24.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 89/17
Appel iværksat den 26. januar 2012 af Saupiquet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 24. november 2011 i sag T-131/10, Saupiquet mod Kommissionen
(Sag C-37/12 P)
2012/C 89/26
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Saupiquet SAS (ved avocat R. Ledru)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellantens påstande
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Femte Afdeling) den 24. november 2011 i sag T-131/10, Saupiquet mod Kommissionen, annulleres i sin helhed.
—
Påstandene i den foreliggende appel og de af selskabet Saupiquet nedlagte påstande i første instans tages til følge i deres helhed.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet gør appellanten for det første gældende, at Retten har tilsidesat de grundlæggende principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling og dermed artikel 2 og 9 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder.
Appellanten foreholder for det andet Retten en tilsidesættelse af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der tillægger Unionen kompetence og bl.a. enekompetence på toldområdet.
For det tredje påberåber appellanten sig en tilsidesættelse af artikel 247 og 247a i EF-toldkodeksen (1).
Endelig gør appellanten for det fjerde gældende, at der er sket en til tilsidesættelse af artikel 7 i Rådets forordning nr. 975/2003 (2).
I modsætning til, hvad Retten har gjort gældende, følger det af en kombineret anvendelse af ovennævnte tekster, at Kommissionen skal holdes ansvarlig for negative følgevirkninger af, at toldkontorerne i visse medlemsstater holder lukket om søndagen, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe disse følgevirkninger.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF) nr. 975/2003 af 5.6.2003 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for indførsel af tunfiskekonserves henhørende under KN-kode 1604 14 11, 1604 14 18 og 1604 20 70 (EUT L 141, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy