3.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 65/9
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāta (Republikken Letland) den 4. januar 2012 — Nadežda Riežniece mod Latvijas Republikas Zemkopības ministrija og Lauku atbalsta dienests
(Sag C-7/12)
2012/C 65/17
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Augstākās tiesas Senāts
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Nadežda Riežniece
Sagsøgte: Latvijas Republikas Zemkopības ministrija og Lauku atbalsta dienests (Republikken Letland)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 (1) om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligestilling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse samt arbejdsvilkår og bestemmelserne i rammeaftalen om forældreorlov, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 (2) om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, fortolkes således, at de er til hinder for, at en arbejdsgiver foretager enhver handling (navnlig vurdering af den ansatte i dennes fravær), der har til følge, at en kvinde, der har forældreorlov, kan miste sin stilling efter at have genoptaget sit arbejde?
2)
Skal ovenstående spørgsmål besvares anderledes, hvis grunden til arbejdsgiverens handling er, at der som følge af statens økonomiske recession i alle statslige organer og forvaltninger er gennemført en optimering af antallet af tjenestemænd og nedlæggelse af stillinger?
3)
Skal vurderingen af appellantens arbejde og fortjeneste, der tager hensyn til den seneste årlige vurdering af hendes præstation som tjenestemand og hendes resultater før forældreorloven, sammenlignet med vurderingen — efter nye kriterier — af arbejdet og fortjenesten for andre tjenestemænd, som fortsatte i aktiv tjeneste (og som desuden gjorde brug af muligheden for at øge deres fortjeneste), anses for indirekte forskelsbehandling?
(1) EFT L 269, s. 15.
(2) EFT L 145, s. 4.
Full & Egal Universal Law Academy