FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 18. juli 2013 ( 1 )
Sag C-180/12
Stoilov i Ko EOOD
mod
Nachalnik na Mitnitsa Stolichna
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien))
»Forskellige afgørelser og retsmidler vedrørende samme toldskyld — formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse — ufornødent at træffe afgørelse — retskraft — chartrets artikel 41 og 47 — princippet om god forvaltningsskik — retten til en effektiv domstolsprøvelse«
I – Indgivelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse og dens formalitet
1.
Denne præjudicielle sag, der er forelagt af Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsretten i Sofia), vedrører fortolkningen af underposition 5407 61 30 og 6303 92 10 i den kombinerede nomenklatur for 2009 (herefter »KN«) ( 2 ) samt fortolkningen af toldkodeksen ( 3 ), princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og artikel 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2.
Som jeg vil påvise i dette forslag til afgørelse, rejser den forelagte sag et andet spørgsmål vedrørende dens formalitet eller nærmere bestemt den omstændighed, at sagen har mistet sin genstand under behandlingen, hvilket efter min opfattelse bør foranledige Domstolen til at fastslå, at det er ufornødent at besvare de præjudicielle spørgsmål.
3.
Før jeg undersøger dette spørgsmål, vil det dog være hensigtsmæssigt at skitsere forløbet af de nationale retsforhandlinger, hvorved selskabet Stoilov i Ko EOOD (herefter »Stoilov«) næsten samtidig har anlagt to sager – med samme genstand – til prøvelse af to afgørelser truffet af Nachalnik na Mitnitsa Stolichna (toldchefen i Sofia, herefter »Nachalnik«) i medfør af toldkodeksen.
4.
Kort fortalt indgav Stoilov den 8. januar 2009 en toldangivelse vedrørende »stof til fremstilling af rullegardiner« hidhørende fra Kina, der blev tariferet i underposition 6303 92 10 i KN. Efter verificering og laboratorieanalyse af en række prøver fastslog toldmyndighederne imidlertid, at de varer, der var omhandlet i denne angivelse, opfyldte kriterierne for tarifering i kapitel 54 i KN, nærmere bestemt underposition 5407 61 30.
5.
Den 27. april 2009 meddelte Nachalnik derfor i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1 ( 4 ), Stoilov en afgørelse (herefter »afgørelsen om meddelelse«), hvorefter de varer, der var omfattet af toldangivelsen af 8. januar 2009, skulle tariferes i underposition 5407 61 30, hvilket medførte en forhøjelse af toldsatsen fra 6,5% til 8% og anvendelse af en endelig antidumpingtold på 74,8%. Stoilov blev i denne afgørelse indrømmet en frist på syv dage til frivillig indbetaling af de tilsvarende beløb i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 222 ( 5 ).
6.
Da Stoilov ikke betalte de krævede beløb inden for den fastsatte frist, traf Nachalnik den 7. august 2009 en afgørelse om tvangsinddrivelse af statens tilgodehavender (herefter »opkrævningsafgørelsen«) i henhold til toldkodeksens artikel 232 ( 6 ).
7.
I september 2009 indgav Stoilov administrativ klage over denne afgørelse med krav om, at der blev foranstaltet en uafhængig sagkyndig undersøgelse, og i oktober 2009 anlagde selskabet sag med påstand om annullation af opkrævningsafgørelsen ved den forelæggende ret.
8.
Nogle måneder tidligere havde Stoilov imidlertid indbragt afgørelsen om meddelelse for Administrativen sad Sofia-grad, der stadfæstede afgørelsen ved dom af 30. december 2010.
9.
Denne dom blev anket til Varhoven administrativen sad (den øverste forvaltningsdomstol), som endnu ikke havde afsagt dom, da den foreliggende præjudicielle sag blev forelagt. Det fremgår imidlertid af de skriftlige indlæg for Domstolen og af den forelæggende rets svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger, at Varhoven administrativen sad ved dom af 5. juli 2012 ophævede Administrativen sad Sofia-grads dom af 30. december 2010 og omgjorde denne ved at annullere afgørelsen om underretning. Ifølge den forklaring, som den forelæggende ret gav i sit svar på anmodningen om uddybende oplysninger, fandt Varhoven administrativen sad i det væsentlige, at Nachalniks toldmæssige tarifering, som Administrativen sad Sofia-grad havde tiltrådt, vurderet ud fra sagsakterne og de tilhørende sagkyndige udtalelser var fejlagtig. Varhoven administrativen sad fandt endvidere, at der var skabt en berettiget forventning hos Stoilov om, at de pågældende varer skulle tariferes i underposition 6303 92 10, eftersom toldmyndighederne havde godtaget en lang række tidligere angivelser for tilsvarende varer hidhørende fra samme leverandør i Kina, og at de havde kontrolleret dokumenterne og benyttet den nævnte underposition uden at pålægge sanktioner.
10.
I svaret på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger om den virkning, som annullationen af afgørelsen om underretning har for tvisten i hovedsagen, erkendte den forelæggende ret bl.a., at den har pligt til at efterprøve, om de processuelle betingelser, der gælder for opkrævningsafgørelsens lovlighed, er opfyldt, og at afgørelsen om meddelelse udgør en af disse betingelser.
11.
Nachalnik erkendte under retsmødet ved Domstolen, at afgørelsen om meddelelse ikke længere var gyldig efter bulgarsk ret, eftersom Varhoven administrativen sad havde annulleret den.
