenklatur, der fremgår af bilag I til forordning nr. 2658/87, som ændret ved forordning nr. 1549/2006, skal fortolkes således, at produkter, der har været underkastet en behandling, som indebærer anvendelsen af kemikalier, og som medfører fjernelsen af urenheder, kun kan tariferes i position 2508 i den kombinerede nomenklatur, hvis den pågældende behandling ikke har ændret deres overfladestruktur, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
(1) EUT C 303 af 6.10.2012.
Full & Egal Universal Law Academy