FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. WAHL
fremsat den 19. juni 2013 ( 1 )
Sag C-321/12
F. van der Helder
D. Farrington
mod
College voor zorgverzekeringen (CVZ)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep (Nederlandene))
»Social sikring — sygeforsikring — forordning (EØF) nr. 1408/71 — afsnit III, kapitel 1 — artikel 28, stk. 2, litra b) — pensionist, der er berettiget til naturalydelser i henhold til to eller flere medlemsstaters lovgivning — den lovgivning, hvoraf pensionisten har været omfattet længst — begrebet »pension««
1.
Den frie bevægelighed for personer inden for Den Europæiske Unions område udgør, således som det fremgår af betragtningerne til Rådets forordning (EF) nr. 1408/71 ( 2 ), et af Den Europæiske Unions grundlag. Af denne grund vedtog Den Europæiske Unions (herefter »EU«) lovgiver et detaljeret og vidtrækkende regelsæt for at koordinere den nationale lovgivning om social sikring så tidligt som i 1971 med henblik på at gøre det muligt for »arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for [Unionen], samt deres ydelsesberettigede pårørende, at bevare de rettigheder og fordele, de har erhvervet, eller som er under optjening« ( 3 ).
2.
Denne sag rejser en problemstilling, der er vigtig for pensionister, som bor i en medlemsstat, hvor de ikke er berettiget til ydelser, og som modtager pension fra to eller flere andre medlemsstater.
3.
Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) har med sin anmodning om præjudiciel afgørelse ønsket at få oplyst, hvilke sociale sikringsgrene der i en sag som den ovenfor beskrevne er afgørende for fastlæggelsen af den medlemsstat, som skal afholde udgifterne til de naturalydelser, der skal udredes i den stat, hvor pensionisterne bor, og som følge deraf tilbageholde skyldige bidrag. Den forelæggende ret har med dette formål anmodet Domstolen om at fortolke begrebet »af hvis lovgivning [pensionisten] har været omfattet længst«, der er henvist til i forordningens artikel 28, stk. 2, litra b) (herefter »det omtvistede begreb«).
4.
Inden jeg påbegynder min retlige vurdering, kan det imidlertid være nyttigt at nævne, at forordningen blev ophævet og erstattet af forordning (EF) nr. 883/2004 ( 4 ) den 1. maj 2010. Dette indvirker imidlertid ikke på betydningen af den af Centrale Raad van Beroep rejste problemstilling, eftersom de bestemmelser, der er relevante i denne sag, i det væsentlige er forblevet identiske i den nye forordning.
I – Relevante retsforskrifter
A – EU-ret
5.
Ottende betragtning til forordningen har følgende ordlyd:
»[…] arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som flytter inden for Fællesskabet, bør være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat således, at samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som kan opstå som følge heraf, undgås.«
6.
De definitioner, som finder anvendelse hvad angår forordningen, findes i artikel 1, som bl.a. bestemmer følgende:
»(j)
betyder udtrykket »lovgivning« i forhold til enhver medlemsstat bestående og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtægtsmæssige bestemmelser og alle andre gennemførelsesregler vedrørende de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger, eller de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser.
[…]«
7.
Forordningens artikel 28, der har overskriften »Ret til pension eller rente i medfør af lovgivningen i en enkelt eller i flere stater i tilfælde, hvor der ikke er ret til ydelser i bopælslandet«, bestemmer:
»1. En person, der har ret til pension eller rente efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som ikke har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er bosat, har dog for sig selv og sine familiemedlemmer krav på disse ydelser, for så vidt han […] vil være berettiget hertil efter lovgivningen i den medlemsstat eller i mindst én af de medlemsstater, som det påhviler at yde pension (rente), såfremt han var bosat i den pågældende stat. Ydelserne skal udredes på følgende vilkår:
a)
Naturalydelser ydes (for den i stk. 2 omhandlede institutions regning) af institutionen på bopælsstedet, som om den pågældende var berettiget til pension eller rente i medfør af lovgivningen i den stat, hvor han er bosat, og havde ret til naturalydelserne […]
[…]
2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde bestemmes den institution, som det påhviler at afholde udgifterne ved naturalydelser, efter følgende regler:
[…]
b)
Såfremt pensionisten (rentemodtageren) har ret til de nævnte ydelser i medfør af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, påhviler udgifterne herved den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning den pågældende har været omfattet længst; hvor anvendelsen af denne regel ville medføre, at udgifterne kom til at påhvile flere institutioner, påhviler udgifterne den institution, som anvender den lovgivning, af hvilken pensionisten (rentemodtageren) senest har været omfattet.«
8.
Forordningens artikel 33, stk. 1, der har overskriften »Bidrag, der påhviler pensionister eller rentemodtagere«, bestemmer:
»1. Den institution i en medlemsstat, som det påhviler at udbetale en pension eller rente, og som efter den lovgivning, der gælder for institutionen, skal tilbageholde bidrag, der påhviler pensionisten eller rentemodtageren til dækning af ydelser ved sygdom og moderskab, er berettiget til at foretage sådanne tilbageholdelser, beregnet i overensstemmelse med den pågældende lovgivning, i den pension eller rente, som institutionen skal udbetale, for så vidt en institution i den nævnte medlemsstat skal bære udgifterne ved de ydelser, der er udredet i medfør af artikel 27, 28, 28a, 29, 31 og 32.«
B – National ret
9.
Ziekenfondswet (lov om sygekasseforsikring, herefter »ZFW«) foreskrev før den 1. januar 2006 en ordning med tvungen sygeforsikring forbeholdt arbejdstagere med en indkomst under en vis tærskel. Personer, der ikke var omfattet af den ordning, skulle tegne en privat forsikring for at være dækket i tilfælde af sygdom.
10.
Herudover sikrede Algemene Wet Bijzondere Ziektekosten (almindelig lov om særlige udgifter i anledning af sygdom, herefter »AWBZ«) – der fortsat findes i dag – at hele befolkningen var dækket i tilfælde af særlige udgifter i anledning af sygdom. Den vedrører navnlig risici, der ikke er dækket af ZFW eller af privat forsikring.
11.