12.
Med dette in mente skal det påpeges, at den opgave, som Domstolen er tildelt i forbindelse med samarbejdet i henhold til artikel 267 TEUF, ikke indebærer, at den skal afgive teoretiske responsa, og at genstanden for en anmodning om præjudiciel afgørelse helt eller delvis kan miste sin relevans under retsforhandlingerne for Domstolen, således at de svar, som Domstolen måtte give i anledning af denne anmodning, ikke længere opfylder målet om at bidrage til selve afgørelsen af en retstvist ( 7 ). Den bistand, som Domstolen yder de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF, forudsætter med andre ord, at de skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle dom, der afsiges ( 8 ).
13.
Domstolen har i overensstemmelse med denne retspraksis allerede fastslået, at det – selv om den forelæggende ret har udtrykt ønske om at opretholde en anmodning om præjudiciel afgørelse – er ufornødent at træffe afgørelse om denne anmodning, når den tvist, der ligger til grund for den, har mistet sin genstand under sagens behandling, f.eks. fordi parterne er nået til enighed ( 9 ), eller hovedsagen er blevet trukket tilbage ( 10 ).
14.
I lyset af de faktiske omstændigheder, der er fremlagt for Domstolen, finder denne, at det er ufornødent at behandle en anmodning om præjudiciel afgørelse, der er genstandsløs, når denne anmodning ikke gør det muligt at udlede de elementer til fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret finder det relevant at benytte med henblik på at træffe afgørelse i den for retten verserende sag ud fra EU-retten ( 11 ).
15.
Det må erkendes, at den situation, der er omhandlet i den foreliggende sag, ikke svarer helt til den, der var tale om i disse sager.
16.
Det er imidlertid klart, at den forelæggende ret ifølge den nævnte retspraksis og de oplysninger, som Domstolen er i besiddelse af, ikke længere med henblik på at løse tvisten i hovedsagen skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle dom, såfremt Domstolen vælger at besvare de forelagte spørgsmål.
17.
Som den forelæggende ret medgav i sit svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger, indebærer Varhoven administrativen sads annullation af afgørelsen om meddelelse, at den ene betingelse for opkrævningsafgørelsens formelle lovlighed ikke længere er opfyldt, eftersom den førstnævnte afgørelse ikke længere er gyldig efter bulgarsk ret, hvilket Nachalnik også har erkendt. Som Stoilov med rette gjorde gældende under retsmødet ved Domstolen, kan den forelæggende ret derfor nøjes med at fastslå, at opkrævningsafgørelsen nødvendigvis må annulleres alene efter national ret, hvilket den i øvrigt har kunnet gøre, siden Varhoven administrativen sad afsagde sin dom.
18.
Selv om man kan forstå Nachalniks argument om, at underretningen om størrelsen af en toldskyld, jf. toldkodeksens artikel 221 (dvs. den omhandlede beslutning om meddelelse), og afgørelsen om tvangsinddrivelse af denne skyld, der træffes i henhold til artikel 232 i denne kodeks, må betragtes som selvstændige retsakter, der kan anfægtes hver for sig, havde Europa-Kommissionen dog fuldstændig ret, da den under retsmødet ved Domstolen påpegede, at det ikke er lovligt for den nationale myndighed at opkræve en toldskyld, hvis denne skyld ikke eksisterer længere, fordi afgørelsen herom er blevet annulleret af den kompetente nationale ret. Hvis der blev anlagt en anden fortolkning, ville det føre til ugrundet berigelse af staten.
19.
Når Varhoven administrativen sad har annulleret afgørelsen om meddelelse, er den forelæggende ret således nødt til at tage til efterretning, at en væsentlig betingelse for den formelle lovlighed af den opkrævningsafgørelse, der er omhandlet i hovedsagen, ikke længere er opfyldt, nemlig selve konstateringen af den toldskyld, der kræves betalt, og som anfægtes ved denne ret, uanset hvordan Domstolen måtte besvare de fire præjudicielle spørgsmål, som denne ret har forelagt den.
20.
Hvis Domstolen besvarer disse spørgsmål, svarer det derfor til, at den afgiver et responsum om hypotetiske spørgsmål, hvilket ikke er foreneligt med den opgave, som Domstolen er blevet tildelt i forbindelse med det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF.
21.
I svaret på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger har den forelæggende ret desuden udtrykt vilje til at lade Domstolen optræde som mægler og lade denne vælge mellem den forelæggende rets egen bedømmelse af de faktiske omstændigheder i hovedsagen og den bedømmelse, som Varhoven administrativen sad foretog i den dom, hvorved den ophævede Administrativen sad Sofia-grads dom af 30. december 2010 og omgjorde afgørelsen om meddelelse ved at annullere den, navnlig med hensyn til de beviser, der var årsag til, at de omhandlede varer blev henført under en af de omtvistede underpositioner i KN ( 12 ). Det tilkommer naturligvis ikke Domstolen at blande sig i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder i hovedsagen og slet ikke at påtage sig en rolle som mægler mellem en højesteret og en lavere retsinstans i en medlemsstat.
22.
Jeg mener som følge heraf, at Domstolen bør fastslå, at det ikke længere er fornødent at behandle anmodningen om præjudiciel afgørelse.
23.
I tilfælde af at Domstolen ikke er enig i denne vurdering, skal jeg i det følgende rent subsidiært og kortfattet besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt.
II – Subsidiær vurdering af de præjudicielle spørgsmål
A – Det første præjudicielle spørgsmål
24.
Den forelæggende rets første præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd: »Skal varen – ruller af fiberdug til fremstilling af rullegardiner – ud fra sine egenskaber tariferes i [KN] under KN-kode 5407 61 30 som »vævet stof« eller ud fra sit eneste anvendelsesformål – til rullegardiner – i KN-kode 6303 92 10, hvorved følgende bør tages i betragtning:
a)
begrebet »konfektionerede varer« som omhandlet i bestemmelse 7 […] i afsnit XI (tekstilstoffer) i [KN], fortolket i sammenhæng med de almindelige tariferingsbestemmelsers [del A] nr. 2, litra a), vedrørende begreberne »ukomplette eller ufærdige varer« under hensyntagen til det i bestemmelse nr. 2, litra b), nævnte tilfælde, den i sagen omhandlede vares egenskaber og den omstændighed, at der kun kan fremstilles et slutprodukt af den
b)
muligheden for, at begrebet »vævet stof« i kapitel 54, underposition 5407 61 30 i [KN] omfatter stofstrimler, der ligesom slutproduktet, som er deres eneste anvendelsesformål – rullegardiner – også har en sammenfæstnet kant på de lange sider, idet dette produkt udtrykkeligt nævnes i nomenklaturens underposition 6303 92 10?«
25.
Dette spørgsmål udspringer af den uenighed, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, idet Stoilov angav de indførte varer som henhørende under kapitel 63 i KN, hvorimod toldmyndighederne mente, at de varer, der var omfattet af denne angivelse, opfylder kriterierne for tarifering i kapitel 54 i KN.
26.
KN er som bekendt baseret på Verdenstoldorganisationens harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, hvorfra den gentager positionerne og de sekscifrede underpositioner, idet det syvende og ottende ciffer i KN er underpositioner, der er specifikke for denne. KN’s anden del med overskriften »Toldtariffen« indeholder en vareklassifikation i afsnit, kapitler, positioner og underpositioner.
27.
Afsnit XI i KN har overskriften »Tekstilvarer«. Ifølge bestemmelse 7 til dette afsnit betragtes som »konfektionerede varer« bl.a.:
»a)
varer, der er tilskåret i anden form end kvadratisk eller rektangulær
b)
varer, der er færdige til brug, eller er færdige til brug efter simpel opklipning, uden at behøve syning eller anden videre forarbejdning (f.eks. visse støvklude, håndklæder, duge, tørklæder og tæpper, og
c)
varer, hvis kanter er sømmet eller ombøjet.«
28.
Kapitel 54 og kapitel 63 i KN hører begge under afsnit XI.
29.
Kapitel 54 med overskriften »Endeløse kemofibre; strimler og lignende af endeløse kemofibre« omfatter bl.a. position 5407 »Vævet stof af garn af endeløse syntetiske fibre […]«, der atter omfatter underposition 5407 61 30 »Andet vævet stof, med indhold af endeløse polyesterfibre på 85 vægtprocent eller derover« ( 13 ).
30.
Kapitel 63, underkapitel I, i KN med overskriften »Andre konfektionerede tekstilvarer« omfatter position 6303, »Gardiner, rullegardiner, gardinkapper og sengekapper«, der omfatter underposition 6303 92 10 »I andre tilfælde [end af trikotage] af syntetiske fibre af fiberdug«. Det fremgår af bestemmelse 1 til kapitel 63 i KN, at underkapitel I kun omfatter »konfektionerede varer« af tekstilstof af enhver art.
31.
Det skal også bemærkes, at KN indeholder almindelige tariferingsbestemmelser af generel karakter vedrørende dens fortolkning. Det fremgår bl.a. af disse bestemmelser, at når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt som de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter denne bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand ( 14 ). Det præciseres også i disse bestemmelser, at den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes, såfremt varer kan henføres under flere positioner ( 15 ), og at tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne, idet overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler alene tjener til orientering ( 16 ).
32.
Det skal også påpeges, at varer skal tariferes ud fra deres objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN, når der ikke findes en specificeret varebeskrivelse, hvilket af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn er det afgørende kriterium ved tarifering af varer ( 17 ).
33.
Selv om Domstolen i enkelte tilfælde har taget stilling til den toldmæssige tarifering af en given vare, skal den i princippet ikke udtale sig om et sådant spørgsmål i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse og den heraf følgende kompetencefordeling mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter. Denne opgave løses af den forelæggende ret i lyset af de faktiske omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, og den fortolkning af EU-retten, som Domstolen har oplyst den om ( 18 ).
34.
Jeg mener i den forbindelse, at den forelæggende ret i det væsentlige ønsker en præcisering af rækkevidden af begrebet »konfektionerede varer« i bestemmelse 7 til afsnit XI i KN, for at den kan efterprøve, om de varer, Stoilov har angivet, dvs. »stof til fremstilling af rullegardiner«, rent faktisk kan henhøre under en af underpositionerne i kapitel 63 i KN.
35.
Som navnlig Kommissionen har gjort gældende, skal de pågældende varer for at kunne knyttes til dette kapitel være af samme beskaffenhed som konfektionerede varer, hvilket ifølge dette kapitel omfatter rullegardiner.
36.
Kun to af de alternative kriterier, der er nævnt i bestemmelse 7 til afsnit XI i KN, forekommer umiddelbart relevante. Ifølge Kommissionen og Nachalnik er de pågældende varer rektangulære og opfylder derfor ikke kriteriet i bestemmelse 7, litra a), til afsnit XI, som kun omfatter »varer, der er tilskåret i anden form end kvadratisk eller rektangulær«. Denne bedømmelse, der i sidste instans skal foretages af den forelæggende ret, virker efter min opfattelse ikke særlig overbevisende, eftersom der er tale om rullegardiner, som normalt har en rektangulær form. Det er efter min opfattelse overdrevent, at disse parter heraf har udledt, at kapitel 63 ikke finder anvendelse. At de pågældende varer er rektangulære bevirker kun, at de ikke opfylder det første kriterium i bestemmelse 7 til afsnit XI.
37.
Det fremgår herved af bestemmelse 7, litra b), til det samme afsnit, at begrebet konfektionerede varer omfatter »varer, der er færdige til brug«.
38.
Ud over at Stoilov påberåbte sig denne bestemmelse under retsmødet ved Domstolen med henvisning til, at de pågældende varer kun krævede en simpel montering, udtalte Varhoven administrativen sad i dommen af 5. juli 2012 også, at varerne var færdige til brug ved indførslen, og at de ikke kunne benyttes til andet end rullegardiner.
39.
Det er desuden vigtigt at fremhæve, at det fremgår af de almindelige bestemmelser i KN, at når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt som de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer, eller de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.
40.
Det tilkommer således den forelæggende ret at efterprøve ud fra alle de faktiske og retlige omstændigheder, som den har kendskab til, om de pågældende varer kan betragtes som varer, der er færdige til brug, og som derfor kan henføres under kapitel 63 i KN.
41.
Er det ikke tilfældet, bør varerne henføres under kapitel 54 i KN.
42.
De berørte parters forskellige holdninger til, om de omhandlede tekstilvarer består af fiberdug eller vævet stof, er efter min opfattelse kun relevante for fastlæggelsen af den korrekte underposition. De er ikke relevante for fastlæggelsen af det relevante kapitel i KN, hvilket jeg anser for det virkelig afgørende spørgsmål.
B – Det andet præjudicielle spørgsmål
43.
Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det kan antages, at den deklarerende og forpligtede person i henhold til vareindførslen havde en berettiget forventning med hensyn til varens tarifering, såfremt a) toldmyndighederne for en tidligere indgivet toldangivelse for tilsvarende varer med den samme toldkode efter en protokolleret varekontrol inklusive en kontrol med henblik på tariferingen ikke udtog prøver til analyse, og det konkluderedes, at varerne stemte overens med oplysningerne i angivelsen, og b) der fandt ingen senere kontrol sted efter overdragelse af varerne i henhold til fem tidligere angivelser af tilsvarende varer med den samme toldkode, både før og efter datoen for protokollatet om toldkontrollen, hvori det blev konstateret, at toldkoden var korrekt.
44.
Dette spørgsmål er efter min opfattelse kun relevant, hvis den forelæggende ret fastslår, at varerne skulle tariferes som anført i opkrævningsafgørelsen, dvs. i kapitel 54 i KN.
45.
Hvis det ikke er tilfældet, bør denne afgørelse annulleres alene på grund af de pågældende varers fejlagtige tarifering, uden at den forelæggende ret behøver at tage hensyn til, om der er skabt en berettiget forventning hos Stoilov vedrørende en tarifering i kapitel 63.
46.
Efter denne afgrænsning af spørgsmålet skal det påpeges, at toldmyndighederne i henhold til toldkodeksens artikel 68 kan verificere de angivelser, som de har antaget, ved at foretage en dokumentkontrol som nævnt i litra a) i denne bestemmelse eller en undersøgelse af varerne, eventuelt ledsaget af en prøveudtagning med henblik på analyse eller dybtgående kontrol, i overensstemmelse med litra b) i den samme bestemmelse.
47.
Den forelæggende ret har i denne sag præciseret i sit spørgsmål, at toldmyndighederne i en række toldangivelser, som Stoilov indgav for tilsvarende varer med samme toldmæssige tarifering (kapitel 63 i KN) forud for den angivelse, der er omhandlet i hovedsagen, i ét tilfælde foretog en fysisk kontrol af de indførte varer og i en række andre tilfælde godtog Stoilovs angivelser efter en simpel dokumentkontrol uden at gøre indvendinger mod den angivne toldmæssige tarifering.
48.
Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorvidt der kan være skabt en berettiget forventning hos Stoilov som følge af de tilsagn, selskabet fik fra toldmyndighederne, da disse efter verificering af dets toldangivelser i forbindelse med tidligere indførsler godtog, at de samme varer blev tariferet i kapitel 63 i KN.
49.
Det skal herved bemærkes, at der i toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 er fastsat procedurer, som skal sikre, at toldmyndighederne ikke bogfører toldafgifter efterfølgende, og at der indrømmes fritagelse for disse afgifter, og som forfølger samme formål, herunder at begrænse efteropkrævninger af importafgifter til tilfælde, hvor en sådan opkrævning er forenelig med et så grundlæggende princip som princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ( 19 ).
50.
Ifølge retspraksis, hvori den første af disse artikler er fortolket, har den afgiftspligtige krav på, at disse afgifter ikke efteropkræves, når tre betingelser er opfyldt på samme tid ( 20 ).
51.
Det er for det første en betingelse, at afgifterne som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, ikke er blevet opkrævet. Den fejl, som myndighederne har begået, skal endvidere være af en sådan karakter, at en afgiftspligtig i god tro ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den på trods af dennes erfaring og den agtpågivenhed, som denne har udvist. Endelig skal sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen have overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter ( 21 ).
52.
Med hensyn til den første betingelse – at de kompetente myndigheder har begået en fejl – har Domstolen bemærket, at det kun er fejl, som kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfærd, der giver ret til manglende efteropkrævning af told ( 22 ), og at det ikke er tilstrækkeligt til at udelukke muligheden for, at der er begået en fejl, som kan tilregnes disse myndigheder, at den afgiftspligtiges toldangivelse er ukorrekt ( 23 ).
53.
Hvad angår muligheden for at påvise de kompetente myndigheders fejl har Domstolen fastslået, at der ved afgørelsen bl.a. skal tages hensyn til, hvor indviklede reglerne på området er, og i hvor lang tid myndighederne begik fejlen ( 24 ), hvorimod den med hensyn til den agtpågivenhed, der skal udvises af en fagmand, bemærkede, at dette indebærer, at denne skal meddele de kompetente toldmyndigheder alle oplysninger, der er nødvendige ifølge EU-reglerne og de nationale regler, der i givet fald supplerer eller gennemfører dem med henblik på den krævede toldbehandling af den pågældende vare ( 25 ).
54.
Som hovedregel tilkommer det dog den forelæggende ret at efterprøve, om alle disse betingelser er opfyldt, og de præciseringer, der er foretaget, er ikke nødvendigvis udtømmende.
55.
Jeg vil i den forbindelse nøjes med at pege på visse aspekter, der får mig til at antage, at betingelserne for at undlade at opkræve tolden er opfyldt.
56.
Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at toldmyndighederne forud for tvisten i hovedsagen havde foretaget fysisk kontrol af varer, som svarede til dem, der ligger til grund for denne tvist, som var af samme oprindelse, og som blev tariferet i kapitel 63 i KN, med henblik på at verificere Stoilovs toldangivelser.
57.
Ved at iværksætte en fysisk kontrol af varerne har toldmyndighederne efter min opfattelse udvist en aktiv adfærd som omhandlet i den nævnte retspraksis, og denne adfærd synes i øvrigt at være blevet bekræftet ved efterfølgende dokumentkontrol.
58.
Den forelæggende ret har ganske vist ikke oplyst, hvor længe toldmyndighederne godtog den toldmæssige tarifering, som Stoilov angav, hvilket skal efterprøves af denne ret, men det lader dog til, at denne praksis har omfattet flere tidsmæssigt adskilte angivelser.
59.
Jeg tvivler i øvrigt på, at en normalt påpasselig erhvervsdrivende med rimelighed kunne forventes at opdage de kompetente myndigheders fejl, eftersom myndighederne iværksatte en dybtgående kontrol, som omfattede en sagkyndig undersøgelse, hvor der blev anvendt et mikroskop og infrarød spektroskopi, hvorefter de afviste den tarifering, som Stoilov havde angivet for indførslen af de pågældende varer.
C – Det tredje præjudicielle spørgsmål
60.
Den forelæggende rets tredje præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd: »Skal artikel 243, stk. 1, i [toldkodeksen] med henblik på overholdelsen af retskraftprincippet fortolkes således, at der kun kan indgives retsmidler mod den foranstaltning, der er omhandlet i toldkodeksens artikel 232, stk. 1, litra a), når foranstaltningen er blevet vedtaget på grund af manglende betaling til tiden og samtidigt fastsætter importafgifternes størrelse og efter national ret er fuldbyrdelsesgrundlag for inddrivelse af afgifterne?«
61.
Som Kommissionen med rette har anført, er spørgsmålet formuleret ret uklart, og det er ikke let at forstå, hvad den forelæggende ret egentlig ønsker oplyst.
62.
Hvis der ses bort fra dette generelle forbehold, der uden videre vil kunne medføre, at dette spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling, er det dog muligt at forstå det ud fra omstændighederne i den foreliggende sag.
63.
Den forelæggende ret synes med sin udtrykkelige henvisning til retskraftprincippet at ville foregribe en eventuel dom fra Varhoven administrativen sad om ophævelse af den forelæggende rets dom af 30. december 2010 vedrørende afgørelsen om meddelelse ved at spørge, in fine, om det i henhold til toldkodeksen kun er opkrævningsafgørelsen, der skal anses for en akt, som kan anfægtes, hvilket betyder, at afgørelsen om meddelelse ikke kan anfægtes, og at den dom, hvorved Varhoven administrativen sad annullerede denne afgørelse, ikke har nogen retskraft i forhold til den dom, som den forelæggende ret skal afsige.
64.
Det, som den forelæggende ret ønsker oplyst, er med andre ord, om opkrævningsafgørelsen, der blev truffet i henhold til toldkodeksens artikel 232, er den eneste akt, der kan anfægtes, idet afgørelsen om meddelelse i denne forstand kun er en forberedende akt, der ikke kan gøres til genstand for domstolsprøvelse.
65.
Hvis det er det, der spørges om, må svaret selvfølgelig være benægtende.
66.
Når det kun bestemmes i toldkodeksens artikel 243, stk. 1, at enhver person kan indgive klage mod afgørelser, der træffes af toldmyndighederne om anvendelse af toldforskrifterne, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt, er toldkodeksen således på ingen måde til hinder for, at medlemsstaterne i lighed med Republikken Bulgarien kvalificerer den underretning, der er omhandlet i artikel 221, stk. 1, i denne kodeks (i dette tilfælde afgørelsen om meddelelse), som en akt, der kan anfægtes i henhold til national ret, hvilket den forelæggende ret og Nachalnik også har erkendt.
67.
I Administrativen sad Sofia-grads dom af 30. december 2010 realitetsbehandlede den desuden afgørelsen om meddelelse og erkendte dermed selv, at denne afgørelse var en akt, der var bebyrdende for Stoilov.
68.
Toldkodeksens bestemmelser er således ikke til hinder for, at både afgørelsen om meddelelse og opkrævningsafgørelsen anses for akter, der er bebyrdende for importøren, og at de som følge heraf begge kan gøres til genstand for prøvelse ved de nationale retter.
D – Det fjerde præjudicielle spørgsmål
69.
Den forelæggende rets fjerde præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd: »[S]kal artikel 41, stk. 2, litra a), og artikel 47 i [chartret] fortolkes således, at når den forpligtigede efter at have modtaget underretning i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1, har indgivet anmodning om bevisoptagelse ved en uafhængig sagkyndig, som toldmyndighederne ikke udtrykkeligt har imødekommet og ikke omtalt i senere afgørelser, foreligger der en uafhjælpelig krænkelse af retten til god forvaltning og retten til forsvar i den administrative procedure, som ikke kan afhjælpes under den retslige procedure, fordi den pågældende ifølge de regler, som gælder for proceduren i hovedsagen, kun ved en ret i første instans kan godtgøre sine indsigelser vedrørende tariferingen af varen, når han stiller spørgsmål til en uafhængig sagkyndig?«
70.
Jeg vil indledningsvis præcisere en række forhold, der vedrører spørgsmålets genstand.
71.
Jeg finder det for det første forkert, at der i spørgsmålet henvises til chartrets artikel 47, der sikrer adgangen til effektive retsmidler, selv om den forelæggende ret i det væsentlige kommer med betragtninger om respekten for retten til at blive hørt under en administrativ procedure.
72.
Hvis retten ønsker, at spørgsmålet besvares ud fra chartrets artikel 47, fremgår det i øvrigt af samtlige omstændigheder i hovedsagen, at Stoilov uden tvivl havde mulighed for at anlægge sag til prøvelse af opkrævningsafgørelsen, som netop er genstand for en verserende sag ved den forelæggende ret. Jeg vil for en god ordens skyld påpege, at Stoilov ligeledes havde ret til at anlægge sag til prøvelse af afgørelsen om meddelelse. I forbindelse med denne sag blev der foranstaltet en uafhængig sagkyndig undersøgelse, og Stoilov ankede sagen til Varhoven administrativen sad, der gav selskabet medhold.
73.
Jeg vil for det andet fremhæve, at den forelæggende ret er usikker på, om retten til at blive hørt blev respekteret under den administrative fase, der fulgte efter vedtagelsen af afgørelsen om meddelelse, idet den finder, at denne ret omfatter retten til at fremsætte begæring om en uafhængig sagkyndig undersøgelse, og denne begæring kronologisk gik forud for vedtagelsen af opkrævningsafgørelsen.
74.
Dette forhold synes dog ikke at svare til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, eftersom Stoilov indgav begæring om en uafhængig sagkyndig undersøgelse, efter at opkrævningsafgørelsen var vedtaget ( 26 ).
75.
Med henblik på at bevare spørgsmålets effektive virkning og se bort fra »retten« til en uafhængig sagkyndig undersøgelse kan dette spørgsmål omformuleres på en sådan mådes, at det ønskes oplyst, om toldmyndighederne har pligt til at respektere retten til at blive hørt, jf. chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), før de vedtager en opkrævningsafgørelse som den, der er genstand for hovedsagen, og som er baseret på toldkodeksens artikel 232.
76.
Der kan i den henseende ikke være tvivl om, at denne situation, eftersom opkrævningsafgørelsen blev vedtaget med hjemmel i en national lovgivning, der klart falder ind under EU-rettens anvendelsesområde, nemlig toldkodeksen, henhører under en medlemsstats »gennemførelse« af denne ret som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, hvilket indebærer, at de rettigheder, der er sikret ved dette charter, finder anvendelse ( 27 ).
77.
Domstolen har allerede fastslået, at chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), som led i den enkeltes ret til at få behandlet sin sag i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik giver denne ret til at blive hørt i enhver procedure, som kan udmunde i en bebyrdende afgørelse ( 28 ), og Domstolen har i øvrigt behandlet denne ret i forbindelse med en procedure vedrørende opkrævning af en toldskyld ( 29 ).
78.
Det skal bemærkes, at retten til at blive hørt garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt ( 30 ).
79.
I M.-sagen, der vedrørte en ansøgning om asyl og en ansøgning om subsidiær beskyttelse, påpegede Domstolen også, at når en medlemsstat har valgt at indføre to særskilte og på hinanden følgende procedurer, skal ansøgerens ret til at blive hørt garanteres fuldt ud inden for rammerne af hver af disse procedurer ( 31 ). Domstolen bemærkede videre, at det var særlig vigtigt at respektere denne ret, fordi det ikke var de samme betingelser, der skulle opfyldes for meddelelse af flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus, og den nationale myndighed havde givet den samme begrundelse for afslaget på disse ansøgninger ( 32 ).
80.
Det kan ikke nægtes, at der er visse forskelle mellem M.-sagen og hovedsagen, men der rejser sig alligevel det spørgsmål, om kravet om, at retten til at blive hørt skal respekteres forud for vedtagelsen af enhver individuel forvaltningsakt, finder analog anvendelse i en situation som den, der gør sig gældende i hovedsagen, dvs. en situation, hvor der er vedtaget to på hinanden følgende afgørelser – først afgørelsen om meddelelse og dernæst opkrævningsafgørelsen – med næsten samme genstand.
81.
Nachalnik bemærkede under retsmødet ved Domstolen, at de pågældende to afgørelser var af selvstændige karakter, og hævdede, at retten til at blive hørt blev respekteret i fasen forud for vedtagelsen af afgørelsen om meddelelse, hvilket indebar, at retten til at blive hørt under den procedure, der førte til vedtagelse af opkrævningsafgørelsen, også blev respekteret.
82.
Selv om den forelæggende ret ikke har oplyst, om Stoilov fik mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at fremsætte sine bemærkninger til toldmyndighedens planer om at vedtage afgørelsen om meddelelse, mener jeg dog, selv om det måtte vise sig, at Stoilov havde denne ret og udnyttede den, ikke, at en erhvervsdrivende som Stoilov måtte afskæres fra at blive hørt under den administrative faste, der førte til vedtagelsen af opkrævningsafgørelsen.
83.
De bemærkninger, som en erhvervsdrivende har ret til at fremsætte forud for vedtagelsen af en afgørelse om meddelelse som omhandlet i toldkodeksens artikel 220, adskiller sig således fra de bemærkninger, som den erhvervsdrivende kan fremsætte over for myndigheden, inden den pålægger den erhvervsdrivende at betale toldskylden i henhold til artikel 232 i denne kodeks.
84.
I det førstnævnte tilfælde kan retten til at blive hørt udøves ved at anfægte varens toldmæssige tarifering, eftersom den underretning, der sker i henhold til toldkodeksens artikel 220, har karakter af en bebyrdende akt i henhold til bulgarsk ret. Den kan også i henhold til toldkodeksens artikel 224-229 udøves af den erhvervsdrivende til at angive de årsager, bl.a. af økonomisk og social art, der ligger til grund for dennes anmodning til myndigheden om henstand med betalingen af det krævede beløb eller anmodning om betalingslempelser. I det andet tilfælde kan den erhvervsdrivende forud for vedtagelsen af opkrævningsafgørelsen og opkrævningen af morarenter angive de årsager, bl.a. af økonomisk og social art, der er til hinder for opkrævningen af disse renter, og anmode om, at myndigheden i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 232, stk. 2, undlader at opkræve morarenter.
85.
Eftersom de bemærkninger, der kan fremsættes i forbindelse med de to procedurer, ikke vil være fuldstændig ens, vil den erhvervsdrivende kun have mulighed for at tilkendegive sit synspunkt på en hensigtsmæssig og effektiv måde, hvis retten til at blive hørt respekteres i forbindelse med de enkelte faser, der fører til vedtagelsen af de to afgørelser.
86.
Jeg skal endelig indskyde, at det tilkommer den forelæggende ret at drage de nødvendige konsekvenser af en krænkelse af den ret, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), i overensstemmelse med den nationale ret og under overholdelse af effektivitets- og ækvivalensprincippet. Den forelæggende ret skal således i overensstemmelse med denne ret og disse principper efterprøve, om en sådan krænkelse i sig selv bevirker, at opkrævningsafgørelsen må annulleres, eller om dette forudsætter, at den pågældende erhvervsdrivende godtgør, at proceduren ville have haft et andet udfald, hvis retten til at blive hørt ikke var blevet tilsidesat.
III – Forslag til afgørelse
87.
På grundlag af betragtningerne i punkt 12-22 i dette forslag til afgørelse foreslår jeg, at Domstolen fastslår, at det er ufornødent at træffe afgørelse om den anmodning om præjudiciel afgørelse, som Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) har forelagt ved afgørelse af 4. april 2012.
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – KN er indeholdt bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19.9.2008 (EUT L 291, s. 1).
( 3 ) – Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20.11.2006 (EUT L 363, s. 1, herefter »toldkodeksen«).
( 4 ) – Ifølge denne bestemmelse skal debitor efter en passende fremgangsmåde underrettes om afgiftsbeløbets størrelse, så snart dette beløb er bogført.
( 5 ) – Ifølge denne bestemmelse skal ethvert afgiftsbeløb, der er genstand for den i artikel 221 omhandlede underretning, som udgangspunkt betales af debitor inden for en frist på højst ti dage efter tidspunktet for denne underretning.
( 6 ) – Det fremgår bl.a. af denne artikel, at toldmyndighederne, hvis afgiftsbeløbet ikke er betalt inden for den fastsatte frist, gør brug af alle de muligheder, de har i henhold til gældende bestemmelser, herunder tvangsfuldbyrdelse, for at sikre betaling af beløbet.
( 7 ) – Jf. i denne retning dom af 12.3.1998, sag C-314/96, Djabali, Sml. I, s. 1149, præmis 19, og af 20.1.2005, sag C-225/02, García Blanco, Sml. I, s. 523, præmis 28, samt kendelse af 10.6.2011, sag C-155/11 PPU, Mohammad Imran, Sml. I, s. 5095, præmis 21, og af 22.10.2012, sag C-252/11, Šujetová, præmis 15.
( 8 ) – Jf. i denne retning Djabali-dommen, præmis 18, García Blanco-dommen, præmis 27, dom af 27.6.2013, sag C-492/11, Di Donna, EU:C:2013:428, præmis 26, og Šujetová-kendelsen, præmis 14.
( 9 ) – Det var situationen i den sag, der lå til grund for Mohammad Imran-kendelsen.
( 10 ) – Som det skete i den sag, der gav anledning til Šujetová-kendelsen.
( 11 ) – Jf. dom af 16.9.1982, sag 132/81, Vlaeminck, Sml. s. 2953, præmis 13, og af 11.9.2008, sag C-11/07, Eckelkamp m.fl., Sml. I, s. 6845, præmis 34.
( 12 ) – Den forelæggende ret har anført, at Varhoven administrativen sads dom ikke har retskraft over for denne, for så vidt som der ikke er tale om en fortolkningsafgørelse, og dommen blot anvender toldlovgivningen (og dermed bestemmelserne i toldkodeksen). Spørgsmålet om forholdet mellem EU-rettens overholdelse og retskraftprincippets overholdelse er således ikke relevant her. Jf. vedrørende dette forhold bl.a. dom af 30.9.2003, C-224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, af 16.3.2006, sag C-234/04, Kapferer, Sml. I, s. 2585, og af 3.9.2009, sag C-2/08, Fallimento Olimpiclub, Sml. I, s. 7501.
( 13 ) – Kategorien »Andet vævet stof« omfatter ikke vævet stof fremstillet af garn med høj styrke, af nylon eller andre polyamider eller af polyestere, vævet stof fremstillet af strimler eller lignende, vævet stof som nævnt i bestemmelse 9 til afsnit XI, andet vævet stof med indhold af endeløse fibre af nylon eller andre polyamider på 85 vægtprocent eller derover og andet vævet stof med indhold af teksturerede endeløse polyesterfibre på 85 vægtprocent eller derover.
( 14 ) – KN, første del, afsnit 1, afdeling A, punkt 2, litra a).
( 15 ) – KN, første del, afsnit 1, afdeling A, punkt 3, litra a).
( 16 ) – KN, første del, afsnit 1, afdeling A, punkt 1.
( 17 ) – jf. bl.a. dom af 26.12.2000, sag C-42/99, Eru Portuguesa, Sml. I, s. 7691, præmis 13.
( 18 ) – Domstolen har flere gange udtalt (jf. senest dom af 15.11.2012, sag C-558/11, Kurcums Metal, EU:C:2012:721, præmis 28), at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse den nationale ret om de kriterier, ved anvendelse af hvilke den nationale ret er i stand til at tarifere de pågældende produkter korrekt i KN, end selv at foretage tariferingen, og dette så meget desto mere som Domstolen ikke nødvendigvis er i besiddelse af alle de hertil nødvendige oplysninger. Den nationale ret er således under alle omstændigheder bedre i stand til at foretage tariferingen.
( 19 ) – Jf. i denne retning dom af 20.11.2008, sag C-375/07, Heuschen & Schrouff Oriëntal Foods Trading, Sml. I, s. 8691, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 1.10.2009, sag C-552/08 P, Agrar-Invest-Tatschl mod Kommissionen, Sml. I, s. 9265, præmis 52.
( 20 ) – Jf. i denne retning bl.a. dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I, s. 3277, præmis 20 og 23, af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 12, og af 14.11.2002, sag C-251/00, Ilumitrónica, Sml. I, s. 10433, præmis 37, samt kendelsen i sagen Agrar-Invest-Tatschl mod Kommissionen, præmis 51.
( 21 ) – Jf. bl.a. dommen i sagen Hewlett Packard France, præmis 13, og Ilumitrónica-dommen, præmis 38.
( 22 ) – Jf. Mecanarte-dommen, præmis 23, og Ilumitrónica-dommen, præmis 42.
( 23 ) – Jf. i denne retning Ilumitrónica-dommen, præmis 45.
( 24 ) – Ibidem, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis.
( 25 ) – Ibidem, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis.
( 26 ) – Jf. punkt 6 og 7 i dette forslag til afgørelse.
( 27 ) – Jf. i denne retning dom af 26.2.2013, sag C-617/10, Åkerberg Fransson, EU:C:2013:105, præmis 21.
( 28 ) – Jf. dom af 22.11.2012, sag C-277/11, M., EU:C:2012:744, præmis 83-85.
( 29 ) – Jf. dom af 18.12.2008, sag C-349/07, Sopropé, Sml. I, s. 10369, præmis 41, og af 17.6.2010, sag C-423/08, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 5449, præmis 45. Respekten for retten til at blive hørt forud for underretningen om afgiftsbeløbet i henhold til toldkodeksens artikel 220 er også genstand for en præjudiciel afgørelse i den for Domstolen verserende sag C-129/13, Kamino International Logistics.
( 30 ) – Jf. bl.a. Sopropré-dommen, præmis 37, og M.-dommen, præmis 87.
( 31 ) – M.-dommen, præmis 91.
( 32 ) – Ibidem, præmis 92.
Full & Egal Universal Law Academy