26.5.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 151/17
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 29. februar 2012 — Ministero per i beni e le attività culturali m.fl. mod Ordine degli Ingegneri di Verona e Provincia m.fl.
(Sag C-111/12)
2012/C 151/30
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Ministero per i beni e le attività culturali m.fl.
Sagsøgte: Ordine degli Ingegneri di Verona e Provincia, Consiglio Nazionale degli Ingegneri, Consiglio Nazionale degli Architetti, Pianificatori, Paesaggisti e Conservatori, Alessandro Mosconi, Comune di S. Martino Buon Albergo, Ordine degli Architetti Pianificatori Paesaggisti e Conservatori della Provincia di Verona, Istituzione di Ricovero e di Educazione di Venezia (IRE) og Ordine degli Architetti di Venezia.
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er direktiv 85/384/E[Ø]F (1) for så vidt angår den del (artikel 10 og 11), hvori den som en overgangsforanstaltning tillader udøvelsen af virksomhed på arkitekturområdet for borgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af de udtrykkeligt angivne kvalifikationsbeviser, til hinder for at anse en administrativ praksis i Italien for lovlig, hvis retlige grundlag er artikel 52, stk. 2, første del, i kongeligt dekret nr. 2537 fra 1925, hvori det er fastsat, at visse arbejder i relation til ejendomme af kunstnerisk værdi specifikt er forbeholdt ansøgere med kvalifikationsbevis som »arkitekt« eller for ansøgere, som beviser, at de opfylder særlige uddannelseskrav, der er specifikke for branchen for kulturelle goder, og er mere vidtgående end de krav, som generelt giver adgang til erhverv på arkitekturområdet i henhold til det nævnte direktiv?
2)
Kan denne praksis nærmere bestemt bestå i, at også erhvervsudøvere fra andre medlemsstater end Italien, selv om de er i besiddelse af et kvalifikationsbevis, som i princippet berettiger til udøvelse af erhverv på arkitekturområdet, skal gennemgå en specifik vurdering af den professionelle kompetence (dvs. således som det er tilfældet for italienske erhvervsudøvere i forbindelse med aflæggelse af statseksamen som arkitekt) alene med henblik på adgangen til at udføre de former for arbejder, der er omfattet af artikel 52, stk. 2, første del, i kongeligt dekret nr. 2357 fra 1925?
(1) EFT L 223, s. 15.
Full & Egal Universal Law Academy