Zorgverzekeringswet (lov om lægebehandlingsforsikring, herefter »ZVW«) indførte den 1. januar 2006 en lovbestemt tvungen forsikringsordning for alle personer med bopæl eller arbejde i Nederlandene.
12.
ZVW’s artikel 69 bestemmer, for så vidt som det er relevant her:
»1. Personer, der bor i udlandet, og som i henhold til en forordning fra Rådet for De Europæiske Fællesskaber […] i tilfælde af sygdom har ret til naturalydelser eller godtgørelse af omkostningerne herved i henhold til bopælslandets lovgivning om sygeforsikring, skal, medmindre de på grundlag af denne lov er forsikringspligtige, melde sig hos College voor zorgverzekeringen [sygeforsikringsråd].
2. De i stk. 1 omhandlede personer skal betale et bidrag, der fastsættes ved ministeriel bekendtgørelse, og hvoraf en del, som fastsættes ved nævnte bekendtgørelse, betragtes som bidrag til sygeforsikring i henhold til Wet op de zorgtoeslag [»lov om tilskud til lægebehandling«].
[…]
4. College voor zorgverzekeringen er ansvarlig for den administration, der følger af stk. 1 og de der nævnte internationale regler, og træffer afgørelser om og indeholder de bidrag, der er omhandlet i stk. 2.
[…]«
II – Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og det præjudicielle spørgsmål
13.
F. van der Helder er en nederlandsk statsborger, som efter at have boet og arbejdet i flere medlemsstater har boet i Frankrig siden 1991. Han har siden august 1997 modtaget en pension fra Nederlandene i henhold til Algemene Ouderdomswet (lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter »AOW«). Denne pension er baseret på 43 tilbagelagte forsikringsår (baseret dels på bopæl, dels på frivillig forsikring). Ud over denne pension modtager han også en alderdomspension fra Finland og en alderdomspension fra Det Forenede Kongerige.
14.
D. Farrington, der er britisk statsborger, har boet i Spanien siden maj 2004. Han har siden april 2006 modtaget en alderdomspension fra Nederlandene. Denne pension er baseret på 35 tilbagelagte år med forsikringsbidrag i Nederlandene. Ud over denne pension modtager D. Farrington en alderdomspension fra Det Forenede Kongerige.
15.
F. van der Helder og D. Farrington (herefter samlet »appellanterne i hovedsagen«) var ikke tvunget forsikrede i Nederlandene i henhold til ZFW. De havde imidlertid tegnet private sygeforsikringer i Nederlandene og var også forsikret i henhold til AWBZ, mens de boede i Nederlandene. Dette er grunden til, at appellanterne i hovedsagen ikke var omfattet af forordningen på det tidspunkt. Hvad angår udgifter til lægebehandling fandt forordningen kun anvendelse på personer, på hvilke hele Nederlandenes lovbestemte sygeforsikringsordning i henhold til AWBZ og ZFW fandt anvendelse ( 5 ).
16.
Fra den 1. januar 2006, da ZVW trådte i kraft, fandt den lovbestemte sygeforsikringsordning i sin helhed anvendelse på alle, som bor og arbejder i Nederlandene, herunder de personer, som hidtil havde haft private forsikringer. Som følge heraf fandt forordningen anvendelse på bl.a. personer, der i Nederlandene var berettigede til lovbestemt alderdomspension og ydelser på grund af uarbejdsdygtighed, som hidtil havde haft private pensioner til dækning af udgifter til lægebehandling, og som bor i andre medlemsstater ( 6 ).
17.
På denne baggrund var Nederlandenes College voor zorgverzekeringen (sygeforsikringsrådet, herefter »CVZ«) af den opfattelse, at appellanterne i hovedsagen med virkning fra den 1. januar 2006 skulle anses for »modtagere i henhold til traktaten« for så vidt angår forordningen. De var derfor berettiget til sundhedspleje i deres respektive bopælslande. Eftersom de ikke modtog nogen pension fra deres respektive bopælslande, og eftersom de blandt de lande, hvorfra de modtog lovbestemt pension, havde været dækket af socialforsikring længst i Nederlandene, var CVZ af den opfattelse, at de dermed forbundne udgifter skulle afholdes af Nederlandene. CVZ besluttede på dette grundlag fra de pensioner, der skulle udbetales til appellanterne i hovedsagen, at fratrække de i ZVW’s artikel 69 omhandlede bidrag.
18.
Appellanterne i hovedsagen anlagde sag ved Rechtbank te Amsterdam for at anfægte CVZ’s afgørelse om at foretage fradrag i deres alderdomspensioner. Selv om de ikke bestred, at de havde arbejdet længst tid i Nederlandene, og at de havde været underlagt den sociale sikringslovgivning i Nederlandene længst, gjorde de gældende, at forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), henviser til lovgivning om ydelser ved sygdom og moderskab. De argumenterede for, at eftersom de aldrig havde været dækket af en lovbestemt forsikring til dækning af udgifter til lægebehandling i Nederlandene (i henhold til ZFW), eller eftersom en sådan forsikring under alle omstændigheder havde været for et kortere tidsrum, end det var tilfældet for den forsikring til dækning af udgifter til lægebehandling, som de havde været dækket af i andre medlemsstater, var Nederlandene ikke den stat, som skulle afholde udgifterne til de naturalydelser, de modtog i deres respektive bopælslande. Disse udgifter skulle ifølge appellanternes bemærkninger afholdes af Finland hvad angår F. van der Helder og af Det Forenede Kongerige hvad angår D. Farrington.
19.
Ved domme af 23. februar 2010 hvad angår F. van der Helder og af 31. august 2009 og den 10. maj 2011 hvad angår D. Farrington fandt Rechtbank te Amsterdam F. van der Helders påstande velbegrundede, selv om den dog opretholdt retsvirkningerne af den afgørelse, som den havde annulleret, og fastslog, at D. Farringtons appel var ubegrundet.
20.
Appellanterne i hovedsagen iværksatte appel til prøvelse af Rechtbank te Amsterdams domme ved Centrale Raad van Beroep. Da retten er i tvivl om den korrekte fortolkning af forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»Sigtes der med udtrykket »af hvis lovgivning den pågældende har været omfattet længst« i [forordningens] artikel 28, stk. 2, litra b), […] til lovgivningen om ydelser ved sygdom og moderskab, lovgivningen om ydelser ved alderdom eller til enhver lovgivning om sociale sikringsgrene som omhandlet i forordningens artikel 4, der har fundet anvendelse på grundlag af forordningens afsnit II?«
21.
Henset til de særlige omstændigheder ved denne sag bliver den, i overensstemmelse med den forelæggende rets anmodning herom, behandlet forud for andre i medfør af artikel 53, stk. 3, i Domstolens procesreglement.
22.
D. Farrington, F. van der Helder, CVZ, den estiske, den nederlandske, den finske, den svenske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen. F. van der Helder, den nederlandske, den finske, den svenske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen afgav også mundtlige indlæg i retsmødet den 18. april 2013.
III – Den forelæggende rets og intervenienternes bemærkninger
23.
Ifølge Centrale Raad van Beroep er der tre mulige fortolkninger af begrebet »af hvis lovgivning den pågældende har været omfattet længst«, der er anvendt i forordningens artikel 28, stk. 2, litra b). Fortolkningerne er følgende.
24.
På baggrund af opfattelsen hos appellanterne i hovedsagen vedrører det omtvistede begreb kun lovgivning om ydelser ved sygdom og moderskab. Denne fortolkning bygger hovedsagelig på det forhold, at artikel 28 findes i kapitel 1 – med overskriften »Sygdom og moderskab« – i forordningens afsnit III. Ifølge appellanterne i hovedsagen gør denne overskrift det klart, hvilke sociale sikringsgrene der er relevante i henhold til den bestemmelse. De har videre gjort gældende, at deres forståelse støttes af en dom fra Sveriges højeste forvaltningsdomstol af 14. december 2011.
25.
I medfør af en anden fortolkning, som CVZ samt den nederlandske og den svenske regering har forsvaret, henviser det omtvistede begreb til lovgivningen om social sikring i sin helhed. Denne forståelse siges at finde støtte i forordningens artikel 1, litra j), som definerer begrebet »lovgivning« ved at henvise til artikel 4 – som opregner alle anliggender, der er omfattet af forordningen – og dermed definerer dette udtryk på den bredest mulige måde.
26.
Endelig henviser det omtvistede begreb i henhold til Rechtbank te Amsterdams fortolkning, som den forelæggende ret også er fortaler for, til lovgivningen om forsikring for de pensioner, som de berørte personer modtog. Denne fortolkning er efter disse retters synspunkt i overensstemmelse med målet for og formålet med forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), således som Domstolen udtalte i Rundgren-dommen ( 7 ) . Hvis den stat, som udbetaler pensionen, skal udrede naturalydelser i forbindelse med sygdom, er det endvidere i overensstemmelse med det forhold, at sygeforsikringsordninger finansieres gennem bidrag baseret på den berørte persons indkomst. Denne fortolkning støttes også af den estiske og den finske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen.
IV – Analyse
27.
I den følgende analyse vil jeg belyse, hvorfor den af Rechtbank te Amsterdam og Centrale Raad van Beroep foreslåede fortolkning af forordningens artikel 28, stk. 1, litra b), efter min opfattelse er korrekt.
28.
Domstolen har allerede udtalt, at formålet med forordningen, således som det fremgår af anden og fjerde betragtning hertil, »er at sikre arbejdstageres og selvstændige erhvervsdrivendes frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union under hensyntagen til særegenhederne i de nationale lovgivninger om social sikring. Forordningen lægger med henblik herpå […] princippet om ligebehandling af arbejdstagere efter de forskellige nationale lovgivninger til grund, og det tilsigtes med forordningen at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere, der er beskæftiget på en medlemsstats område, bedst muligt samt ikke at stille arbejdstagere ringere, når de udnytter deres ret til fri bevægelighed« ( 8 ).
29.
Dette formål om at begunstige mobiliteten inden for Den Europæiske Union fremmes imidlertid ikke – og kan ikke blive det – ved samtidig at bringe den skrøbelige finansielle ligevægt mellem modtagne bidrag og udredte ydelser i fare, hvorpå medlemsstaternes sociale sikringsordninger almindeligvis bygger.
30.
Domstolen har af denne grund gjort det klart, at materielle og formelle forskelle mellem de enkelte medlemsstaters sociale sikringsordninger og dermed forskelle i rettighederne for de personer, som er forsikrede personer, ikke påvirkes af forordningen. Den enkelte medlemsstat har fortsat under iagttagelse af EU-retten kompetence til at fastsætte betingelserne for tildeling af ydelser i henhold til en social sikringsordning. Under disse omstændigheder kan EU-retten ikke garantere en forsikret person, at en flytning til en anden medlemsstat har neutrale virkninger hvad angår den sociale sikring, navnlig hvad angår ydelser ved sygdom. Henset til de forskelle, der er mellem medlemsstaternes ordninger og lovgivninger på området, kan en sådan flytning i det konkrete tilfælde være mere eller mindre fordelagtig eller bebyrdende for den pågældende person med hensyn til social beskyttelse ( 9 ).
31.
Domstolen har fundet, hvilket er væsentligt i denne henseende, at forordningen indeholder »et sæt udtømmende kollisionsnormer, således at lovgiveren i den enkelte medlemsstat herefter ikke er beføjet til at fastlægge rækkevidden og anvendelsesbetingelserne for national lovgivning for så vidt angår de omfattede personer samt det område, inden for hvilket de nationale forskrifter finder anvendelse« ( 10 ). Medlemsstaterne er derfor ikke beføjet til at afgøre, i hvilket omfang deres egen lovgivning eller en anden medlemsstats lovgivning skal anvendes, idet de er forpligtet til at overholde gældende EU-retlige bestemmelser ( 11 ). Anvendelsen af den lovvalgsordning, der er indført ved forordningen, afhænger kun af den objektive situation, som den berørte arbejdstager befinder sig i ( 12 ).
32.
Det afgørende princip inden for dette regelsæt findes i artikel 13, stk. 1, som indleder forordningens afsnit II. Denne bestemmelse angiver, at med forbehold af udtrykkelige undtagelser »er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit«.
