31.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 98/17
Appel iværksat den 27. januar 2012 af Václav Hrbek til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 15. november 2011 i sag T-434/10 — Václav Hrbek mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-42/12 P)
2012/C 98/29
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Václav Hrbek (ved advocate M. Sabatier)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Outdoor Group Ltd (The)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Appellanten gives medhold og følgelig ophæves dommen afsagt af Retten i sag T-434/10 i sin helhed i overensstemmelse med artikel 61 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 113.
—
Hvis sagen er moden til påkendelse træffes endelig afgørelse, hvorved afgørelsen truffet den 29. september 2009 af indsigelsesafdelingen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (indsigelse nr. B 1 276 692) og afgørelsen truffet den 8. juli 2010 af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1441/2009-2) annulleres, og de indstævnte tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen samt i forbindelse med indsigelsessagen ved Harmoniseringskontoret, jf. procesreglementets artikel 122.
—
Hvis sagen ikke er moden til påkendelse nedlægges der subsidiært påstand om, at sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling i overensstemmelse med de bindende kriterier, der er fastsat af Domstolen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (herefter »varemærkeforordningen«) (1), som ændret (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 (2), som trådte i kraft den 13.4.2009) er blevet fejlagtigt fortolket og anvendt i den appellerede dom.
Appellanten foreholder Retten, at den ikke har undersøgt de omhandlede varemærker på baggrund af kriterierne »helhedsvurdering« eller »helhedsindtryk«.
Retten undlod at efterkomme det ovennævnte princip, idet den udelukkende støttede sin vurdering på den omstændighed, at varemærkerne begge indeholder bestanddelen »ALPINE«. Retten begrænsede sig til at fastslå, at de to varemærker, der sammenlignes, ligner hinanden, fordi de begge indeholder ordbestanddelen »ALPINE«, uden at undersøge tegnene som helhed og uden at forklare , hvorfor de andre ord- og figurbestanddele som helhed ikke er tilstrækkelige til at udelukke en risiko for forveksling.
Appellanten gør gældende, at Retten i den appellerede dom for det første undlod at tage hensyn til nogle meget væsentlige og relevante faktorer, og for det andet ikke på behørig vis anvendte nogle meget væsentlige kriterier, navnlig ordbestanddelen »ALPINE«’s manglende særpræg og beskrivende karakter.
Retten tog ikke stilling til betydning af ordet »alpine« på alle sprog i den Europæiske Union. Retten drog heller ikke de retlige konklusioner ud fra sine egne konstateringer vedrørende den klare betydning af ordet »alpine«, og den udtrykte sig ikke klart med hensyn til ordet »alpine«’s manglende særpræg og beskrivende karakter, da den påståede svage grad af særpræg eller beskrivende karakter ved bestanddelen »alpine« efter Rettens opfattelse ikke kunne udelukke en risiko for forveksling. Retten fastslog, at »ALPINE« var den dominerende bestanddel i begge tegn uden at tage hensyn til det ældre varemærke ALPINE’s manglende eller i al fald meget svage grad af særpræg. Præmisserne i den appellerede dom indeholder en selvmodsigelse, som førte til, at Retten fejlagtigt fastslog, at de omhandlede varemærker begrebsmæssigt set ligner hinanden uden at tage den manglende eller i al fald svage grad af særpræg ved det ældre varemærke ALPINE i betragtning. En begrebsmæssig sammenligning af ordbestanddelen»ALPINE« er irrelevant på grund af det manglende særpræg.
Appellanten gør gældende, at Retten i den appellerede dom ikke drog de rigtige retlige konklusioner af sine egne overvejelser vedrørende den relevante kundekreds’ grad af opmærksomhed.
Retten kunne ikke uden at modsige sig selv — for så vidt angår skibeklædning, fodtøj og hovedbeklædning til skiløbere samt rygsække — fastholde, at en del af den relevante kundekreds består af velinformerede og særligt opmærksomme forbrugere og bekræfte, at varemærkerne og varerne lignede hinanden.
Appellanten gør gældende, at den appellerede dom for så vidt angår sammenligningen af varerne forvrænger de faktiske omstændigheder og tilsidesætter begrundelsespligten.
Retten fastholdt, at appellanten ikke havde fremsat specifikke argumenter, som kunne anfægte appelkammerets konklusioner. For så vidt angår vurderingen af graden af lighed mellem de omhandlede varer og tjenesteydelser kan der ikke tages hensyn til, hvad der ikke er bevist eller ikke er velkendt. Bevisbyrden for, at der er lighed mellem varerne og tjenesteydelserne, påhviler indsigeren og ikke ejeren af det ansøgte EF-varemærke. Retten skal give sin afgørelse et retsgrundlag og skal begrunde afgørelsen. Retten har ikke godtgjort, at de relevante varer er identiske, ligner hinanden eller supplerer hinanden på markedet, men har lagt en formodning til grund uden at give nogen begrundelse eller eksempler til støtte herfor.
(1) EFT 1994 L 11, s. 1.
(2) EUT L 78, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy