FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. Sharpston
fremsat den 30. maj 2013 ( 1 )
Sag C-40/12 P
Gascogne Sack Deutschland GmbH, tidligere Sachsa Verpackung GmbH
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — konkurrence — kartel — sektoren for industrisække af plastik — bøder — Rettens tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist«
Forord
1.
Den 16. november 2011 afsagde Retten tre særskilte domme ( 2 ), hvorved den ikke gav medhold i tre særskilte påstande om annullation af Kommissionens beslutning i sag COMP/38354 – Industrisække ( 3 ). I denne beslutning fastslog Kommissionen, at der var begået en alvorlig, langvarig overtrædelse af den daværende artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF), og pålagde en række datterselskaber og deres respektive moderselskaber store bøder. Dette er den ene af tre appeller til prøvelse af Rettens domme ( 4 ).
2.
Med disse appeller rejses der dels nye konkurrenceretlige spørgsmål, dels fremsættes det klagepunkt, at Retten ikke pådømte de sager, den var blevet forelagt, inden for en rimelig frist. Derfor påhviler det tydeligvis Domstolen at forsøge at behandle appellerne hurtigt. For at imødekomme dette krav og samtidig tage hensyn til behovet for at afsætte tilstrækkelig tid til oversættelse har jeg opdelt de spørgsmål, jeg skal behandle, på de tre forslag til afgørelse således:
3.
De vigtigste lovbestemmelser findes i punkt 6-32 i dette forslag til afgørelse sammen med en beskrivelse af kartellet, den procedure, der ledte op til Kommissionens beslutning, og de pålagte bøder. Da de fremførte argumenter med hensyn til de omstændigheder, hvorunder moderselskaber er ansvarlige, eller ikke ansvarlige, for datterselskabers adfærd, når de ejer 100% af disse datterselskaber, afviger en smule fra appelsag til appelsag, behandles dette spørgsmål i alle tre forslag til afgørelse. Min analyse af spørgsmålene i forbindelse med anbringendet om, at sagen for Retten ikke blev pådømt inden for en rimelig frist (navnlig kriterierne for afgørelsen af, hvorvidt der har været en uforholdsmæssig stor forsinkelse, og hvilke retsmidler der findes til afhjælpning, hvis dette er tilfældet), er indeholdt i punkt 70-150 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen ( 5 ). I de respektive forslag til afgørelse, der behandler hver enkelt appel, behandles naturligvis de detaljerede argumenter, som de enkelte appellanter har fremsat vedrørende (eksempelvis) begrundelsernes tilstrækkelighed i Rettens domme ( 6 ).
Indledning
4.
Denne sag rejser to vigtige spørgsmål. Det første drejer sig om, hvordan bøderne skal udmåles, når et 100% ejet datterselskab overtræder konkurrencereglerne, og denne overtrædelse tilregnes moderselskabet på grundlag af solidarisk ansvar.
5.
Det andet drejer sig om retten til en retfærdig rettergang, der er sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«) ( 7 ). De centrale spørgsmål er her, hvad der er en »rimelig tidsfrist« som omhandlet i chartrets artikel 47, og hvad der er det korrekte retsmiddel, såfremt Retten ikke har pådømt sagen inden for denne tidsfrist.
Lovgivning
Den europæiske menneskerettighedskonvention
6.
I henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, har alle ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol. I henhold til artikel 13 skal der være adgang til effektive retsmidler, såfremt rettigheder garanteret af EMRK er blevet krænket. Såfremt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) i en sag for denne domstol finder, at der er sket en krænkelse af EMRK, kan den i henhold til artikel 41 tilkende den forurettede part passende erstatning (der findes ikke nogen udtrykkelig tilsvarende bestemmelse vedrørende Domstolen).
Grundlæggende rettigheder
7.
Chartrets artikel 41 sikrer, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer og agenturer.
8.
Chartrets artikel 47 har overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«. Den fastsætter bl.a. følgende:
»Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. […]«
9.
Chartrets artikel 48 garanterer uskyldsformodningen og retten til et forsvar. En lignende garanti findes i EMRK’s artikel 6, stk. 2.
10.
Chartrets artikel 51, stk. 1, fastsætter:
»Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. De respekterer derfor rettighederne, overholder principperne og fremmer anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer.«
11.
Chartrets artikel 52, stk. 3, fastsætter, at de rettigheder, der er sikret ved chartret, fortolkes på samme måde som de tilsvarende rettigheder, der er fastlagt i EMRK.
Traktatbestemmelser
TEU
12.
Artikel 19, stk. 1, TEU pålægger Domstolen som institution (som således omfatter Domstolen, Retten og alle specialretter) en generel forpligtelse til at »sikre[…] overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne«. Det kræves således, at medlemsstaterne »tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«.
TEUF
13.
Artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) forbyder virksomheder at deltage i aftaler, vedtagelser og alle former for samordnet praksis, der forhindrer, begrænser eller fordrejer konkurrence i det indre marked.
14.
Artikel 261 TEUF bestemmer:
»Forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab eller af Rådet i henhold til denne traktats bestemmelser kan tillægge Domstolen fuld prøvelsesret vedrørende de i disse forordninger omhandlede sanktioner.«
15.
Mere generelt giver artikel 263 TEUF Domstolen kompetence til at prøve lovligheden af retsakter vedtaget af institutionerne, herunder Kommissionen, »under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af denne traktat eller af retsregler vedrørende dens gennemførelse samt af magtfordrejning«.
Bøder i konkurrenceretten
16.
29., 33. og 37. betragtning til forordning nr. 1/2003 ( 8 ) fastsætter følgende:
»(29)
Det bør ved bøder og tvangsbøder kunne sikres, at traktatens artikel 81 og 82 samt de forpligtelser, der pålægges virksomheder og virksomhedssammenslutninger i henhold til nærværende forordning, overholdes.
[…]
(33)
Eftersom alle beslutninger, truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, er undergivet Domstolens kontrol på de i traktaten fastsatte betingelser, bør Domstolen i henhold til artikel 229 [nu artikel 261 TEUF] gives fuld prøvelsesret vedrørende beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger bøder eller tvangsbøder.
[…]
(37)
I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. [chartret] anerkender. Forordningen bør følgelig fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.«
17.
Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ( 9 ) fastsætter, at såfremt en virksomhed overtræder artikel 101 TEUF:
»[kan] Kommissionen […] ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder […] Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår« (herefter »loftet på 10%«).
18.
Denne bestemmelse fortolkes på en bestemt måde af Den Europæiske Unions retsinstanser. Ordene »den samlede omsætning« i artikel 23, stk. 2, betyder den verdensomspændende omsætning i en virksomhedskoncern, der anses for at være en »virksomhed« som omhandlet i denne bestemmelse, dvs. alle virksomhedens dele under ét ( 10 ). Ordene »foregående regnskabsår« fortolkes som det regnskabsår, der gik forud for Kommissionens beslutning ( 11 ). Dette år udgør derfor udgangspunktet for beregningen af loftet på 10%.
19.
Artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 fastsætter, at der »[v]ed fastlæggelse af bødens størrelse skal […] tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed«.
20.
Artikel 31 i forordning nr. 1/2003 bestemmer: »Domstolen har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved Kommissionen fastsætter en bøde eller en tvangsbøde. Den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pågældende bøde eller tvangsbøde.«
21.
Desuden var Kommissionens retningslinjer af 1998 gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder ( 12 ). Præamblen til disse retningslinjer fastslår bl.a.:
»Formålet med de principper, der fastlægges i disse retningslinjer, er at sikre gennemsigtighed og objektivitet i forbindelse med Kommissionens beslutninger, både i forhold til virksomhederne og i forhold til Domstolen, og samtidig fastholde den skønsbeføjelse, som de pågældende retsforskrifter giver Kommissionen til at fastsætte bøder på indtil 10% af virksomhedernes samlede omsætning. Denne beføjelse bør imidlertid udøves som led i en sammenhængende og ikke-diskriminerende politik, der er tilpasset de mål, der forfølges ved bekæmpelsen af overtrædelser af konkurrencereglerne.
Den nye metode til beregning af en bødes størrelse vil fremover følge følgende model, der bygger på fastsættelsen af et grundbeløb, som kan forhøjes i tilfælde af skærpende omstændigheder og nedsættes i tilfælde af formildende omstændigheder.«
22.
Ifølge punkt 1 i Kommissionens retningslinjer af 1998 fastsættes grundbeløbet på grundlag af overtrædelsens grovhed og varighed, der er de eneste kriterier, der er anført i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.
Den anfægtede beslutning
Kartellet
23.
Den anfægtede beslutning var rettet til 25 virksomheder, herunder Groupe Gascogne og dets datterselskab Gascogne Sack Deutschland (hvis navn var Sachsa Verpackung GmbH, da beslutningen blev vedtaget, herefter »GSD«) samt Kendrion ( 13 ).
24.
Holdingselskabet Gascogne Deutschland GmbH ejer 90% af GSD. De resterende 10% ejes af Groupe Gascogne, som ejer 100% af kapitalen i Gascogne Deutschland GmbH. GSD fremstiller papirsække (som ikke er genstand for den anfægtede beslutning) og plastiksække.
25.
I november 2001 underrettede koncernen British Polythene Industries PLC (herefter »BPI«) Kommissionen om, at der eksisterede et kartel inden for sektoren for industrisække, og udtrykte ønske om at samarbejde med Kommissionen i henhold til meddelelsen fra 1996 om bødefritagelse og nedsættelse af bøder i kartelsager ( 14 ). BPI skaffede Kommissionen bevismateriale, som satte den i stand til at foretage undersøgelser i juni 2002.
26.
Kartellet fungerede på to planer. På globalt plan opererede det under »paraplyen« Valveplast, en brancheorganisation, som producenter med hjemsted og produktionsanlæg i det indre marked kunne være medlem af. Medlemmerne betalte et årligt medlemskontingent.
27.
En række undergrupper, heriblandt regionale grupper, opererede inden for Valveplasts regi eller uden for organisationen: undergruppen for Belgien, undergruppen for Benelux, undergruppen for Tyskland, undergruppen for Frankrig og Teppema-gruppen (eller undergruppen for Nederlandene).
28.
Adressaterne for den anfægtede beslutning medvirkede ved en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF, der omfattede Benelux, Frankrig, Tyskland og Spanien. Overtrædelsen bestod i, at virksomhederne vedtog at fastsætte priser på industrisække, at fastsætte fælles prisberegningsmetoder, at fordele markedsandele og kvoter, kunder og aftaler, at samordne tilbudsgivning ved udbud samt at udveksle individualiserede oplysninger. Kommissionen konstaterede, at de pågældende virksomheder havde anvendt denne konkurrencebegrænsende praksis i perioder fra 3 til 20 år.
29.
Kommissionen mente ikke, at Groupe Gascognes interesse i datterselskabet var udelukkende økonomisk. Ved at udpege funktionærer fra koncernen til GSD’s tilsynsorgan (Beirat) tilsigtede Groupe Gascogne at udøve regelmæssigt tilsyn med datterselskabets ledelse. Kommissionen besluttede derfor, at Groupe Gascogne var solidarisk ansvarlig for den overtrædelse, der var begået af GSD, fra det tidspunkt, hvor selskabet erhvervede datterselskabet (1.1.1994), til den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd sluttede (26.6.2002).
Bøderne
30.
Bødens grundbeløb blev fastsat i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed ( 15 ).
31.
Kommissionen kvalificerede overtrædelsens grovhed som meget alvorlig ( 16 ).
32.
Kommissionen anså det for hensigtsmæssigt at behandle de virksomheder, der deltog i kartellet, forskelligt i forhold til deres relative betydning på markedet i 1996. Den opdelte derfor virksomhederne i seks kategorier. De største producenter blev placeret i den første kategori. GSD blev placeret i den sjette kategori. På dette grundlag anså Kommissionen det for passende at pålægge GSD en bøde, hvis grundbeløb var på 5,5 mio. EUR.
33.
Derefter tog Kommissionen hensyn til overtrædelsens varighed. For GSD’s vedkommende varede den 14 år og 4 måneder. Kommissionen forhøjede derefter bøden ved en procentvis forhøjelse af grundbeløbet med 140%, hvilket giver 7,7 mio. EUR. Når dette beløb lægges til de oprindelige 5,5 mio. EUR, fremkommer en samlet bøde på 13,2 mio. EUR.
34.
GSD blev således, i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i), pålagt en bøde på 13,2 mio. EUR. Af dette beløb hæfter Groupe Gascogne for 9,9 mio. EUR ( 17 ). Dette tal afspejler den periode på otte år og fem måneder, hvor GSD var 100% ejet af Groupe Gascogne. GSD alene hæfter således kun for 3,3 mio. EUR.
Sammenfatning af den appellerede dom
35.
I sagen i første instans nedlagde GSD ( 18 ) følgende påstande:
—
Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den var rettet til GSD og Groupe Gascogne og fastslog, at GSD havde overtrådt artikel 81 EF, og at Groupe Gascogne hæftede solidarisk for den bøde, der blev pålagt GSD i henhold til beslutningens artikel 2, litra i).
—
Subsidiært ændres og nedsættes den bøde, som blev pålagt ved den anfægtede beslutning.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36.
GSD fremførte tre anbringender til støtte for sin første påstand: for det første at Kommissionen havde begået en fejl, idet den anså GSD for at have spillet en aktiv rolle i kartellet; for det andet at begrundelsen i den anfægtede beslutning var mangelfuld, for så vidt som Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang begrundede sin påstand om, at GSD havde deltaget i en undergruppe for Tyskland inden for kartellet; for det tredje at Kommissionen havde tilsidesat artikel 15 i forordning nr. 17, idet den fejlagtigt lagde til grund, at GSD ikke udgjorde en selvstændig virksomhed, og idet den, ligeledes med urette, besluttede, at Groupe Gascogne, som GSD’s moderselskab, skulle hæfte solidarisk for betaling af bøden. GSD gjorde endvidere gældende, at Kommissionen begik en fejl ved fastsættelsen af den del af bøden, der blev tilregnet GSD for den periode, hvor selskabet deltog i overtrædelsen, som overskred loftet på 10%.
37.
Subsidiært nedlagde GSD påstand om nedsættelse af bøden. Selskabet hævdede, at Kommissionen ikke havde beregnet størrelsen af den pålagte bøde korrekt, at den havde tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at fejlvurdere overtrædelsens grovhed og varighed, og at den havde undladt at tage behørigt hensyn til formildende omstændigheder og til GSD’s samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen ( 19 ).
38.
Under retsmødet i første instans påberåbte GSD sig EMRK’s artikel 6 og chartrets artikel 48 og gjorde gældende, at selskabets ret til forsvar var blevet tilsidesat på grund af anvendelsen af formodningen om bestemmende indflydelse. Retten fastslog, at GSD’s argumenter udgjorde et nyt anbringende, da de ikke fremgik af den oprindelige stævning. Under henvisning til sit procesreglements artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 48, stk. 2, fastslog Retten derfor, at dette anbringende ikke kunne antages til realitetsbehandling.
Anbringender til støtte for appellen
39.
GSD har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.
40.
For det første har GSD gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at drage den konklusion, at EU-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009, og navnlig artikel 6 heri, som giver chartret den samme juridiske værdi som traktaterne, var en retlig omstændighed, som var kommet frem under retsforhandlingerne ( 20 ).
41.
For det andet har GSD gjort gældende, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning med hensyn til anvendelsen af artikel 15 i forordning nr. 17.
42.
For det tredje har GSD gjort gældende, at Retten ikke har udøvet sin prøvelsesret og ikke tilstrækkeligt har undersøgt Kommissionens argumentation vedrørende overtrædelsens indvirkning på markedet.
43.
For det fjerde har GSD subsidiært gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tidsfrist, som er fastlagt i EMRK’s artikel 6, og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse. Ifølge GSD bør den appellerede dom følgelig ophæves. Subsidiært bør bøden nedsættes for at tage hensyn til de økonomiske konsekvenser, som den tid, der er forløbet ud over en rimelig periode, har haft for GSD.
Det første anbringende: chartrets ophøjelse til traktatstatus som følge af (ikrafttrædelsen af) Lissabontraktaten
Sammenfatning af indlæggene
44.
GSD har gjort gældende, at ændringen af chartrets juridiske værdi havde direkte konsekvenser for sagen for Retten på følgende måde: Artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, skal fortolkes således, at en part ikke må fremsætte nye retlige eller faktiske anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. GSD indgav den 20. oktober 2010 en anmodning om, at den skriftlige forhandling blev genåbnet, og anmodede under retsmødet om tilladelse til at fremføre argumenter vedrørende tilsidesættelse af chartrets artikel 48 og artikel 52, stk. 1.
45.
Kommissionen har for det første gjort gældende, at dette anbringende er for generelt og upræcist, og for det andet, at Domstolen allerede har fastslået, at formodningen om bestemmende indflydelse er i overensstemmelse med uskyldsformodningen. Kommissionen har derfor hævdet, at det første anbringende er ubegrundet.
Bedømmelse
46.
I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, kunne GSD’s anbringende vedrørende chartrets artikel 48 fortolket i lyset af EMRK’s artikel 6 kun antages til realitetsbehandling, hvis det støttedes på retlige eller faktiske omstændigheder, som var kommet frem under retsforhandlingerne.
47.
Det fremgår af GSD’s anmodning om, at den skriftlige forhandling blev genåbnet, at GSD ikke mente, at dette anbringende var blevet fremsat i selskabets oprindelige stævning.
48.
Dette bekræftes af en undersøgelse af dette dokument.
49.
Endvidere fastslog Retten, at GSD’s anbringende ikke udgjorde en uddybning af de skriftlige argumenter i GSD’s stævning, og at det ikke var tæt knyttet til disse argumenter. Jeg er enig i begge disse vurderinger.
50.
Det fremgår klart af den appellerede doms præmis 85-95, at Retten ikke desto mindre undersøgte GSD’s materielle argumenter vedrørende formodningen om bestemmende indflydelse og de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 48.
51.
Der var intet til hinder for, at GSD kunne have påberåbt sig de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 48, fortolket i lyset af EMRK’s artikel 6, under den skriftlige forhandling. For det første var disse rettigheder allerede en del af de generelle EU-retlige principper. For det andet havde Domstolen allerede jævnligt anvendt chartrets bestemmelser som rettesnor i forbindelse med domsafsigelser, før artikel 6 TEU trådte i kraft, selv om chartret ikke var retligt bindende på det tidspunkt ( 21 ). Desuden har Domstolen fastslået, at Lissabontraktaten ene og alene kodificerer chartret ( 22 ).
52.
I den appellerede doms præmis 91-95 fortolkede Retten artikel 44, stk. 1, litra c), og artikel 48, stk. 2, i dens procesreglement. Det fremgår af præmis 92, at den fastslog, at GSD rejste nye spørgsmål under retsmødet. I præmis 93 fastslog Retten, at chartrets ændrede status ikke udgjorde en ny retlig omstændighed, for så vidt som uskyldsformodningen allerede var sikret som et generelt EU-retligt princip. Retten forkastede derfor GSD’s anbringende.
53.
Jeg skal tilføje, at Domstolen for nylig allerede har behandlet og afvist argumenter om, at formodningen om bestemmende indflydelse i alt væsentligt er en formodning om skyld og derfor uforenelig med chartrets artikel 48 ( 23 ). Jeg er enig i denne afgørelse. Jeg mener ikke, at formodningen om bestemmende indflydelse er en formodning om skyld. Det er en formodning om, at moderselskabet – på godt og ondt – har tøjlerne og derfor er ansvarligt for dets 100% ejede datterselskabs adfærd.
Det andet anbringende: manglende begrundelse med hensyn til anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003
54.
GSD’s andet anbringende består af to led.
Mangelfuld begrundelse for at afvise argumentet om, at Groupe Gascogne ikke udøvede en bestemmende indflydelse over GSD
55.
Det første led i GSD’s andet anbringende vedrører i alt væsentligt betydningen af begrebet »virksomhed«, for så vidt som Kommissionen i den anfægtede beslutning tilregnede Groupe Gascogne GSD’s konkurrencebegrænsende praksis. GSD har hævdet, at den appellerede dom ikke i tilstrækkelig grad begrunder, hvorfor Groupe Gascogne hæftede ansvarligt for en bøde, der var pålagt GSD i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. GSD har gjort gældende, at Retten ikke undersøgte, hvorvidt GSD rent faktisk havde tilbagevist formodningen om, at Groupe Gascogne udøvede en bestemmende indflydelse over GSD’s handelspolitik.
Relevante afsnit af den appellerede dom
56.
GSD har påberåbt sig følgende præmisser i den appellerede dom:
»89
Som tilbagevisning har sagsøgeren som svar på en anmodning om oplysninger anført, at denne var eneansvarlig for sin egen virksomhed, og at selskabet inden for koncernen blev drevet som et profitcenter. Sagsøgeren bemærkede desuden, at selskabets administrerende direktør, R., siden 1996 havde været salgsdirektør for en salgsafdeling med otte underdirektører, som alle fulgte instrukser fra salgsdirektoratet. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at selskabet ikke på noget tidspunkt havde modtaget skriftlige instrukser eller rådgivende cirkulærer, og at priserne blev forhandlet individuelt med kunderne. Endelig anførte sagsøgeren, at Kommissionen burde gøre brug af sine undersøgelsesbeføjelser, hvis den ville bevise, at sagsøgeren ikke var en selvstændig enhed.
90
Disse faktorer kan imidlertid ikke gendrive formodningen om, at Groupe Gascogne udøvede en bestemmende indflydelse over sagsøgeren. Sagsøgeren har blot hævdet, at Groupe Gascogne ikke udøvede egentlig kontrol over selskabets handelspolitik, uden at fremlægge nogen beviser i denne henseende.« ( 24 )
Sammenfatning af indlæggene
– GSD’s appel
57.
Ifølge GSD begrundede Retten ikke klart og utvetydigt sin dom. Retten fastslog blot, i den appellerede doms præmis 90, at de faktiske oplysninger, som GSD fremlagde som svar på en anmodning om informationer om, hvorvidt selskabet handlede uafhængigt af Groupe Gascogne, ikke tilbageviste formodningen om bestemmende indflydelse. Retten undlod således at vurdere de nye faktiske omstændigheder, som GSD fremførte. Den bekræftede blot et princip og undlod at anføre de grunde, som førte til denne konklusion, på en klar og utvetydig måde.
– Kommissionens svar
58.
Kommissionen har påstået det første led i det andet anbringende forkastet. Den har gjort gældende, at Retten ikke er forpligtet til at svare detaljeret på alle de argumenter, som påberåbes, navnlig hvis de ikke er fremført tilstrækkelig klart og præcist. GSD fremlagde ikke nye beviser med henblik på at tilbagevise formodningen om bestemmende indflydelse. Dens argumenter blev rent faktisk fremsat i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med anfægtelsen af anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 vedrørende loftet på 10%.
Bedømmelse
59.
I henhold til fast retspraksis pålægger den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten (i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol), den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til de grunde, som den appellerede dom er baseret på, og at Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag ( 25 ).
60.
For det første fremgår det klart, at Retten i den appellerede doms præmis 78-80 anførte GSD’s argumenter vedrørende betydningen af begrebet »virksomhed« som omhandlet i artikel 101 TEUF.
61.
For det andet opstillede Retten i præmis 85-87 de retsprincipper, som den lagde til grund for sin vurdering af, i) hvorvidt GSD og Groupe Gascogne udgjorde en virksomhed, ii) hvorvidt formodningen om bestemmende indflydelse var gældende, og iii) hvorvidt GSD havde tilbagevist formodningen om, at Groupe Gascogne rent faktisk havde udøvet en sådan bestemmende indflydelse over GSD’s handelspolitik.
62.
For det tredje følger det af den appellerede doms præmis 88 og 89, at Retten i sin bedømmelse i) tog hensyn til det forhold, at GSD var et 100% ejet datterselskab af Groupe Gascogne, ii) ikke anså GSD for at have tilbagevist formodningen om bestemmende indflydelse ved at bevise, at selskabet rent faktisk handlede uafhængigt i fastsættelsen af sin handelspolitik, og iii) afviste GSD’s argument om, at det påhvilede Kommissionen at bevise, at GSD ikke var uafhængigt.
63.
Det er korrekt, at Retten ikke udtrykkeligt anførte, at bevisbyrden påhvilede GSD med hensyn til at tilbagevise formodningen. Dette dannede dog tydeligvis grundlag for den måde, hvorpå dommens præmis 89 og 90 er begrundet.
64.
For så vidt som disse præmisser i den appellerede dom medfører, at GSD får kendskab til de grunde, som Rettens argumentation hvilede på, og at Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger under en appelsag, er denne dom, i modsætning til hvad GSD har hævdet, ikke behæftet med en manglende begrundelse.
65.
Under disse omstændigheder bør første led i GSD’s andet anbringende forkastes.
Manglende iagttagelse af den øvre grænse for bøden for den periode, der gik forud for Groupe Gascognes erhvervelse af GSD
66.
Det andet anbringendes andet led er fremsat subsidiært. Det vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, hvorefter den bøde, som pålægges hver enkelt virksomhed, som deltager i kartellet, ikke kan overstige 10% af dens verdensomspændende omsætning i det regnskabsår, der gik forud for Kommissionens beslutning.
Sammenfatning af indlæggene
– GSD’s appel
67.
GSD har anfægtet det grundlag, som Kommissionen anvendte ved bødeudmålingen vedrørende perioden forud for Groupe Gascognes erhvervelse af selskabet. Den samlede bøde er på 13,2 mio. EUR, og Groupe Gascogne hæfter solidarisk for 9,9 mio. EUR af dette beløb. GSD fremsatte det argument for Retten, at 3,3 mio. EUR (forskellen mellem 13,2 mio. EUR og 9,9 mio. EUR) svarer til perioden fra den 9. februar 1988 til den 31. december 1993, før Groupe Gascogne erhvervede selskabet. Dette beløb overstiger loftet (på 10% af GSD’s omsætning), der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.
68.
GSD har henvist til den fremgangsmåde, som Kommissionen anvendte i beslutning 2005/349/EF (herefter »beslutningen vedrørende organiske peroxider«) ( 26 ), til støtte for sit argument om, at Kommissionen under anvendelsen af loftet på 10% alene skal tage hensyn til datterselskabets omsætning i den første periode, når den periode, hvor overtrædelsen fandt sted, er opdelt i i) perioden, hvor datterselskabet er eneansvarligt for overtrædelsen, og ii) perioden, hvor datterselskabet og moderselskabet anses for solidarisk ansvarlige. GSD har gjort gældende, at det følger af dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen ( 27 ), at Retten begik en retlig fejl, idet den bekræftede, at Kommissionen kunne ændre sin praksis og beslutte at undlade at anvende beslutningen vedrørende organiske peroxider uden at begrunde dette. Under beregningen af loftet på 10% kan Kommissionen kun tage hensyn til koncernens verdensomspændende omsætning i forhold til den anden periode. Kommissionen anvendte imidlertid ikke dette princip i denne sag. Med 3,3 mio. EUR blev bøden sat til et beløb, der oversteg 10% af GSD’s omsætning (20078400 EUR) i det regnskabsår, der gik forud for den anfægtede beslutning.
– Kommissionens svar
69.
Kommissionen har hævdet, at det andet anbringendes andet led er uvirksomt. Den har for det første bemærket, at GSD ikke har påstået, at hverken Kommissionen eller Retten begik en fejl under anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Rettens dom er derfor endelig hvad dette angår. For det andet er beslutningen vedrørende organiske peroxider i sig selv ikke bevis for, at Kommissionen har en fast praksis i forbindelse med fastsættelsen af loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. For det tredje er den tilgang, der blev anvendt i beslutningen vedrørende organiske peroxider, retlig forkert. Endvidere adskiller den foreliggende sag sig fra Elf Aquitaine-sagen ( 28 ).
70.
Retten fulgte ikke den samme tilgang som i beslutningen vedrørende organiske peroxider. Den fastslog følgende i den appellerede doms præmis 108:
»I modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, følger det af ovenstående, at såfremt der sondres mellem en første periode, hvor datterselskabet anses for at være eneansvarligt for overtrædelsen, og en anden periode, hvor moderselskabet anses for at være solidarisk ansvarligt sammen med datterselskabet, kræver artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke, at Kommissionen fastslår, hvorvidt den del af bøden, som moderselskabet ikke hæfter solidarisk for, overstiger 10% af datterselskabets egen omsætning. Det eneste formål med det loft, som er omhandlet i denne bestemmelse, er at forhindre, at der pålægges en uforholdsmæssig stor bøde i betragtning af den økonomiske enheds samlede størrelse på datoen for beslutningens vedtagelse. Omsætningen i det selskab, som er eneansvarligt for overtrædelsen, på den dato, hvor overtrædelsen blev begået, eller hvor bøden blev pålagt, har begrænset betydning i denne henseende« ( 29 ).
Bedømmelse
71.
Hvordan skal begrebet »virksomhed« i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fortolkes, når denne enhed har ændret sig i løbet af den periode, hvor overtrædelsen har fundet sted? Skal der i forbindelse med fastsættelsen af loftet på 10% for den periode, hvor datterselskabet anses for at være eneansvarligt, tages hensyn til koncernens verdensomspændende omsætning, eller skal der kun tages udgangspunkt i datterselskabets omsætning i det regnskabsår, der gik forud for Kommissionens beslutning?
72.
Ved besvarelsen af disse spørgsmål bør det erindres, at der ikke er nogen tvist med hensyn til den periode, hvor GSD er eneansvarlig for overtrædelsen, og den efterfølgende periode, hvor GSD er solidarisk ansvarlig med Groupe Gascogne.
73.
I mangel af praksis fra Domstolen har GSD henvist til Kommissionens beslutning vedrørende organiske peroxider. I denne beslutning opdelte Kommissionen ansvaret for den bøde, der blev pålagt moderselskabet og datterselskabet, ved at tage hensyn til perioden, før moderselskabet Laporte erhvervede datterselskabet PC, hvor PC var eneansvarlig for overtrædelsen. I forbindelse med fastsættelsen af loftet på 10% tog Kommissionen derfor udgangspunkt i PC’s omsætning i det regnskabsår, der gik forud for beslutningen vedrørende organiske peroxider, i stedet for i Laportes verdensomspændende omsætning.
74.
For så vidt angår GSD’s argument vedrørende Kommissionens beslutningspraksis følger det af fast retspraksis, at denne ikke udgør retsgrundlaget for fastsættelsen af bøder i konkurrencesager, idet Kommissionen i disse sager råder over et vidt skøn, og at dette skøn ikke er bundet af de skøn, som Kommissionen tidligere har foretaget ( 30 ). Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at anvende den samme tilgang som i beslutningen vedrørende organiske peroxider. Jeg er desuden enig med Kommissionen i, at den beslutning alene ikke udgør en praksis.
75.
Dette betyder dog ikke, at Kommissionens fremgangsmåde i den foreliggende sag var i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.
76.
Under retsmødet for Domstolen bemærkede Kommissionen, at den i lyset af to af Rettens domme, nemlig dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen ( 31 ) og dommen i sagen YKK m.fl. mod Kommissionen ( 32 ), mener, at dens fremgangsmåde i beslutningen vedrørende organiske peroxider var ukorrekt, og at den fremgangsmåde, den har anvendt i den foreliggende sag, bør foretrækkes.
77.
Det er min opfattelse, at Tokai-dommen vedrørte en anden situation. I Tokay-sagen var moderselskabet og datterselskabet en del af den samme virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen fandt sted, men forholdet havde ændret sig på det tidspunkt, der var udgangspunkt for beregningen af loftet på 10% ( 33 ). På det tidspunkt var moderselskabet ikke længere ansvarligt for dets forhenværende datterselskab, idet de nu var søsterselskaber. Det blev fastslået, at de to selskaber var solidarisk ansvarlige i den periode, hvor overtrædelsen fandt sted, men beslutningen blev rettet til det forhenværende datterselskab og det forhenværende moderselskab hver især, og loftet på 10% blev anvendt på selskaberne hver især ( 34 ).
78.
YKK-dommen ( 35 ) vedrørte et moderselskab (»YKK«) og et helejet datterselskab (»YKK Stockco«), som blev anset for at udgøre den samme virksomhed på den dato, hvor Kommissionens beslutning blev vedtaget. I den pågældende beslutning blev YKK anset for at være solidarisk ansvarlig for den overtrædelse, der var begået af YKK Stockco. Overtrædelsen blev begået over en periode på ti år. Det blev konstateret, at YKK Stockco havde deltaget i konkurrencebegrænsende praksis i en periode på seks år forud for YKK’s erhvervelse af YKK Stockco. Den konkurrencebegrænsende adfærd fortsatte gennem yderligere fire år, efter at datterselskabet var blevet en del af YKK-koncernen. Kommissionen fastslog, at YKK hæftede solidarisk for den bøde, der blev pålagt YKK Stockco for perioden, efter at selskabet var blevet 100% ejer af datterselskabet.
79.
YKK Stockco fremførte det argument, at Kommissionen ved fastsættelsen at loftet på 10% alene burde have taget hensyn til selskabets omsætning i den periode (på seks år), hvor overtrædelsen, som det alene var fuldt ansvarligt for, fandt sted. Derfor burde koncernens verdensomspændende omsætning ikke have været brugt som grundlag for beregningen af loftet på 10% for den del af bøden. Retten var ikke enig. Den fastslog, at YKK Stockco og YKK var solidarisk ansvarlige på referencetidspunktet for beregningen af loftet på 10%, og at Kommissionen derfor handlede korrekt, da den anvendte den verdensomspændende omsætning som udgangspunkt for beregningen af loftet på 10% for hele den periode, hvor overtrædelsen fandt sted.
80.
Selve kernen i Kommissionens standpunkt er, at Domstolen bør tage hensyn til virksomhedens økonomi på tidspunktet for den anfægtede beslutning for at sikre mod pålæggelsen af uforholdsmæssigt store bøder med udgangspunkt i en virksomheds økonomiske situation på det tidspunkt, hvor overtrædelserne finder sted ( 36 ).
81.
Jeg mener, at den tilgang, der blev anvendt i beslutningen vedrørende organiske peroxider, er mere i overensstemmelse med ordlyden af og formålene med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 end den tilgang, der er anvendt i den foreliggende sag.
82.
Jeg er ikke bekendt med retspraksis, hvori Domstolen har fortolket artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 under omstændigheder som disse. Jeg griber spørgsmålet an på følgende måde.
83.
For det første fastsætter artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, at »[b]øden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår«. Retten fastslog det ikke udtrykkeligt selv, men accepterede implicit Kommissionens konklusion i den anfægtede beslutning, nemlig at GSD var 100% ansvarlig for overtrædelsen i perioden før Groupe Gascognes erhvervelse af dette selskab ( 37 ). Da GSD var den virksomhed, der deltog i overtrædelsen i perioden fra den 9. februar 1988 til den 1. januar 1994, udgør dette selskab alene tilsyneladende den »virksomhed«, der er omfattet af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 hvad angår den overtrædelse, som blev begået i denne periode.
84.
Hvad angår den senere periode fra den 1. januar 1994 til den 26. juni 2002 udgjordes den »virksomhed«, der deltog i overtrædelsen, af Groupe Gascogne (i medfør af formodningen om bestemmende indflydelse) samt GSD (i realiteten). De to selskaber er derfor solidarisk ansvarlige for denne periode.
85.
For det andet er ordet »virksomhed« i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 så bredt, at det, såfremt lovovertræderens identitet ændrer sig, mens overtrædelsen finder sted, fordi 100% af datterselskabet efterfølgende erhverves af et moderselskab, kan rumme en sådan »variabel form«.
86.
For det tredje kræver artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at loftet på 10% fastsættes med udgangspunkt i tidspunktet for Kommissionens beslutning, selv om bøden vedrører datterselskabets tidligere handlinger. I denne henseende er et datterselskab ikke anderledes stillet end enhver anden virksomhed, for så vidt som loftet på 10% fastsættes i forhold til det år, der gik forud for Kommissionens beslutning vedrørende en fortidig overtrædelse. Det er derfor vigtigt at sondre mellem datterselskabets og moderselskabets omsætning, og det loft på 10%, som anvendes på datterselskabet i forbindelse med en bøde, som pålægges for en periode forud for moderselskabets erhvervelse af dette, bør fastsættes i forhold til dets omsætning alene.
87.
For det fjerde forekommer denne fortolkning at være mere i overensstemmelse med formålene med artikel 23, stk. 2, end Kommissionens fremgangsmåde. Formålet med loftet på 10% er at beskytte en virksomhed mod uforholdsmæssig høje bøder, som kunne ødelægge dens økonomiske situation ( 38 ). Såfremt et datterselskab sanktioneres for en overtrædelse, som det er 100% ansvarligt for, inden for en øvre grænse, som er beregnet på grundlag af en hel koncerns verdensomspændende omsætning, vil dette højst sandsynligt give et højere tal (da 10% af en koncerns verdensomspændende omsætning normalt vil være mere end 10% af et enkelt datterselskabs omsætning). Denne beregningsmetode vil således medføre en højere bøde, end hvis loftet på 10% blev fastsat med udgangspunkt i datterselskabets omsætning alene.
88.
Jeg mener derfor ikke, at Kommissionens tilgang lever op til lovgivningens intentioner om at sikre, at der ikke pålægges uforholdsmæssigt store bøder.
89.
Endelig forekommer det mig rimeligt at antage, at Kommissionen under omstændigheder som den foreliggende opdeler ansvaret for perioderne før og efter moderselskabets erhvervelse af datterselskabet for at afspejle princippet om personligt ansvar ( 39 ). Fordi datterselskabets konkurrencebegrænsende adfærd i den første periode blev begået, før det og moderselskabet udgjorde den samme virksomhed, er moderselskabet ikke solidarisk ansvarligt for den pågældende periode af overtrædelsen. Analogt hermed finder jeg det imidlertid meget vanskeligt at begrunde, at der skulle tages hensyn til koncernens verdensomspændende omsætning ved fastsættelsen af loftet på 10% hvad angår en bøde, som datterselskabet alene skal betale, og som er pålagt for en overtrædelse, som moderselskabet ikke selv begik, og som ikke er tilregnet dette hvad angår den pågældende periode.
90.
Jeg mener derfor, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, og at den appellerede dom er behæftet med en fejl i denne henseende. Jeg mener følgelig, at den bøde, der blev pålagt GSD vedrørende perioden fra den 9. februar 1988 til den 1. januar 1994, bør nedsættes til 2078400 EUR (10% af selskabets omsætning i det regnskabsår, der gik forud for den anfægtede beslutning).
Det tredje anbringende: overtrædelsens indvirkning på markedet
Retten gav ikke en tilstrækkelig begrundelse for sin bekræftelse af, at overtrædelsen skulle kvalificeres som meget alvorlig
91.
Med sit tredje anbringende har GSD anfægtet den appellerede dom, for så vidt som Retten stadfæstede Kommissionens kvalificering af overtrædelsen som meget alvorlig.
Sammenfatning af indlæggene
– GSD’s appel
92.
GSD har gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin undersøgelse af den anfægtede beslutnings begrundelse vedrørende overtrædelsens faktiske indvirkning på markedet ikke gav en tilstrækkelig, sammenhængende begrundelse. GSD har fremført det argument, at det ikke er muligt ud fra denne beslutning at afgøre, hvorvidt kartellets indvirkning på markedet fremgår af de kriterier, som Kommissionen henviste til, eller hvorvidt det er Kommissionens holdning, at kartellets indvirkning ikke kan måles. GSD har derfor gjort gældende, at selskabet er forhindret i at føre et forsvar, da den påstand, det skal gendrive, er uklar. Retten begik en fejl, idet den stadfæstede Kommissionens argumentation i den anfægtede beslutning ved at fastslå, at kartellets indvirkning på markedet ikke var målbar, og alligevel accepterede, at overtrædelsen blev kvalificeret som meget alvorlig.
– Kommissionens svar
93.
Kommissionen har for det første hævdet, at GSD’s anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da selskabet ikke havde hævdet i sagen i første instans, at det havde problemer med at forstå den anfægtede beslutning; for det andet, at begrundelsen i den anfægtede beslutning er tilstrækkelig klar; for det tredje, at overtrædelsen havde en reel indvirkning på markedet, men at det ikke er muligt at måle disse virkninger; og for det fjerde, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en reel indvirkning på markedet, ifølge fast retspraksis er en omstændighed, der kan tages hensyn til ved bødeudmålingen, men det er ikke et absolut krav.
Bedømmelse
94.
Jeg er enig med Kommissionen i, at argumentet om, at den anfægtede beslutning ikke var tilstrækkelig begrundet, ikke kan antages til realitetsbehandling, da det ikke blev fremført i første instans. Det kan dog være en støtte for Domstolen, hvis jeg ganske kort undersøger hovedelementerne i GSD’s anbringende.
95.
Undlod Retten at undersøge den anfægtede beslutnings begrundelse, idet den accepterede, at overtrædelsen var en meget alvorlig tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, og stadfæstede Kommissionens beslutning om at fastsætte bødens grundbeløb uden beviser for en konkret indvirkning på markedet? Og er den appellerede doms begrundelse sammenhængende og tilstrækkelig i denne henseende?
96.
GSD har ikke udpeget de konkrete præmisser i dommen, som giver anledning til klagepunktet om manglende begrundelse.
97.
Jeg mener ikke, at Retten begik en fejl i udøvelsen af sin prøvelsesret.
98.
Generelt er det korrekt, at en overtrædelses konkrete indvirkning på markedet er et af de kriterier, der skal tages hensyn til ved bestemmelsen af den pågældende overtrædelses grovhed. Endvidere er denne faktor kun relevant ved bedømmelsen af en konkurrencebegrænsende praksis’ grovhed, når den »konkrete indvirkning på markedet« reelt er målbar ( 40 ).
99.
Med hensyn til fastsættelsen af bødens grundbeløb skal der tages hensyn til varigheden og alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, såsom de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af kartellet, den fortjeneste, virksomhederne har kunnet opnå ved kartellet, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af den art indebærer for gennemførelsen af Den Europæiske Unions mål ( 41 ).
100.
Heraf følger, at en konkurrencebegrænsende adfærds virkning på markedet ikke i sig selv er et afgørende kriterium ved fastlæggelsen af en bødes grundbeløb. Navnlig forhold, der vedrører forsættet, kan have større betydning end forhold, der vedrører disse virkninger, særlig når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige ( 42 ).
101.
Retten behandlede spørgsmålet om overtrædelsens grovhed i flere trin, idet den først undersøgte den konkrete indvirkning, som den havde på markedet, og derefter undersøgte, hvorvidt Kommissionen havde behandlet kartellets deltagere forskelligt med den metode, den havde anvendt til bødeudmålingen. Det sidstnævnte spørgsmål er ikke omfattet af den foreliggende appel.
102.
For så vidt angår den konkrete indvirkning på markedet fremførte GSD følgende argumenter for Retten. For det første hævdede GSD, at Kommissionen med sin beslutning om, at det ikke var nødvendigt at måle overtrædelsens indvirkning på markedet, havde undladt at anvende sine retningslinjer af 1998. For det andet påberåbte GSD sig en tidligere dom, Degussa mod Kommissionen ( 43 ), hvori Retten fastslog, at den bøde, som Kommissionen havde pålagt, skulle nedsættes, når virkningerne af en overtrædelse på markedet kun delvis var blevet godtgjort. For det tredje hævdede GSD, at Kommissionen skulle have taget hensyn til, at GSD ikke deltog i visse former for konkurrencebegrænsende adfærd, da den undersøgte overtrædelsens grovhed.
103.
Retten undersøgte alle GSD’s argumenter. I præmis 117 bemærkede den følgende ( 44 ):
»[…] overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet skal kun tages i betragtning i vurderingen af overtrædelsens grovhed, når den kan måles.«
104.
Retten fastslog derfor følgende i præmis 118: »Sagsøgerens argument om, at Retten i alt væsentligt bør nedsætte den bøde, som Kommissionen har pålagt, når overtrædelsens indvirkning på markedet ikke kan måles, kan derfor ikke tages til følge.«
105.
Derefter undersøgte Retten Degussa-sagen og konkluderede, at den adskilte sig fra den foreliggende sag ( 45 ):
»I den sag nedsatte Retten bødebeløbet for at afspejle den konklusion, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til en række faktorer, som tydede på, at kartellet rent faktisk ikke havde haft nogen virkning i en bestemt periode. […] Desuden blev det i den doms præmis 241 og 242 fastslået, at det ikke havde været muligt at godtgøre, hverken at der var indgået en prisaftale i denne periode, eller at en tidligere prisaftale var blevet gennemført.«
106.
Retten fastslog derimod følgende ( 46 ):
»I den foreliggende sag har Kommissionen ikke hævdet, at den kan måle overtrædelsens indvirkning på markedet, og sagsøgeren har heller ikke fremført noget argument eller fremlagt oplysninger, der kan godtgøre, at kartellet rent faktisk ikke havde nogen virkning, og at det følgelig ikke havde nogen indvirkning på markedet.«
107.
Retten foretog en række yderligere konstateringer med hensyn til GSD’s deltagelse i kartellet. Den fastslog således, at GSD’s adfærd, som f.eks. selskabets deltagelse i informationsudvekslingssystemer ( 47 ), opdeling af markedet ( 48 ) og prisfastsættelse ( 49 ), efter deres karakter var alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne.
108.
Det er korrekt, at Retten ikke udtrykkeligt udtalte, at gennemførelsen af en konkurrencebegrænsende adfærd ikke i sig selv er et afgørende kriterium ved vurderingen af en bødes grundbeløb. Det fremgår imidlertid af dens samlede vurdering af overtrædelsens grovhed, at den ikke udelukkende lagde den konkurrencebegrænsende adfærds generelle indvirkning på markedet til grund for sine konstateringer. Den afviste GSD’s påstande om nedsættelse af bødens grundbeløb. Desuden fastslog den, at GSD’s adfærd var en relevant faktor i vurderingen af bødens grovhed.
109.
Eftersom Retten vurderede den anfægtede beslutning i lyset af de principper, der er fastsat i Domstolens praksis ( 50 ), var dens begrundelse af den appellerede dom derfor tilstrækkelig.
110.
Som følge heraf er det tredje anbringendes første led ubegrundet.
Retlig fejl vedrørende overtrædelsens »konkrete indvirkning på markedet«
111.
Med det tredje anbringendes andet led, der er fremsat subsidiært, har GSD anfægtet den metode, som Kommissionen anvendte til at fastsætte bødens grundbeløb.
Sammenfatning af indlæggene
– GSD’s appel
112.
GSD har hævdet, at når Kommissionen beslutter at tage hensyn til overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet, skal den fremlægge specifikke, troværdige og fyldestgørende oplysninger, hvorved det kan vurderes, hvilken konkret indflydelse overtrædelsen kan have haft på konkurrencen på dette marked. I denne sag har Kommissionen ikke fremlagt sådanne kriterier. Den har blot udledt af den omstændighed, at kartellet blev iværksat, at det havde en konkret indvirkning på markedet. GSD har gjort gældende, at denne tilgang ikke er i overensstemmelse med Domstolens praksis, og at Rettens begrundelse i denne henseende var mangelfuld.
– Kommissionens svar
113.
Kommissionen mener ikke, at det tredje anbringendes andet led kan antages til realitetsbehandling, og at det er uvirksomt af flere grunde. For det første har GSD ikke anfægtet, at overtrædelsen havde en indvirkning på markedet. For det andet har GSD ikke peget på en specifik præmis i den appellerede dom, hvor Retten skulle have begået en retlig fejl. For det tredje er dette led i det tredje anbringende uvirksomt, fordi det følger af 765. betragtning til den anfægtede beslutning, at bødestørrelsen ikke blev fastsat med henvisning til overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. For det fjerde blev bødens grundbeløb fastsat i overensstemmelse med andre faktorer end kartellets indvirkning på markedet. Det var baseret på kartellets samordnede praksis, gennemførelsen af denne praksis og det relevante geografiske områdes størrelse.
Bedømmelse
114.
Gav Retten en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om ikke at nedsætte bødens grundbeløb i forbindelse med dens prøvelse af Kommissionens beslutning om fastsættelsen af dette beløb, i betragtning af at Kommissionen ikke havde målt kartellets indvirkning på markedet, da den ikke anså den for at være målbar?
115.
Jeg mener, at Retten i den appellerede dom har anført en tilstrækkelig klar begrundelse, hvorved de berørte får kendskab til de grunde, som den hviler på, og Domstolen råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger ( 51 ).
116.
Retten tog i betragtning, at Kommissionen ikke lagde konstateringen af, at kartellet havde haft en konkret indvirkning på markedet, til grund for sine påstande ( 52 ). Retten tog desuden hensyn til andre faktorer som f.eks. karakteren af GSD’s deltagelse i overtrædelsen, den konkurrencebegrænsende praksis’ karakter og det relevante geografiske områdes størrelse ( 53 ).
117.
Retten henviste i dommens præmis 117 til Kommissionens retningslinjer af 1998, hvilket indebærer, at den ikke begik en retlig fejl. I den appellerede doms præmis 118 fastslog Retten, at anvendelsen af kriteriet om »konkret indvirkning på markedet« er frivillig ( 54 ). Med hensyn til fastsættelsen af bødens grundbeløb fastslog den, at dette kriterium ikke var målbart. Den fastslog, at Kommissionen under disse omstændigheder ikke var forpligtet til at fremlægge yderligere oplysninger for at godtgøre, at der var en konkret indvirkning.
118.
Overtrædelsens grovhed i den foreliggende sag blev således vurderet med henvisning til faktorer, som omfatter GSD’s adfærd og det relevante geografiske markeds størrelse. Det er helt i overensstemmelse med punkt 1A i Kommissionens retningslinjer af 1998 og Domstolens praksis ( 55 ).
119.
Det tredje anbringendes andet led er derfor uvirksomt.
120.
Det tredje anbringende bør følgelig forkastes i det hele.
Manglende evne til at betale den pålagte bøde
121.
Under retsmødet for Domstolen fremførte GSD argumenter vedrørende selskabets aktuelle finansielle stilling og hævdede at være ude af stand til at betale den bøde, der var pålagt ved den anfægtede beslutning. Der blev ikke fremsat tilsvarende argumenter i sagen i første instans.
122.
Retsgrundlaget for disse argumenter er ikke klart, da der ikke blev henvist til nogen bestemmelser i traktaten, statutten for Domstolen eller dens procesreglement til støtte herfor.
123.
Jeg mener ikke, at GSD’s argumenter om, at selskabet ikke er i stand til at betale bøden, kan antages til realitetsbehandling, hvilket der er tre grunde til.
124.
For det første kan Domstolen kun forelægges appelsager vedrørende retlige anliggender. En vurdering af, hvorvidt GSD ikke er i stand til at betale, omfatter faktuelle spørgsmål, som det ikke tilkommer Domstolen at prøve i en appelsag. For det andet tilkommer det ikke Domstolen, når den træffer afgørelse under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret vedrørende fastsættelsen af bødebeløb, der er pålagt virksomheder for overtrædelser af EU-retten ( 56 ). For det tredje er Kommissionen i henhold til fast retspraksis ikke ved bødeudmålingen forpligtet til at tage hensyn til en virksomheds økonomiske situation ( 57 ), da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpasset til markedsvilkårene ( 58 ).
Overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen
Sammenfatning af indlæggene
GSD’s appel
125.
GSD har anført, at selskabet, da det indleverede stævningen til Retten med henblik på prøvelse af den anfægtede beslutning og bøden, sørgede for at få en bankgaranti, der dækkede denne bøde og eventuelle påløbne renter, mens det afventede udfaldet af sagen i første instans. GSD har hævdet, at denne sagsbehandling (der varede fem år og ti måneder) var uforholdsmæssig lang ( 59 ).
126.
GSD har gjort gældende, at Retten har tilsidesat chartrets artikel 47, idet den ikke har pådømt sagen inden for en rimelig frist. Derfor har GSD nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom eller subsidiært nedsætter den bøde, som er pålagt, under hensyntagen til den økonomiske byrde, som tilsidesættelsen af dens grundlæggende rettighed har medført for virksomheden.
Kommissionens svar
127.
Kommissionen har for det første gjort gældende, at GSD’s anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da virksomheden ikke fremsatte anbringendet om tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid under retsmødet for Retten. For det andet bør den appellerede dom ikke ophæves i sin helhed, da GSD ikke har gjort gældende, at virksomhedens ret til forsvar er tilsidesat, fordi Retten ikke afgjorde GSD’s sag inden for en rimelig frist. For det tredje har GSD – selv om Domstolen skulle fastslå, at sagsbehandlingen for Retten var urimelig lang – ikke lidt nogen materielle tab på grund af sagsbehandlingens uforholdsmæssig lange varighed. For det fjerde er det korrekte retsmiddel under disse omstændigheder, at GSD indleder et særskilt erstatningssøgsmål. Med det femte og subsidiære anbringende har Kommissionen gjort gældende, at såfremt Domstolen tilkender GSD erstatning i appelsagen, bør denne være symbolsk.
Bedømmelse
128.
Som Kommissionen har gjort opmærksom på, fremsatte GSD ikke anbringendet om Rettens overskridelse af en rimelig frist for at pådømme sagen, da den blev behandlet i første instans. Dette er ikke overraskende. Selv om sagsøgeren kan vælge at fremsætte anbringendet allerede under retsmødet for Retten (som Kendrion gjorde), kan man ikke kende den samlede varighed af sagsbehandlingen i første instans, før Retten afsiger sin dom. En sagsøger kan (f.eks.) hævde, at Retten brugte for meget tid efter retsmødet til at afsige dom, og at denne periode derfor udgør et yderligere element, der skal tages i betragtning ( 60 ).
129.
Det kan derfor være en fordel for sagsøgeren at vente med at gøre status, til sagsbehandlingen i første instans er afsluttet. Dette synes at være den holdning, GSD indtog i denne sag. Hvis sagsøgere ikke kunne gøre dette, fordi de var forpligtet til at rejse anbringendet i første instans (for at undgå, at de blev forhindret i at gøre det i appelsagen), ville de ikke nødvendigvis råde over alle de relevante oplysninger, som de skulle bruge til at træffe denne beslutning. Dette kunne krænke deres ret til et forsvar. En sagsøger bør derfor kunne vælge, om vedkommende vil fremsætte et sådant anbringende i første instans eller rejse det for første gang i en appelsag.
130.
Jeg mener derfor ikke, at der er noget til hinder for, at GSD kan rejse spørgsmålet om, hvorvidt Retten overskred en rimelig frist for at pådømme sagen, første gang i appelsagen for Domstolen ( 61 ).
131.
I Baustahlgewebe-dommen ( 62 ) fastslog Domstolen, at det må vurderes fra sag til sag, hvad der udgør en rimelig frist. Den anvendte følgende kriterier, som er udledt af Menneskerettighedsdomstolens praksis: i) sagens betydning for sagsøgeren, ii) dens kompleksitet, iii) sagsøgerens adfærd og iv) de kompetente myndigheders adfærd (herefter »Baustahlgewebe-kriterierne«) ( 63 ).
132.
I mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen, hvor jeg undersøger dette spørgsmål i dybden, har jeg foreslået, at Baustahlgewebe-kriterierne omdefineres. Jeg har bl.a. givet udtryk for, at det, når det skal afgøres, om en sag er blevet pådømt inden for en rimelig tidsfrist, er mere fornuftigt at undersøge, om der har været umotiverede perioder uden aktivitet i Retten ( 64 ), end at fokusere på sagsbehandlingens samlede varighed fra den dato, hvor stævningen blev indleveret, til dommen afsiges.
133.
GSD indleverede stævningen i annullationssøgsmålet den 23. februar 2006. Den skriftlige forhandling sluttede den 23. februar 2007. Den 23. september 2010 meddelte Rettens Justitskontor, at sagen var blevet henvist til Rettens Fjerde Afdeling efter en periode på ca. tre år og syv måneder, hvor der tilsyneladende ikke havde været nogen aktivitet. Den 20. oktober 2010 anmodede GSD Retten om genåbning af den skriftlige forhandling ( 65 ). Den 14. december 2010 blev GSD underrettet om, at der var fastsat en dato for retsmøde i sagen. Den mundtlige forhandling for Retten fandt sted den 2. februar 2011, og den 16. november samme år blev der afsagt dom. Den samlede varighed af proceduren i første instans var fem år og ti måneder, og der forløb omkring fire år fra afslutningen af den skriftlige forhandling til retsmødet.
134.
Ifølge de fire Baustahlgewebe-kriterier er det tydeligt, at sagen er af betydning for GSD, da virksomheden ved den anfægtede beslutning er blevet pålagt en anselig bøde. Det står også klart, at sagen i første instans rejste komplekse spørgsmål. Jeg mener ikke, at sagsbehandlingens urimelige lange varighed kan tilskrives GSD’s adfærd. Det er ganske vist korrekt, at GSD den 20. oktober 2010 anmodede Retten om at genåbne den skriftlige forhandling med henblik på at fremsætte argumenter vedrørende chartrets nye status efter Lissabontraktatens ikrafttræden (jf. punkt 46-53 ovenfor). Imidlertid følger det klart af den omstændighed, at GSD den 14. december 2010 blev underrettet om, at der var fastsat en dato for retsmøde i virksomhedens sag, at denne proceduremæssige hændelse kun havde mindre eller slet ingen konsekvenser for sagsbehandlingens samlede varighed. Domstolen har ikke fået forelagt nogen informationer, der forklarer eller begrunder den periode på tre år og otte måneder, hvor der ikke var nogen aktivitet, fra afslutningen af den skriftlige forhandling til GSD’s anmodning om genåbning af den skriftlige forhandling. Uden sådanne beviser er der for mig ingen tvivl om, at denne sag ikke blev behandlet inden for en rimelig tidsfrist. Som jeg anførte i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen ( 66 ), mener jeg, at dette trin af proceduren (i det store og hele) kunne have varet indtil to år, uden at det kunne karakteriseres som en »overdreven« forsinkelse med behandlingen af sagen. Heraf følger, at behandlingen af denne sag – i runde tal – tog ca. halvandet år længere i første instans for Retten, end den burde have taget.
135.
Jeg mener derfor, at GSD’s grundlæggende ret til at få pådømt sin sag inden for en rimelig tidsfrist er tilsidesat.
136.
Som jeg har givet udtryk for i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen ( 67 ), bør en konstatering af, at chartrets artikel 47 er tilsidesat, ikke i sig selv føre til ophævelse af den appellerede dom.
137.
Desuden har Kommissionen ret i, at GSD ikke har påstået, at selskabets ret til forsvar blev tilsidesat som følge af denne rettergangsfejl.
138.
Jeg mener derfor ikke, at den appellerede dom bør ophæves.
139.
GSD’s subsidiære påstand om nedsættelse af bøden er tilsyneladende baseret på den linje, som Domstolen fulgte i Baustahlgewebe-dommen ( 68 ), og ikke fremsat som et særskilt erstatningskrav for materielle og/eller ikke-økonomiske tab.
140.
I lyset af denne påstand, og da der ikke er fremsat påstand om materielle og/eller ikke-økonomiske tab, mener jeg, at det udgør en passende kompensation, at det i selve dommen fastslås, at Retten har tilsidesat chartrets artikel 47 ( 69 ).
141.
Jeg konkluderer således, at i det omfang GSD mener at have lidt tab, fordi Retten undlod at pådømme selskabets sag inden for en rimelig frist, udgør et erstatningssøgsmål for Retten en mere passende og effektiv afhjælpning ved tilsidesættelse af chartrets artikel 47 som fortolket i lyset af EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13, end en bødenedsættelse ( 70 ). Jeg foreslår derfor, at Domstolen fastslår, at der forelå en væsentlig forsinkelse med behandlingen af GSD’s søgsmål for Retten; Domstolen bør desuden gøre det klart, at GSD kan anlægge et særskilt erstatningssøgsmål, hvis selskabet skulle vælge at gøre det.
Sagens omkostninger
142.
Såfremt Domstolen er enig i min bedømmelse af appellen, bør GSD, den tabende part i alle anbringender af appellen bortset fra det andet anbringendes andet led ( 71 ), i henhold til procesreglementets artikel 137, 138, 140 og 184, sammenholdt, pålægges at bære sine egne omkostninger og betale to tredjedele af Kommissionens omkostninger.
Forslag til afgørelse
143.
Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:
—
Det første og tredje anbringende og det andet anbringendes første led forkastes som ubegrundet.
—
Rettens dom i sag T-79/06, Sachsa Verpackung mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som den ikke gav medhold i påstanden om, at bøden ikke skulle have været fastsat til 3,3 mio. EUR for perioden forud for Groupe Gascognes erhvervelse af Gascogne Sack Deutschland. Bøden fastsættes i stedet til 2078400 EUR.
—
Retten undlod at pådømme sag T-79/06 inden for en rimelig frist.
—
Gascogne Sack Deutschland bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Kommissionens omkostninger.
( 1 ) Originalsprog: engelsk.
( 2 ) Sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, Sml., EU:T:2011:667, sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, Sml., EU:T:2011:671, og sag T-79/06, Sachsa Verpackung mod Kommissionen, Sml., EU:T:2011:674. De tre appellerede domme er offentliggjort i sammendrag på engelsk. Alle tre domme foreligger i fuld udgave på fransk på Domstolens websted. Dommen i sagen Kendrion mod Kommissionen foreligger desuden i fuld udgave på nederlandsk.
( 3 ) Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig af 30.11.2005 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/38354 – Industrisække) (herefter »den anfægtede beslutning«). Et sammendrag er offentliggjort i EUT 2007 L 282, s. 41.
( 4 ) Sag C-40/12 P, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (den foreliggende sag), sag C-50/12 P, Kendrion mod Kommissionen, og sag C-58/12 P, Groupe Gascogne mod Kommissionen. For en fuldstændig oversigt vedrørende anfægtelsen af beslutningen for Retten og de efterfølgende appeller for Domstolen henvises til punkt 102 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.
( 5 ) Nævnt i fodnote 4 ovenfor.
( 6 ) Forslagene til afgørelse i alle tre appelsager fremsættes den 30.5.2013.
( 7 ) EUT 2010 C 83, s. 2.
( 8 ) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1). 29. og 33. betragtning til forordning nr. 1/2003 svarer til 10. og 12. betragtning til forordning nr. 17: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81) (herefter »forordning nr. 17«).
( 9 ) Forordning nr. 17 blev ophævet i henhold til artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1/2003. Kommissionen har henvist til begge forordninger i den anfægtede beslutnings del 6 som retsgrundlag for de bøder, den har pålagt. De relevante bestemmelser i forordning nr. 17 er artikel 15, stk. 2, og artikel 17. De er afspejlet i artikel 23, stk. 2 og 3, og artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Jeg vil i dette forslag til afgørelse henvise til bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, som bør fortolkes således, at de også omfatter artikel 15, stk. 2, og artikel 17 i forordning nr. 17, da de indholdsmæssige ændringer af disse ikke er relevante for de anbringender, der er fremført i de tre appelsager.
( 10 ) Dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 102. Kommissionens retningslinjer af 1998 for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3) (herefter »Kommissionens retningslinjer af 1998«) nævner ligeledes verdensomspændende omsætning i forbindelse med loftet på 10% i artikel 23, stk. 2. Jeg vil derfor anvende udtrykket »verdensomspændende omsætning« i dette forslag til afgørelse, når jeg henviser til hele koncernens omsætning.
( 11 ) Dom af 16.11.2000, sag C-291/98 P, Sarrió mod Kommissionen, Sml. I, s. 9991, præmis 85.
( 12 ) Nævnt i fodnote 10 ovenfor.
( 13 ) Jf. fodnote 2 og 4 ovenfor vedrørende disse virksomheders respektive søgsmål anlagt til prøvelse af denne beslutning for Retten og deres efterfølgende appeller for Domstolen.
( 14 ) EFT 1996 C 207, s. 4.
( 15 ) Jf. artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.
( 16 ) 755.-757. betragtning til den anfægtede beslutning.
( 17 ) Jf. 783. betragtning til den anfægtede beslutning.
( 18 ) Sag T-79/06, Sachsa Verpackung, nævnt i fodnote 2 ovenfor (herefter »den appellerede dom«).
( 19 ) Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3) (herefter »samarbejdsmeddelelsen«), som fandt anvendelse fra 14.2.2002. Denne meddelelse trådte i stedet for Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse af 1996 (EFT 1996 C 207, s. 4).
( 20 ) Procesreglementets artikel 48, stk. 2.
( 21 ) Jf. f.eks. dom af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 335.
( 22 ) Dom af 3.5.2012, sag C-289/11 P, Legris Industries mod Kommissionen, præmis 36.
( 23 ) Dom af 19.7.2012, forenede sager C-628/10 P og C-14/11 P, Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (herefter »Alliance One-dommen«), præmis 46, 47, 108 og 113.
( 24 ) Min oversættelse.
( 25 ) Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis.
( 26 ) K(2003) 4570 endelig og korrigendum K(2004) 4 (sag COMP/E-2/37.857 – Organiske peroxider) […] Et resumé er offentliggjort i EUT 2005 L 110, s. 44.
( 27 ) Dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Sml. I, s. 8947 (herefter »Elf Aquitaine-dommen«).
( 28 ) Jf. fodnote 27 ovenfor.
( 29 ) Min oversættelse.
( 30 ) Dom 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen (herefter »Prym-dommen«), Sml. I, s. 7415, præmis 98.
( 31 ) Dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03 (herefter »Tokai-dommen«). Dommen er offentliggjort i sammendrag. Den foreligger i fuld udgave på tysk, engelsk og fransk på Domstolens websted.
( 32 ) Dom af 27.6.2012, sag T-448/05 (herefter »YKK-dommen«).
( 33 ) Jf. punkt 18 ovenfor.
( 34 ) Tokai-dommen, nævnt i fodnote 31 ovenfor, præmis 389 og 391.
( 35 ) YKK-dommen er under appel på nuværende tidspunkt (sag C-408/12 P), og dette er et af anbringenderne i appellen for Domstolen.
( 36 ) Dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen, nævnt i fodnote 11 ovenfor, præmis 85.
( 37 ) Jf. begyndelsen af den appellerede doms præmis 108, citeret i punkt 70 ovenfor.
( 38 ) Dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 280 og 281.
( 39 ) Jf. vedrørende en forklaring på personligt ansvar, når ansvaret for en overtrædelse, der er begået af et datterselskab, tilregnes dets moderselskab, Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 42. Jf. desuden punkt 36-40 i mit forslag til afgørelse i sagen Kendrion mod Kommissionen, nævnt i fodnote 4 ovenfor.
( 40 ) Prym-dommen, nævnt i fodnote 30 ovenfor, præmis 96.
( 41 ) Dom af 12.11.2009, sag C-554/08 P, Carbone-Lorraine mod Kommissionen (herefter »Carbone-Lorraine-dommen«), Sml. I, s. 189, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis.
( 42 ) Carbone-Lorraine-dommen, nævnt i fodnote 41 ovenfor, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.
( 43 ) Dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Sml. II, s. 897 (herefter »Degussa-dommen«).
( 44 ) Den appellerede doms præmis 117-120.
( 45 ) Den appellerede doms præmis 118.
( 46 ) Den appellerede doms præmis 119.
( 47 ) Jf. den appellerede doms præmis 144.
( 48 ) Jf. den appellerede doms præmis 154.
( 49 ) Jf. den appellerede doms præmis 162.
( 50 ) Jf. punkt 98 og 99 ovenfor.
( 51 ) Alliance One-dommen, nævnt i fodnote 23 ovenfor, præmis 64.
( 52 ) Jf. 757. betragtning til den anfægtede beslutning.
( 53 ) Jf. punkt 107 ovenfor.
( 54 ) Carbone-Lorraine-dommen, nævnt i fodnote 41 ovenfor, præmis 44.
( 55 ) Carbone-Lorraine-dommen, nævnt i fodnote 41 ovenfor, præmis 44 og 45.
( 56 ) Dom af 10.5.2007, sag C-328/05 P, Carbon mod Kommissionen (herefter »SGL Carbon-dommen«), Sml. I, s. 3921, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis.
( 57 ) Naturligvis bortset fra anvendelsen af loftet på 10% på grundlag af det foregående regnskabsårs omsætning.
( 58 ) CGL-Carbone-dommen, nævnt i fodnote 56 ovenfor, præmis 100.
( 59 ) Stævningen i annullationssøgsmålet blev indleveret den 23.2.2006, og dommen blev afsagt den 16.11.2011.
( 60 ) Jf. dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen (herefter »Baustahlgewebe-dommen«), Sml. I, s. 8417, præmis 45, hvor Domstolen tog hensyn til, at der var forløbet 22 måneder mellem retsmødet og domsafsigelsen i første instans.
( 61 ) Jf. dom af 16.11.2011, sag C-50/12 P, Kendrion, præmis 108-133. I den sag blev spørgsmålet om, hvorvidt Retten tilsidesatte en rimelig frist for at pådømme sagen, rejst for Retten under retsmødet.
( 62 ) Nævnt i fodnote 60 ovenfor, præmis 29.
( 63 ) Punkt 70-150 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen indeholder en fuldstændig analyse af, hvad der udgør en tilsidesættelse af en rimelig frist for at pådømme sagen, og hvilket retsmiddel der bør anvendes til afhjælpning.
( 64 ) Jf. punkt 98-112 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.
( 65 ) Jf. punkt 44-54 ovenfor.
( 66 ) Jf. punkt 91-94 i nævnte forslag til afgørelse.
( 67 ) Nævnt i fodnote 4 ovenfor.
( 68 ) I Baustahlgewebe-dommen, nævnt i fodnote 60 ovenfor, ophævede Domstolen af procesbesparende hensyn og for at sikre en umiddelbar og effektiv afhjælpning den appellerede dom hvad angår den fastsatte størrelse på bøden, samtidig med at den stadfæstede dommen i alle andre henseender.
( 69 ) Jf. punkt 148 i mit forslag til afgørelse i sagen Groupe Gascogne mod Kommissionen.
( 70 ) GSD’s anbringende i denne sag om nedsættelse af bøden er, så vidt jeg kan se, direkte baseret på Baustahlgewebe-dommen. Det blev ikke fremsat som en særskilt påstand om erstatning for materielle og/eller ikke-økonomiske tab, og Domstolen ville heller ikke have kompetence til at behandle et sådant krav.
( 71 ) Jf. punkt 66-90 ovenfor.
Full & Egal Universal Law Academy