33.
De generelle bestemmelser i forordningens afsnit II finder imidlertid kun anvendelse, »i det omfang de særlige bestemmelser om de enkelte arter af ydelser i forordningens afsnit III ikke bestemmer andet« ( 13 ).
34.
Det er netop tilfældet med appellanterne i hovedsagen, eftersom – således som ubestridt mellem parterne – de er omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 28: De er pensionister, som er berettiget til naturalydelser i henhold til lovgivningen i mindst to medlemsstater, og som ikke er berettiget til sådanne ydelser i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de bor.
35.
I et sådant tilfælde bestemmer forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), at udgifterne til naturalydelser i princippet skal afholdes af »den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning [pensionisten] har været omfattet længst«.
36.
Domstolen har allerede haft lejlighed til at kaste lys over rækkevidden og betydningen af bl.a. forordningens artikel 28 i Rundgren-sagen. Hovedproblemstillingen i den sag var, om en svensk statsborger, der boede i Finland, og som faktisk kun modtog pensionsydelser fra Sverige, skulle betale bidrag i Finland, blot fordi han boede der.
37.
Domstolens dom i den sag giver efter min opfattelse en væsentlig indsigt ved fortolkningen af det omtvistede begreb. Jeg vil derfor gengive de dele af dommen, som efter min opfattelse er afgørende for denne sag.
38.
Ved besvarelsen af et af de præjudicielle spørgsmål fra den nationale ret i Rundgren-sagen fremhævede Domstolen først, at formålet med forordningens artikel 27, 28 og 28a var »at fastlægge, dels hvilken institution det påhviler at udrede sygdoms- og moderskabsydelserne til de personer, der har ret til pension eller renter, dels hvilken institution der skal afholde udgiften hertil«. Den fremhævede herefter, at forordningens artikel 28a – som var den relevante bestemmelse i den sag – »pålægger […] i princippet institutionen i en af de medlemsstater, der er kompetent med hensyn til pensioner, at afholde udgiften ved disse ydelser, således at denne udgift ikke afholdes af den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl, blot fordi den pågældende har bopæl dér«. Formålet med den bestemmelse var ganske klart for Domstolen: »ikke at straffe de medlemsstater, hvis lovgivning giver mulighed for, at en ret til naturalydelser kan erhverves alene på grundlag af bopæl i denne medlemsstat« ( 14 ).
39.
Domstolen tilføjede derefter – og dette er særligt relevant for denne sag – at forordningens artikel 28a bestemmer, at den institution, der skal afholde naturalydelserne, skal udpeges i henhold til regler, som er identiske med dem, der finder anvendelse i henhold til forordningens artikel 28. Domstolen bemærkede således: »I henhold til disse bestemmelser udreder institutionen på bopælsstedet naturalydelserne til den person, der har ret til pension eller rente, på vegne af og påhvilende institutionen i en af de medlemsstater, der er kompetent med hensyn til pensioner« ( 15 ).
40.
Domstolen konkluderede på dette grundlag, at »[i] den ordning, der således er indført ved artikel 27, 28 og 28a i forordning[en], er den institution, som skal afholde udgifterne til naturalydelserne, altid en institution i en medlemsstat, der er kompetent med hensyn til pensioner, i det omfang den person, der har ret til pension eller rente, har ret til disse ydelser i medfør af lovgivningen i denne medlemsstat, hvis han havde bopæl i denne medlemsstat. Når flere medlemsstater er kompetente med hensyn til pensioner, pålægges udgifterne til naturalydelser en af disse ud fra konkrete kriterier, såsom den pågældendes bopælssted eller, hvis ingen af disse medlemsstater ikke også er den pågældendes bopælsstat, ud fra det tidsrum, hvor den pågældende har været omfattet af lovgivningen i hver af disse medlemsstater«. Domstolen understregede i denne sammenhæng også, at »[d]en forbindelse, der således i denne ordning er indført mellem kompetencen til at udrede pensionerne eller renterne og forpligtelsen til at afholde udgifterne til naturalydelserne, fører til den konklusion, at denne forpligtelse er accessorisk til en effektiv kompetence med hensyn til pensioner« ( 16 ).
41.
I den nyere sag van Delft m.fl. bekræftede Domstolen disse principper, idet den udtalte, at »den medlemsstat, som det påhviler at udbetale en pension eller rente til en berettiget person med bopæl i en anden medlemsstat, grundlæggende bærer risikoen forbundet med udredelsen af naturalydelser ved sygdom i den medlemsstat, hvor den berettigede har sin bopæl« ( 17 ).
42.
Efter min opfattelse fremgår det klart af Domstolens praksis, at den nødvendige forbindelse mellem pensionen og naturalydelserne er kernen i forordningens artikel 28. Det vil i det tilfælde altid være den medlemsstat, der skal udrede pensionen, som skal afholde udgifterne til naturalydelserne.
43.
Denne fortolkning af artikel 28 støttes også af de følgende tre betragtninger.
44.
For det første, således som flere af de procesdeltagere, der har indgivet indlæg i denne sag, har fremhævet, bygger reglen i artikel 28 på den forudsætning, at finansieringen af enhver social sikringsordning nødvendigvis er afhængig af bidrag fra borgere, der udøver en eller anden form for økonomisk aktivitet ( 18 ). Det er dermed logisk og rimeligt, at udgifterne til naturalydelser, der skal udredes under pensionering, afholdes af den medlemsstat, hvor pensionisten har udøvet sin økonomiske aktivitet længst ( 19 ). Det er sandsynligvis i dette land, at pensionisten har betalt hovedparten af sine bidrag.
45.
I henhold til den fortolkning, som appellanterne i hovedsagen har foreslået, skal der også tages hensyn til de perioder, hvor den pågældende pensionist sandsynligvis slet ikke betalte bidrag eller kun betalte begrænsede bidrag. I nogle tilfælde betyder det imidlertid, at længere perioder, hvor der ikke er betalt bidrag, vejer tungere end kortere perioder, hvor der faktisk er betalt bidrag. Flere medlemsstater giver faktisk mulighed for naturalydelser i forbindelse med sundhedspleje på grundlag af bopæl på deres område.
46.
I »De Legibus« (»Om lovene«) skrev den latinske taler Marcus Tullius Cicero: »salus populi suprema lex esto« (»folkets velfærd skal være den højeste lov«) ( 20 ). Det er faktisk også min opfattelse, at et af hovedmålene for ethvert samfund bør være at sikre borgernes velvære. Det er med det formål vigtigt for et land at give alle borgere vid adgang til sundhedsrelaterede ydelser på trods af de mulige forskelle i indkomst og rigdom mellem dem. Det er nemlig fælles for de fleste udviklede samfund, at en universal adgang til en lang række offentlige sundhedsydelser og lægebehandlinger er foreskrevet ved lov ( 21 ). Det er i denne sammenhæng hensigtsmæssigt at erindre om, at De Forenede Nationers menneskerettighedserklæring bestemmer, at »[e]nhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed« (artikel 22), og at »[e]nhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt« (artikel 25, stk. 1). På samme måde angiver Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i artikel 35 under overskriften »Sundhedsbeskyttelse«: »Enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved medlemsstaternes lovgivning og praksis«.
47.
Ordninger, som giver hele befolkningen en vid adgang til sundhedsydelser, medfører imidlertid nødvendigvis større udgifter for samfundet. Udgifterne til den sundhedspleje, der ydes visse kategorier af personer, såsom arbejdsløse, studerende, børn eller gravide kvinder, er sædvanligvis blevet dækket af bidrag fra erhvervsaktive borgere eller mere generelt af skatteydernes penge.
48.
Efter min opfattelse tilsigter den regel, der er knæsat i forordningens artikel 28, at sikre, at de medlemsstater, som har en mere gavmild politik i denne henseende, ikke pålægges at afholde udgifterne til naturalydelser til pensionister, som ikke har bidraget til deres sociale sikringsordning, eller som kun har bidraget i meget begrænset omfang.
49.
Den objektive urimelighed i en sådan ordning – som risikerer at få medlemsstaterne til at indgå i et »kapløb mod bunden« hvad angår adgangen til sundhedsydelser – kan belyses ved at tage D. Farringtons situation som et eksempel.
50.
D. Farrington har argumenteret for, at Det Forenede Kongerige bør være den medlemsstat, der i henhold til forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), skal afholde udgifterne til de naturalydelser, der skal udredes til ham i Spanien, eftersom han boede i Det Forenede Kongerige fra 1948, da han var syv år, til 1972, hvor han emigrerede til Nederlandene efter 14 års ansættelse. Dette betyder, at D. Farrington i en væsentlig del af sit liv i Det Forenede Kongerige havde adgang til National Health Service blot på grund af bopælen i dette land. Omvendt arbejdede D. Farrington i Nederlandene i alle de 32 år, han boede der (fra 1972 til 2004). Det må formodes, at D. Farrington har betalt meget større bidrag til den sociale sikringsordning i Nederlandene end i Det Forenede Kongerige – eller i det mindste, at de fleste mennesker i den samme situation ville have gjort dette. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at det bør være Det Forenede Kongerige og ikke Nederlandene, der skal afholde udgifterne til de naturalydelser, som D. Farrington er berettiget til at modtage i hans nye bopælsland under hele hans pensionering.
51.
Dette eksempel viser, at den forståelse af artikel 28, stk. 2, litra b), som appellanterne i hovedsagen har talt for, ikke kan være korrekt. Hvis det omtvistede begreb fortolkes således, at det blot henviser til den sociale sikringslovgivning om moderskab og sygdom, ville det bryde forbindelsen mellem de bidrag, som staten har modtaget, og de ydelser, som den udreder, hvilket er grundlaget for alle sociale sikringsordninger. Det fører, således som Kommissionen med rette har fremhævet, til en uligevægtig fordeling af den finansielle byrde mellem de forskellige medlemsstater og kan også, må jeg tilføje, potentielt underminere nogle sociale sikringsordningers stabilitet.
52.
Således som appellanterne i hovedsagen har fremhævet, støttes deres forståelse af det omtvistede begreb af en dom fra Sveriges højeste forvaltningsdomstol af 14. december 2011 ( 22 ), hvor de omtvistede faktiske omstændigheder kan sammenlignes med de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Den højeste forvaltningsdomstol fandt i den sag, at forordningens artikel 28, der findes i kapitel 1 om »Sygdom og moderskab« i forordningens afsnit III, udgør en fravigelse af de almindelige bestemmelser om fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse, i artikel 13 i forordningens afsnit II, og konkluderede, at ordet »lovgivning« skal fortolkes således, at det betyder den sociale sikringslovgivning om moderskab og sygdom.
53.
Det er korrekt, at artikel 28 kan findes i kapitel 1 om »Sygdom og moderskab« i forordningens afsnit III. Det betyder imidlertid ikke, at det omtvistede begreb er begrænset til lovgivningen om sygdom og moderskab. Således som den svenske regering har bemærket, angiver kapitlets overskrift blot de former for ydelser, der er reguleret af reglerne i det kapitel, hvilket fraviger de almindelige regler i forordningens afsnit II ( 23 ).
54.
Svagheden ved de af appellanterne i hovedsagen fremsatte argumenter – når de har støttet sig til kapitel 1’s overskrift – bliver tydelig, hvis overskriften læses i forhold til afsnit III’s overskrift (»Særlige bestemmelser om de enkelte arter af ydelser«) og overskrifterne på de efterfølgende kapitler i det afsnit, som hver angiver arten af de pågældende ydelser ( 24 ).
55.
For det andet medfører fortolkningen af det omtvistede begreb efter min opfattelse en lovvalgsregel, der, således som Det Forenede Kongerige med rette har understreget, er forholdsvis enkel at anvende, og som giver resultater, der er retligt sikre ( 25 ). De perioder, hvor en pensionist har optjent pension i hver medlemsstat, er et dokumenteret faktum og kendes åbenbart af de kompetente institutioner i hver medlemsstat.
56.
Derimod forekommer den fortolkning af forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), som CVZ samt den nederlandske og den svenske regering har forsvaret, og som er gengivet i punkt 24 ovenfor, at give mere usikre resultater. Eftersom visse sociale sikringsgrene ofte finder anvendelse på enhver, der er bosat i en medlemsstat, er hovedkriteriet for, at forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), finder anvendelse, sædvanligvis længden af en persons bopæl i et land. Således som nogle regeringer måtte indrømme under retsmødet, er sådanne oplysninger imidlertid ikke altid let tilgængelige eller helt pålidelige. Mens de perioder, hvor en borger har betalt pensionsbidrag, er behørigt registrerede og lette at efterprøve, kan det samme ikke siges om de perioder, hvor borgere er underlagt andre sociale sikringsgrene.
57.
Herudover har selv den nederlandske og den svenske regering argumenteret for, at artikel 28, stk. 2, litra b), tilsigter at sikre, at det er det land, hvor pensionisten har arbejdet længst, og dermed hvor han sandsynligvis har betalt de fleste af sine bidrag, der skal afholde udgifterne til naturalydelserne. Den fortolkning af bestemmelsen, som disse regeringer har foreslået, forekommer imidlertid ikke at garantere, at dette formål altid opfyldes. Denne fortolkning medfører nemlig, at hele den periode, hvor en borger har været underlagt en gren af den sociale sikringslovgivning, også skal tages i betragtning hvad angår forordningens artikel 28. Det ville være helt irrelevant, om borgeren i en given periode f.eks. blot var et barn med adgang til universale sundhedsydelser, som en medlemsstat udreder, eller en arbejdstager, der betaler alle skyldige bidrag. Tidsfaktoren ville være det eneste parameter af betydning i forbindelse med forordningens artikel 28, stk. 2, litra b).
58.
Dette kan efter min opfattelse ikke være den rette forståelse af artikel 28, stk. 2, litra b). Denne fortolkning risikerer atter at påføre de medlemsstater, som yder deres beboere nogle former for social sikringsbistand, en urimelig byrde, uanset om disse borgere udøver en økonomisk aktivitet, og uanset om de bidrager til den indførte sociale sikringsordning.
59.
Som forklaret i punkt 50 og 51 ovenfor, forekommer et sådant resultat mig ikke kun at være urimeligt i forhold til de medlemsstater, der er mere gavmilde hvad angår deres sociale sikringsordninger, men også at være potentielt ødelæggende for disse ordningers finansielle stabilitet.
60.
Artikel 1, som indeholder definitionerne i forordningen, definerer ganske vist i litra j), ordet »lovgivning« som »i forhold til enhver medlemsstat bestående og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtægtsmæssige bestemmelser og alle andre gennemførelsesregler vedrørende de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger, eller de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser«. Dette forekommer at antyde en vid fortolkning af det omhandlede begreb.
61.
Heller ikke dette argument forekommer mig at være afgørende. Efter min opfattelse skal definitionen i artikel 1 nødvendigvis være altfavnende, således at denne definition finder anvendelse hvad angår hele forordningen. En bred definition af ordet »lovgivning« er i overensstemmelse med EU-lovgivers mål om at sikre en ensartet anvendelse af forordningen i alle medlemsstater på trods af alle deres forskellige sociale sikringsordninger. Samtidig tjener definitionen i artikel 1 også til at afgrænse det, der ikke skal anses for social sikringslovgivning (f.eks. kollektive overenskomster eller særlige ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, der skal indgås eller indføres af de berørte personer).
62.
Det betyder ikke, at ordet hver gang, det optræder i forordningen, altid skal forstås i overensstemmelse med definitionen i artikel 1 ( 26 ). Nogle bestemmelser i forordningen kvalificerer måske ordet »lovgivning« yderligere og henviser dermed kun til visse dele af lovgivningen.
63.
Det er netop tilfældet med forordningens artikel 28. Ordet »lovgivning« i artikel 28, stk. 2, litra b), skal efter min opfattelse ikke forstås i klinisk isolation fra resten af bestemmelsen. Artikel 28, stk. 1, henviser ganske rammende til: »[e]n person, der har ret til pension eller rente efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater«. Den indledende sætning i stk. 2, angiver derefter ved at henvise til stk. 1, at den kun finder anvendelse på tilfælde, der er reguleret af dette stykke ( 27 ).
64.
Det bliver ud fra en helhedsforståelse af artikel 28 klart, at det er den lovgivning, i henhold til hvilken en person er berettiget til en pension, og ikke lovgivningen vedrørende alle sociale sikringsgrene, der er relevant.
65.
For det tredje forekommer min foreslåede fortolkning af det omtvistede begreb endelig at være affødt af to andre retlige bestemmelser.
66.
For det første bestemmer forordningens artikel 33, stk. 1, at »[d]en institution i en medlemsstat, som det påhviler at udbetale en pension eller rente, og som efter den lovgivning, der gælder for institutionen, skal tilbageholde bidrag […] til dækning af ydelser ved sygdom og moderskab, er berettiget til at foretage sådanne tilbageholdelser […] i den pension eller rente, som institutionen skal udbetale, for så vidt en institution i den nævnte medlemsstat skal bære udgifterne ved de ydelser, der er udredet […]«.
67.
Denne bestemmelse støtter den opfattelse, at det er den medlemsstat, der skal udbetale pensionen, der også skal afholde udgifterne til de naturalydelser, der afholdes i pensionistens bopælsstat. Dette forklarer, hvorfor en sådan medlemsstat kan tilbageholde bidrag i den pension, der skal udbetales til pensionisten. Domstolen gjorde det navnlig i Rundgren-dommen klart, at ordet »udbetale« i artikel 33 betyder, at der faktisk skal udbetales en pension til pensionisten, og at en hypotetisk kompetence til at udbetale en pension ikke er tilstrækkelig til at give den kompetente institution ret til at foretage tilbageholdelser ( 28 ).
68.
For det andet forekommer artikel 95 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 ( 29 ), der har overskriften »Refusion af naturalydelser i henhold til syges- og moderskabsforsikringen til pensions- eller rentemodtagere og deres familiemedlemmer, der ikke har ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er bosat«, også relevant. I dommen i sagen van der Duin og ANOZ Zorgverzekeringen fandt Domstolen i forbindelse med den bestemmelse, at »udgifterne til de ydelser, der er udredt i medfør af artikel 28, […] principielt [skal] refunderes bopælsstedets institution af den kompetente institution i den stat, der udbetaler pensionen […]« ( 30 ).
69.
Hvis man skulle følge den fortolkning af forordningens artikel 28, stk. 2, litra b), som appellanterne i hovedsagen har påstået, eller den fortolkning, som CVZ har talt for, mister disse to bestemmelser deres raison d’être: Det kan ikke udelukkes, at udgifterne til naturalydelser i visse tilfælde skal dækkes af en medlemsstat, som ikke udbetaler nogen pension til pensionisten. I sådanne tilfælde kan der åbenbart ikke finde nogen tilbageholdelse sted i pensionen eller ske tilbagebetaling fra en institution, der skal udbetale en pension.
70.
I lyset af ovennævnte grunde er det min opfattelse, at det omtvistede begreb henviser til lovgivningen om pensioner.
71.
Selv om jeg er nået til denne konklusion, er der endnu en problemstilling, der skal behandles. Centrale Raad van Beroep har faktisk i forelæggelsesafgørelsen stillet spørgsmålstegn ved, hvilke former for pensionsforsikringer der skal tages i betragtning hvad angår forordningens artikel 28 i et tilfælde som det foreliggende.
72.
Det er min opfattelse, at ordlyden af forordningens artikel 28 i denne henseende først og fremmest skal fortolkes vidt og for det andet i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning.
73.
Hvad angår det første aspekt bemærker jeg, at der ikke er nogen del af forordningens ordlyd, som foreslår, at den bestemmelse skal fortolkes snævert. Udtrykket »af hvis lovgivning den pågældende har været omfattet« forekommer derimod bevidst at være blevet formuleret i den bredest mulige forstand.
74.
Domstolen udtalte faktisk i Rundgren-dommen, at »udtrykket »pension eller rente«, der er indeholdt i artikel 28a i forordning nr. 1408/71, vedrører både en pension, der er baseret på bopæl, og som bl.a. udgør en ydelse i anledning af invaliditet og alderdom […] og en pension, der er baseret på udøvelse af erhvervsmæssig beskæftigelse […]« ( 31 ). Det er min opfattelse, at et sådant udtryk skal fortolkes på samme måde i henhold til forordningens artikel 28.
75.
Selv om overskriften i den engelske sprogversion af forordningens artikel 28 taler om »pensions payable«, er andre sprogversioner af dette retsinstrument herudover formuleret anderledes. F.eks. henviser den danske gengivelse af artikel 28’s overskrift til »ret til pension eller rente«, den nederlandske til »pensioenen of renten«, den franske til »pensions ou rentes dues«, den italienske til »pensioni o rendite dovute«, den portugisiske til »pensões ou rendas devidas« og den spanske til »pensiones o rentas debidas« ( 32 ). Denne sammenligning antyder, at det er hensigtsmæssigt med en vid fortolkning af artikel 28.
76.
Der er kort sagt ingen angivelse af, at EU-lovgiver tilsigtede at begrænse rækkevidden af artikel 28 til nogen bestemte former for pension eller bestemte perioder med pensionsforsikring, såsom f.eks. alderdomspensioner eller pensioner optjent under en persons arbejdsliv. På samme måde ser jeg ingen grund til, hvorfor de perioder, hvorunder en pensionist har betalt bidrag til en medlemsstat på grundlag af en frivillig pensionsordning, ikke skal tages i betragtning, når dette er fastsat i national lovgivning.
77.
Hvis der indføres en sondring mellem de forskellige former for pension eller forskellige perioder med pensionsforsikring, tilføjer det endvidere en kompleksitet og usikkerhed til det kriterium, der er fastsat i forordningens artikel 28, stk. 2, litra b).
78.
Hvad angår det andet aspekt erindrer jeg om, at Domstolen allerede har udtalt, at i princippet er de betingelser, som tilvejebringelsen af forsikringsperioder er underlagt – som det fremgår af artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71 – udelukkende defineret ved den medlemsstats lovgivning, i henhold til hvilken de pågældende perioder er tilbagelagt ( 33 ).
79.
Det forhold, at artikel 28 grundlæggende henviser problemstillingen til den relevante nationale lovgivning, forekommer mig også at være i overensstemmelse med det forhold, at forordningen bygger på det, der nu er artikel 48 TEUF (tidligere EØF-traktatens artikel 51). Domstolen har i denne henseende stedse fundet, at »idet artikel 48 TEUF foreskriver en koordinering og ikke en harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger, er bestemmelsen ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, således at de i disse ordninger forsikrede personer har forskellige rettigheder« ( 34 ).
80.
Jeg konkluderer derfor, at ordet »pension« skal forstås bredt og i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning, således at det omfatter, hvis hensigtsmæssigt, pension, medlemsstaten skal udbetale på grundlag af frivillige bidrag.
V – Forslag til afgørelse
81.
På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer Centrale Raad van Beroeps (Nederlandene) præjudicielle spørgsmål således:
»Sætningen »af hvis lovgivning den pågældende har været omfattet af længst« i artikel 28, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 1408/71 henviser til lovgivningen om pensioner. Ordet »pension« skal forstås bredt og i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning, således at det, hvis hensigtsmæssigt, omfatter pension, medlemsstaten skal udbetale på grundlag af frivillige bidrag.«
( 1 ) – Originalsprog: engelsk.
( 2 ) – Rådets forordning af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (herefter »forordningen«) (EFT 1971 II, s. 366).
( 3 ) – Sjette betragtning til forordningen.
( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1) ophævede og erstattede forordningen fra den 1.5.2010, da den trådte i kraft som følge af ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.9.2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284, s. 1).
( 5 ) – Indtil den 1.1.2006 bestemte punkt Q, nr. 1), litra a) (Nederlandene), i bilag VI til forordningen: »For så vidt angår retten til naturalydelser i henhold til nederlandsk lovgivning forstås ved ydelsesberettigede personer ved anvendelsen af afsnit III, kapitel 1, personer, der er forsikrede eller medforsikrede i henhold til den forsikring, der er nævnt i den nederlandske lov om [sygekasseforsikring] (Ziekenfondswet).«
( 6 ) – På det relevante tidspunkt bestemmer punkt R, nr. 1), litra a), (Nederlandene) i bilag VI til forordningen: »For så vidt angår retten til naturalydelser i henhold til nederlandsk lovgivning forstås ved ydelsesberettigede personer ved gennemførelsen af afsnit III, kapitel 1 og 4, i denne forordning: i) personer, der i henhold til artikel 2 i [ZVW] har pligt til at tegne en forsikring i en sygeforsikringsinstitution og ii) såfremt de ikke allerede er omfattet af nr. i), personer, der er bosiddende i en anden medlemsstat, og som i henhold til forordningen er berettigede til sygehjælp i bopælslandet til udgift for Nederlandene.«
( 7 ) – Dom af 10.5.2001, sag C-389/99, Sml. I, s. 3731.
( 8 ) – Jf. dom af 18.7.2006, sag C-50/05, Nikula, Sml. I, s. 7029, præmis 20, og af 3.3.2011, sag C-440/09, Tomaszewska, Sml. I, s. 1033, præmis 28.
( 9 ) – Dom af 14.10.2010, sag C-345/09, van Delft m.fl., Sml. I, s. 9879, præmis 99 og 100, og af 16.7.2009, sag C-208/07, von Chamier-Glisczinski, Sml. I, s. 6095, præmis 84 og 85.
( 10 ) – Dom af 10.7.1986, sag 60/85, Lujten, Sml. s. 2365, præmis 14, og af 14.12.1989, sag C-3/87, Agegate, Sml. I, s. 4459, præmis 27.
( 11 ) – Dom af 12.6.1986, sag 302/84, Ten Holder, Sml. s. 1821, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis.
( 12 ) – Jf. i denne retning dom af 29.6.1994, sag C-60/93, Aldewereld, Sml. I, s. 2991, præmis 16-20, og dommen i sagen van Delft m.fl., præmis 52 og den deri nævnte retspraksis.
( 13 ) – Dom af 27.5.1982, sag 227/81, Aubin, Sml. I, s. 1991, præmis 11.
( 14 ) – Præmis 44 og 45.
( 15 ) – Ibidem.
( 16 ) – Rundgren-dommen, præmis 46 og 47.
( 17 ) – Dommen i sagen van Delft m.fl., præmis 79.
( 18 ) – Dette princip ligger bag hele forordningen, således som det afklares i artikel 13, stk. 2, litra a), der bestemmer: »En person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, [er] omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område.«
( 19 ) – Generaladvokat Poiares Maduro anførte i denne henseende i punkt 11 i sit forslag til afgørelse i Nikula-sagen, at »omkostningerne i forbindelse med de udredte ydelser [bør] for så vidt muligt påhvile den stat, hvor den pågældende har udøvet den aktivitet, der udløser retten til rente eller pension«.
( 20 ) – Bog III, del III, afsnit VIII.
( 21 ) – De Forenede Stater har for nylig indført en føderal lov, som tilsigter at øge andelen af dækning gennem sundhedsforsikring for amerikanske statsborgere. Jf. Patient Protection and Affordable Care Act (PPACA), der almindeligvis i medierne kaldes »Obamacare«, ophøjet til lov af præsident B. Obama den 23.3.2010. Den 28.6.2012 fandt USA’s højesteret i sagen National Federation of Independent Business mod Sebelius, 567 U.S. ___ (2012), at det meste af denne lov var i overensstemmelse med forfatningen.
( 22 ) – Sag nr. 4381-10, Wehmeyer.
( 23 ) – Generaladvokat Alber foreslår faktisk i punkt 48 i sit forslag til afgørelse i Rundgren-sagen, at den sammenhæng, som forordningens artikel 28 og 28a indgår i, angiver, at de vedrører pensioner.
( 24 ) – Kapitel 2 »Invaliditet«, kapitel 3 »Alderdom og dødsfald (pensioner)«, kapitel 4 »Arbejdsulykker og erhvervssygdomme«, kapitel 5 »Ydelser ved dødsfald«, kapitel 6 »Arbejdsløshed«, kapitel 7 »Familieydelser« og kapitel 8 »Ydelser til børn, der forsørges af pensionister eller rentemodtagere, samt til børn, der har mistet begge forældre eller en af dem«.
( 25 ) – Domstolen har faktisk allerede fremhævet, at den ordning, der skal anvendes i henhold til forordningen, skal være forudsigelig, således at den er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Jf. dom af 30.3.2000, sag C-178/97, Banks m.fl., Sml. I, s. 2005, præmis 41, og generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sag C-227/03, van Pommeren-Bourgondiën, Sml. I, s. 6101, punkt 45.
( 26 ) – Således som jeg fremhævede i punkt 34 i mit forslag til afgørelse af 29.5.2013 i sag C-140/12, Brey, er det generelt altid ønskværdigt at fortolke de samme begreber i EU-retten ensartet, da dette giver større retssikkerhed. En ensartet fortolkning er imidlertid ikke altid mulig i praksis.
( 27 ) – Forordningens artikel 28, stk. 2, anfører: »I de i stk. 1 omhandlede tilfælde […]«.
( 28 ) – Præmis 47-50.
( 29 ) – EFT 1972 I, s. 149.
( 30 ) – Dom af 3.7.2003, sag C-156/01, van der Duin og ANOZ Zorgverzekeringen, Sml. I, s. 7045, præmis 44.
( 31 ) – Præmis 39.
( 32 ) – Derimod er nogle sprogversioner mere tilsvarende den engelske tekst: Den estiske version taler om »makstavad pensionid«, den finske version om »maksettavat eläkkeet«, den tyske version om »Rentenanspruch« og den svenske om »rätt till pensioner«.
( 33 ) – Jf. bl.a. Tomaszewska-dommen, præmis 26, og dom af 18.4.2013, sag C-548/11, Mulders, præmis 37.
( 34 ) – Jf. bl.a. dom af 11.4.2013, sag C-443/11, Jeltes, præmis 43. Jf. også dommen i sagen von Chamier-Glisczinski, præmis 84, og dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, præmis 20.
Full & Egal Universal Law Academy