24.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 89/15
Appel iværksat den 25. januar 2012 af Plasticos Españoles, S.A. (ASPLA) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 16. november 2011 i sag T-76/06, ASPLA mod Kommissionen
(Sag C-35/12 P)
2012/C 89/24
Processprog: spansk
Parter
Appellant: Plasticos Españoles, S.A. (ASPLA) (ved abogados E. Garayar Gutiérrez og M. Troncoso Ferrer)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Appellen antages til realitetsbehandling.
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. november 2011 i sag T-76/06, ASPLA mod Kommissionen, ophæves.
—
Subsidiært nedsættes den bøde, som Kommissionen har pålagt, og som Den Europæiske Unions Ret har stadfæstet, væsentligt under hensyntagen til de krav, der følger af principperne om proportionalitet, ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling.
—
Kommissionen tilpligtes at betaler sagens omkostninger i de to instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Første appelanbringende om en tilsidesættelse af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Domstolens praksis om denne bestemmelse og begrebet »sammenhængende og vedvarende overtrædelse« såvel som en tilsidesættelse af de gældende processuelle regler om bevisbyrde og bevisbedømmelse.
Den appellerede dom indeholder fejl med hensyn til bedømmelsen af de beviser, som Kommissionen har fremlagt, for over for ASPLA at anvende begrebet sammenhængende og vedvarende overtrædelse såvel i forhold til selskabets påståede deltagelse i overtrædelserne vedrørende sektorerne for åbne sække og block bags, som i forhold til ASPLA’s kendskab til ulovlig adfærd, som fandt sted i undergrupper, som selskabet ikke deltog i, og inddragelsen af sådan adfærd i en »generel kartelordning«.
2)
Andet appelanbringende om en retlig fejl, idet Retten fandt, at argumentet om, at de salgstal, som var taget i betragtning med henblik på udmåling af den bøde, som ASPLA er blevet pålagt, var ukorrekte, er blevet fremsat for sent. Subsidiært er dette argument direkte forbundet med en ufravigelig procesforudsætning, idet Rettens manglende bedømmelse heraf i sig selv udgør en retlig fejl.
Hvad angår det principale anbringende har Retten begået en fejl, fordi argumentet ikke udgør et nyt anbringende men en udvidelse af et allerede fremsat anbringende, og fordi den anvender salgstal for koncernen Armando Álvares i stedet for salgstal for ASPLA for at udmåle bøden.
Hvad angår det subsidiære anbringende bunder den retlige fejl i det forhold, at Retten ikke har bedømt omfanget af den begrundelsespligt, som påhvilede Kommissionen i forbindelse med metoden for beregning af grundbeløbet af den bøde, som ASPLA er blevet pålagt.
Full & Egal Universal Law Academy