26.5.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 151/20
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal do Trabalho do Porto (Portugal) den 8. marts 2012 — Sindicato dos Bancários do Norte m.fl. mod BPN — Banco Português de Negócios, SA
(Sag C-128/12)
2012/C 151/35
Processprog: portugisisk
Den forelæggende ret
Tribunal do Trabalho do Porto
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Sindicato dos Bancários do Norte, Sindicato dos Bancários do Centro, Sindicato dos Bancários do Sul e Ilhas og Luís Miguel Rodrigues Teixeira de Melo
Sagsøgt: BPN — Banco Português de Negócios, SA
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal ligebehandlingsprincippet, hvoraf følger et forbud mod forskelsbehandling, fortolkes således, at det finder anvendelse på arbejdere i den offentlige sektor?
2)
Er den af staten pålagte nedsættelse af lønningerne ved nævnte finanslov for 2011, der alene finder anvendelse på arbejdere, som udøver deres funktioner inden for den statslige sektor eller offentlige virksomheder, i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den udgør en forskelsbehandling på grund af arbejdsforholdets offentlige karakter?
3)
Skal retten til værdige arbejdsforhold, der er fastsat i nævnte artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1), fortolkes således, at det uden arbejderens samtykke er forbudt at nedsætte lønnen, når arbejdskontrakten forbliver uændret?
4)
Skal retten til værdige arbejdsforhold, der er fastsat i nævnte artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den svarer til retten til en rimelig løn, der er tilstrækkelig til, at arbejderne kan opretholde en passende levestandard for sig selv og deres familie?
5)
Er en lønnedsættelse, der ikke udgør den eneste mulige, nødvendig og grundlæggende foranstaltning med henblik på konsolidering af de offentlige finanser i en situation, hvor landet befinder sig i en alvorlig økonomisk-finansiel krise, i strid med den rettighed, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den bringer leverstandarden og de finansielle forpligtelser, som arbejderne og deres familier har påtaget sig før denne nedsættelse, i fare?
6)
Er den af den portugisiske stat på denne måde pålagte lønnedsættelse i strid med retten til værdige arbejdsforhold, idet den hverken er forudseelig eller forventelig for arbejderne?
(1) EFT 2000 C 364, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy